2014 Podere Sapaio, Volpolo, Toscana, Italien

Næste bølge – runde 2 – startede med denne Volpolo … en Bordeaux inspireret Bolgheri vin fra vinhuset Podere Sapaio Societa’ Agricola Di Massimo Piccin, der ligger midt i byen Castagneto Carducci få kilometer fra kysten og vel omkring 40 kilometer syd for Livorno i Bolgheri, Toscana.

Podere Sapaio er grundlagt i 1999, da Massimo Piccin – som vi ser på billedet ovenover – overbeviste sin fader, at de skulle købe jord i Bolgheri området og starte med at producere vin.

Massimo og resten af familien stammede egentlig fra Veneto i den nordlige del af Italien, men Massimo havde altid haft en passion for vin og ønskede selv at forfølge en drøm om selv at producere vin.

I dag har Massimo Piccin samlet 40 hektar vinmarker, som stort set er opdyrket fra det rene ingenting. Vinmarkerne ligger mellem byerne Castagneto Carducci og Bibbona.

Til at hjælpe med produktionen har Massimo hyret agronomen Simone Setti samt ønologen Susanna Drei. Massimo har også i starten haft hjælp af den italienske super flying vinmager, konsulenten Carlo Ferrini, som i dag arbejder for mere end 30 vinhuse i Toscana.

Carlo Ferrini er i dag den konsulent i Italien, der står bag flest 3 røde glas i Italiens vinguide Gambero Rosso.

Og siden etableringen er det gået ganske godt. Huset laver – i bedste Bordeaux stil – kun to vine … en 1. vin og en 2. vin. Husets 1. vin er er blandt Bolgheris bedst præmierede og får hvert år de eftertragtede 3 glas i Gambero Rosso. Wine Spectator har også Sapaio højt på listen over deres bedste vine.

Denne Volpolo er Podere Sapaios 2. vin og den er lavet på 70% Cabernet Sauvignon, 15% Merlot og 15% Petit Verdot, lavet i ståltanke med lang maceration, men hvor lang tid fremgår dog ikke. Vinen er lagret 14 måneder på barriques og derefter 6 måneder på flaske. I denne årgang 2014 er der lavet 50.000 flasker.

Næsen er dyb kælder, eg, vanilje samt lidt gærende, gamle kirsebær, urter, en dyb italiensk syre, godt med kanel og en vis sødme fornemmes også.

I munden er det er tæt vin … italiensk syre, krydret med peber, godt med tanniner, stor tørhed. Det er virkelig tæt, tørt og har derudover nogle strejf af vanilje, tobak og en smule skarphed. Tænker, at denne måske er alt for ung endnu og kunne ha’ godt af nogle år i kælderen.

Forhandles flere steder, bl.a. Gallovini, hvor en flaske koster 249 kr., men mere beskedne 129 kr. ved køb af 6 flasker. Den fås også i grænseboderne til 100 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7