2004 Bodegas Altanza, Altanza Reserva Especial, Rioja, Spanien

2004 Bodegas Altanza, Altanza Reserva Especial, Rioja, SpanienNæste vin – som Paul havde taget med – var fra Bodegas Altanza. Det er et nyt hus, som Jysk Vin har fået forhandlingen af og som jeg for et par uger siden smagte første vin fra, en 2011 Capitoso. Denne gang er det imidlertid én af husets topvine, nemlig denne Altanza Reserva Especial.

Bodegas Altanza er grundlagt i 1998 af en flok forretningsmænd indenfor vinbranchen. Vingården råder over 320 hektar jord, hvoraf de 200 hektar er tilplantet med vinstokke, mens 70 hektar er tilplantet med oliventræer. Målet har fra starten været at tilbyde kvalitetsvine til en rimelig pris og at kombinere det bedste fra traditionen i en gammel vinregion med alle de muligheder, som ny vinteknologi giver. Alle vine er lavet på Riojas traditionelle drue Tempranillo.

Det traditionelle betyder, at alt markarbejde foregår manuelt. Vinstokkene bliver ikke gødet, ligesom der heller ikke bruges pesticider. Der udtyndes og beskæres for at mindske udbyttet.

Den moderne teknologi er meget tydelig, når man kommer indenfor, hvor man har temperaturkontrollerede ståltanke til at styre gæringsprocessen, og andre ståltanke til lagring af vinen. Faktisk råder vingården over ikke mindre end 72 ståltanke, hver med en kapacitet på mellem 25.000 og 40.000 liter.

Ligeledes råder bodegaen over en fadkælder med ikke mindre end 8.500 egetræsfade på 225 liter, 90% franske og 10% amerikanske, og de udskiftes løbende over en 5 årig periode. De må fylde godt. I lagringskældrene har man installeret klimaanlæg, som kontrollerer såvel temperatur som luftfugtighed.

Ca. 60% af druerne kommer fra egne marker, og resten kommer fra erfarne vinbønder, som har samarbejdet med bodegaen helt fra begyndelsen.

Der laves en række forskellige vine på Bodegas Altanza, omkring 28 forskellige. Denne Altanza Reserva Especial er en specialcuvée med stort potentiale. Vinen er lagret i 24 måneder på 1 eller 2 år gamle franske barriques og yderligere 18 måneder på flaske. Vinen har fået 93 Parker point.

Duftmæssigt hindblær og mørke bær i skøn forening. Svag animalsk, stor tørhed, lidt sødme, lidt krydderier. Smagsmæssigt til den fyldige side, kraftfuld med Ribena, solbær og sol, men samtidig også afbalanceret med grønne toner og tanniner, som giver lidt stramhed og holder vinen på sporet.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Jysk Vin, pris 275 kr. ved køb af 1 stk. og 229 kr. kr. ved køb af 6 stk.

Vinanmeldelse 5/7  

Skriv et svar