2010 Eos Estate Winery, Lost Angel California Cabernet, Californien, USA

2010 Eos Estate Winery, Lost Angel California Cabernet, Californien, USAAftenens første rødvin, og Steffen lagde ud med en ganske imponerende amerikaner, denne Lost Angel California Cabernet fra vinhuset Eos Estate Winery, som ligger i Paso Robles.

Eos Estate Winery ejes af den 65-årige Bill Foley, og Eos hører også under Foley Family Wines, idet Bill gennem de sidste 15 år har opbygget en imponerende portefølje på over 10 vingårde i den absolutte top på vestkysten i USA og New Zealand.

Det er vinhusene Eos, Sebastiani Vineyards & Winery, Chalk Hill Estate, Foley Estates Vineyards & Winery, Kuleto Estate Winery, Lincourt Vineyards, Lancaster Estate, Langtry Estate & Vineyards, Foley Johnson, Firestone Vineyard, Roth Estate og Three Rivers Winery.

Hans kærlighed til vin omhandler dog ikke kun kostbare og dyre vine; han producerer også gode solide vine i et prisleje, hvor alle kan være med – bl.a. Lost Angel-vinene på Chardonnay og Cabernet Sauvignon, der begge er fra kølige Sonoma County i Californien.

Vinen her er fremstillet på  79% Cabernet Sauvignon, 8% Merlot, 5% Petit Verdot, 3% Petite Sirah, 3% Syrah og endelig 1% Cabernet Franc fra Foley-familiens vinmarker i det kølige Sonoma County tæt på Napa Valley. Efter gæring lagrer 51% af vinen på nye franske egetræsfade i 6 måneder, hvorefter den færdige vin tappes på flaske.

Vinmageren bag vinen siger selv i beskrivelsen af vinen; Alle vores vine er lavet til at blive drukket nu. Hvorfor drikke i morgen, når du kan drikke i dag? Endnu bedre, hvorfor ikke drikke både i morgen og i dag? Livet er kort. Ja, det kan der jo være noget om.

Duftmæssigt nærmest lidt medicinsk, stenet … ferskensten skrev jeg på mine noter, Læg hertil en god omgang sødme, solbær, tobak, lakrids, blommer, mens smagen også er lidt amerikansk med masser af sødme, blomme og varme. En meget blød og indsmigrende vin, som alle var meget begejstrede for.

Med medbragte vinen: Steffen

Fås flere steder, bl.a. Laudrup Vin og Supervin. Hos sidstnævnte koster vinen 81,50 kr. ved køb af 6 flasker. Et virkelig godt køb.

Vinanmeldelse 5/7  

Skriv et svar