Pinot Noir Reserve fra et vinhus, som kalder sig Cape Founders fra Western Cape i Sydafrika. Sådan står der i hvert fald på etiketten, men vinen er imidlertid lavet af en vinmager i Alsace.
Vinmageren hedder Julien Schaal og han har skabt sin forretning ved at opkøbe druer og laver således vine fra primært Alsace, Sydfrankrig samt specielt Elgin i Sydafrika.
Hans interesse for vin begyndte, da han som barn var med sin onkel på arbejde på en vingård. Interessen blev videreført på kokkeskolen i Strasbourg, hvor han bestod med øget passion for vin.
Schaal fortsatte med at uddanne sig og startede på vinskolen i Beaune. Efter 3 års studie og endnu et par år, hvor han kiggede vinmagere i Frankrig og Sydafrika over skulderen, besluttede Julien Schaal at lave sin egen vin.
I dag laver han således Riesling fra hans eget vineri, der ligger i Saint-Hippolyte i Alsace, men står altså også bag flere serier af vine fra Sydafrika og en af disse er altså med navnet Cape Founders. Det er vine i den billigere ende af skalaen, bl.a. kan vinen Cape Founders Shiraz Reserve findes til 39,99 kr. hos Calle ved grænsen.
Der findes 3 vine i Cape Founders serien og denne Pinot Noir er således en af disse. Jeg har desværre ikke kunnet finde nogle oplysninger om produktionen, så jeg springer i stedet direkte til mine smagsnoter.
Duftmæssigt nærmest lidt gær, grønne blade, hindbær, kirsebær, granatæbler … den er virkelig sur og grøn. Smagen er dog blød og rund. Samtidig er der godt med sol, hindbær, jordbær samt masser af modne kirsebær og er ganske ukompliceret, hvilket måske også er vinens svaghed.
Fundet i Red Office kontorforsyning til 69,95 kr. eller SuperBrugsen på tilbud til 50 kr.