Vores vinaften blev afsluttet med manér, idet Jan havde medbragt den velkendte Alión fra Bodegas y Viñedos Alión i Ribero del Duero, én af Bodegas Vega Sicilias vingårde.
Lidt sjovt, idet jeg for mindre end en måned siden smagte en anden vin fra én af Vega Sicilias andre vingårde, nemlig en 2004 Bodegas y Viñedos Pintia i Toro området. Dengang skrev jeg lidt om vinhuset Bodegas Sicilia, så det indlæg vil jeg starte med at henvise til.
Alion ejendommen er fysisk adskilt fra Bodegas Vega Sicilia. Der er plantet 12 hektar vinmarker omkring de 2.000 kvm. nye lager-, lagrings- og kontorfaciliteter, 18 hektar i nabodistriktet Padilla og 80 hektar på Bodegas Vega Sicilia jorder. Totalt udgør Alions vinmarker 110 hektar.
Der fremstilles kun den ene vin på Bodegas y Viñedos Alión, og den fremstilles selvfølgelig på 100% Tinto Fino og lagres typisk 13-15 måneder på små, nye franske egetræsfade. Klassisk Ribera del Duero vin med forførende saft og spændstighed. Alion bliver bare bedre og bedre siden den første årgang i 1991. I dag er Alion et af de bedste køb i Ribera del Duero, og årgang 2009 også et særligt godt år i området.
Chef-vinmager på både Vega Sicilia, Pintia og Alion er Xavier Ausás López de Castro, mens ansvarlig for markarbejdet er Enrique Macías Gomez.
Duftmæssigt mørke bær, chokolade, rosin, blæk eller grafit, læder, svare krydderier, spanske chorizo pølser, vanilje og eg. Smagen er blød, cremet, venlig og intens. Tanninerne er bløde og varme, der er lidt peber i smagen, røg og en anelse sødme. Kan ikke umiddelbart sige, om den er bedre end Pintia … dertil skal man nok have vinene ved siden af hinanden, men den smager sgu godt.
Hvem medbragte vinen: Jan
Forhandles hos Sigurd Müller, pris ca. 395 kr.
Hej Ulrik
Sikke en fantastisk vinsmagning I har haft gang i. Er selv i gang med at planlægge en, og suger al den inspiration til mig som jeg kan – så læser med stor glæde 🙂
Selv har jeg smagt Alion i årgang 2003 og var også selv glad for den. Vi smagte den faktisk op imod Pintia’en, og der synes jeg klart Alionen var den bedste. Det var dog sent på aftenen, og jeg er ikke sikker på at jeg var HELT fair imod Pintia’en 😉
Du kan læse min sammenligning på følgende link:
http://www.vintanker.dk/2012/08/den-store-ol-smagning.html
Hilsen Jesper
Hej Jesper
Godt at høre fra dig … følger troligt din blog.
Ja, det var en fin aften, og har også læst dit indlæg om de to vine fra Vega Sicilia. Jeg hælder nok også en smule til Alionen, men svært når det ikke sker samtidigt.
vh Ulrik