Kategoriarkiv: Store oplevelser

Andre smagninger

Test af Pradorey vine … spændende Ribera del Duero producent

I forbindelse med den store Ribera del Duero smagning for nogle uger tilbage, så fik jeg kontakt til Silvia Pascual Cámara fra det ret spændende og store vinhus Pradorey. De kom ikke med blandt de mange vine til smagningen, men så kan Houlberg jo i stedet blot teste en del af husets vine.

Så fra både Pradorey i Gumiel de Mercado i Burgos området i det imponerende Ribera del Duero og fra vinhusets danske importør Holte Vinlager har jeg nu fået tilsendt 8 forskellige Pradorey vine, som jeg nu tester … og har endda fået hjælp fra Silvia omkring rækkefølgen af vinene.

Men inden vi kommer så langt, så lad os lige kigge lidt nærmere på Bodega y Viñedos Pradorey.

Vinhuset Pradorey

Pradorey er en forholdsvis stor vinproducent, der holder til i ejendommen Real Sitio de Ventosilla, der indtil 1989 havde haft mange forskellige ejere og en lang historie, der går helt tilbage til 1503, hvor dronning Isabella de Castile køber ejendommen af greven af Ribadeo,

Efter hendes død gik ejendommen til datteren dronning Joanna og derefter hendes førstefødte … den senere kejser Charles V, som så senere donerede ejendommen til Don Bernado Gómez Sandoval y Rojas, hertug af Denia.

Sønnen Francisco Gómez Sandoval y Rojas, første hertug af Lerma samt minister hos kong Philip III byggede på stedet et palads, som var tegnet af det royale arkitekt Francisco Mora og bygget for at underholde kongen, når han besøgte stedet.

Kongen havde endda ofte både musikere, skuespillere og artister med, når han besøget Real Sitio de Ventosilla … altså når kongen og hertugen ikke drev jagt rundt på husets mange enge. Så da Javier Cremades de Adaro i 1989 overtog stedet, så kaldte han også sit vinhus for Pradorey, som kan oversættes til kongens enge.

Det var også et stort gods, som Javier Cremades de Adaro overtog ejerskabet af, for Real Sitio de Ventosilla har samlet omkring 3.000 hektar jord, hvor han i dag har 545 hektar vinmatker, der er fordelt over 8 forskellige områder, nemlig Hoyo Dornajo, La Mina, Prado del Rey, El Pino, Los Robles, Valdelayegua, Salgüero og La Recorba.

Kombinationen af terræn, højde, klima og jordbundsforhold, giver vingården optimale betingelser for at lave vine i meget høj kvalitet.

Javier Cremades de Adaro har også forvandlet den gamle ejendom, bl.a. har han bygget et nyt vineri, hvor en del ligger under jorden og rummer en moderne vinkælder med plads til 21.000 liter egefade i 225 og 300 liter størrelse samt moderne amphora-krukker og der findes endda også et stort vinmuseum.

Det gamle palads er samtidig omdannet til et mindre bed & breakfirst med 8 værelser, møderum, restaurant, kaffeshop, masser af sportsfaciliteter, en stor swimmingpool og endda også en kirke.

Der er også fortsat masser af traditionel landbrug på stedet, for 900 hektar jord er agerjord, som leverer godt med korn, men derudover har man også ikke mindre end 800 køer samt 1.800 får.

Stedet kommer heller ikke til at mangle strøm, for det drives af både et stort og moderne solcelleanlæg, men også af strøm fra den gamle hydroelektriske La Recorba dæmning. Den blev oprindelig bygget i 1921 på resterne af en gammel dæmning, men er i dag moderniseret og der strømmer 3.000 liter vand igennem i sekundet og har store, moderne vandpumper, der giver masser af strøm.

Med dens 545 hektar vinmarker er Pradorey en af de største producenter i hele Ribera del Duero og har primært druesorterne Tempranillo, Cabernet Sauvignon, Merlot samt Abillo Mayor som de vigtigste … og har endda vinstokke der er over 100 år gamle og nogle endda pre-phylloxera.

Kvæget hjælper med at generere naturlig gødning til alle markerne og man genbruger også alt affald fra produktionen, så der arbejdes meget bæredygtigt, bl.a. med reduktion af forbruget af propan og et samarbejdet om at reducere husets CO2-aftryk med bæredygtige produktpolitikker. Alt sammen i perfekt harmoni og som et lysende mønstereksemplar på bæredygtighed og i respekt for miljøet.

Her kan I se nogle af husets tiltag:

Udover de 545 hektar vinmarker, de 900 hektar agerjord, så har Pradorey også masser af egetræsskov, poppeltræslunde og majs-, roe- og kartoffelmarker.

Samlet laver vinhuset i øjeblikket sådan lige omkring 13 forskellige og de fleste vine under serier som Essentials Wines, Terroir Wines, Transgressive Wines, Signature Wines og så de to topvine El Buen Alfarero samt El Retablo.

Vinene

Ud af huset 13 forskellige vine, så skulle jeg smage et pænt udsnit af deres sortiment, nemlig disse. Efter hver vin har jeg skrevet, hvilken serie de kommer fra … altså undtagen El Buen Alfarero, der jo er en af husets absolut topvine:

Med andre ord er jeg kommet godt omkring vinene fra Pradorey, så ovenover der er selvfølgelig links til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.

Konklusion

Pradorey er et spændende hus … for de kan både lave vine sådan totalt klassisk oldschool, som fx vinene i Terroir serien, men for mig blev det mest spændende i både Signature serien … og så specielt den hvide Cuentista Tempranillo Blanc de Noirs og ikke mindst topvinen El Buen Alfarero.

Det var en sand fornøjelse at smage Pradorey vinene … specielt for en #riberadelduerolover som mig. Jeg er vild med, når husene også laver hvidvine, men også når de eksperimenterer … og samtidig er tro mod områdets klassiske dyder.

Og i de klassiske dyder er lagringen på fade og fadnoterne nok fortsat en vigtig del af Ribera del Duero og sådan skal det være, for ellers er det jo ikke en vaskeægte Ribera del Duero … men en lille eksperimentering er altid et frisk pust og det kan Pradorey.

Så tak til både Holte Vinlager og søde Silvia Pascual Cámara fra Pradorey for at sætte den lille smagning op.

Andre smagninger

Ribera del Duero … heat 3 med Langdahl Jørgensen på Sabinas S’Vinbar

Forleden skrev jeg om min deltagelse i den kæmpestore Ribera del Duero smagning med Thomas Ilkjær. Det blev lidt af et stort showoff med 15 vine opdelt i 2 heat. Men nu har jeg da lige nappet et 3. heat med deltagelse i endnu en Ribera del Duero smagning.

Denne gang var smagningen anført af René Langdahl Jørgensen og blev afholdt på  S’Vinbar i Aarhus, men var igen orkestreret af Dorte Pontoppidan fra Ehrenberg Sørensen Kommunikation og Consejo Regulador de la Denominación de Origen Ribera del Duero.

Denne gang var der 13 vine, men faktisk kun én genganger fra sidste smagning og det var den vidunderlige 2005 Mirat Gran Reserva fra Bodegas Valdeviñas … så næsten alle denne gang havde jeg således ikke smagt tidligere.

Men det blev altså således til 28 forskellige Ribera del Duero vine på 14 dage, men denne gang skal jeg nok undlade at skrive en masse om selve området, historien og druerne. Det gjorde jeg jo i sidste indlæg Houlberg på rundtur … med Thomas Ilkjær i det dejlige Ribera del Duero. Nu kigger jeg bare nærmere på denne dags vine.

Smagningen blev – som nævnt – holdt på altid fantastiske S’Vinbar og var lavet for folk i vinbranchen. Dorte Pontoppidan startede med at byde alle velkommen, hvorefter hun gav ordet til Alicia Fernández, der repræsenterede Consejo Regulador de la Denominación de Origen Ribera del Duero og var taget hele vejen til fra Ribera til Aarhus.

Hun bor i Roa i Burgos, men har faktisk tidligere et års tid boet i Aarhus, men snakker altså kun spansk, men derefter overtog René Langdahl Jørgensen ordet og fortalte lidt om selve området og dets særkender … lidt samme ting som Ilkjær, men på en anden måde.

Vinsmagningen

Denne formiddag skulle vi igennem ikke mindre end 13 styk Ribera del Duero vine  og samlet så feltet dermed sådan her ud:

Heat 3

Beskrivelserne og anmeldelserne har jeg  selvfølgelig linket til ovenover … helt som vanligt.

S’Vinbar og maden

Skænkningen af vinene var lagt i de kyndige hænder på Sabina og crew og det skete som altid på S’Vinbar totalt professionelt og efter Langdahl foredrag og fortælling om de 10 første vine, så servede Sabina lidt charcuteri og ost.

Undervejs kom Alicia Fernández også rundt og snakkede med alle rundt ved bordene … og samlet blev det en rigtig hyggelig middag i det aarhusianske sammen med andre vinnørder, hvor vi blev endnu en tak klogere på Ribera del Duero og virkelig forstå, hvorfor alle vinene derfra er så populære.

Alicia Fernández fortalte faktisk undervejs, at salget af Ribera del Duero vine i Danmark er steget med 30% i 2021 … så I må altså drikke meget derude.

Andre smagninger

Houlberg på rundtur … med Thomas Ilkjær i det dejlige Ribera del Duero

Houlberg var forleden til en kæmpestor Ribera del Duero smagning med ikke mindre end 15 forskellige vine, anført af den gode Thomas Ilkjær, der er er DipWSET og daglig leder af Vinakademiet og fornem iscenesat og orkestreret af Dorte Pontoppidan fra Ehrenberg Sørensen Kommunikation og Consejo Regulador de la Denominación de Origen Ribera del Duero.

Vinsmagningen blev afholdt på Restaurant Skovbakken og sjovt nok, så var der også der, at jeg for første gang fik rigtig interesse for vin i netop en Ribera del Duero smagningen. Og lige siden har Ribera del Duero også har en særlig plads i mit hjerte.

Denne gang skulle Thomas Ilkjær først lige tage os igennem hele området, om historien, appellationen, klimaet, reglerne, druerne og så selvfølgelig en række vine. Men lad os endelig starte med at se lidt nærmere på det hypede område i Spanien.

Ribera del Duero

Ribera del Duero er beliggende i den centrale, nordlige del af Spanien, nord for Madrid på en højslette – en meseta – langs med Duero floden mellem provinserne Soria, Burgos, Segovia og Valladolid i regionen Castilla y León.

Som Thomas Ilkjær fortalte, så er Ribera del Duero måske ikke det mest spændende sted at besøge, idet der ikke – som i mange andre områder som Mosel eller Rheingau – er stejle vinmarker beliggende ned til en flod. I Ribera del Duero ligger området i højderne på lidt goldt sted og markerne ligger ganske vist højt og der findes jo oss’ floden Duero … men det er rimeligt fladt med meget tilgængelige marker.

Det er er bredt område, som det kan ses på kortet nedenunder. Det følger floden Duero fra øst mod vest … en strækning på omkring 115 kilometer og navnet Ribera del Duero betyder netop Duero flodens bredder.

De fleste marker i Ribera del Duero ligger i en højde på mellem 750-850 meters højde, men marker over 850 meter har en speciel status som højt beliggende marker … ja faktisk findes der marker helt op til 1.100 meters højde.

Mange af markerne er svært tilgængelige og ligger med store afstande mellem hinanden. De er meget små og udbyttet er lavt grundet den magre jord og stokkenes alder.

Klimaet er middelhavsklima med indflydelse fra fastlandsklima. Den årlige nedbør er 400-500 mm og der er årligt 2.400 solskinstimer. Somrene er lange og tørre med op til 40 graders varme og vintrene strenge med ned til -20 grader samt store udsving mellem dag- og nattemperatur.

Hvis man fx laver en sammenligning med mellem de to R’er … altså Ribera del Duero og Randers, så kan man se forskellene i klimaet i de to områder:

Den store forskel er, at der selvfølgelig er langt flere solskinstimer i Ribera del Duero, men også – hvad der særlig vigtigt – op til høsttiden er store forskelle i højeste og laveste temperatur i Ribera … og det medvirker virkelig til modning af druer, men sikrer samtidig, at de bevarer en vis syre grundet de kølige nætter.

Sjovt nok, så er der faktisk forholdsvis køligt i Ribera del Duero … i hvert fald om natten, for i vækstsæsonen har man her 192 frostfrie dage, hvor man ellers siger at minimum er 200 dage.

De daglige store skift i temperaturerne betyder, at vinstokkene i dagtimerne fotosynteserer og det giver ideelle betingelser for alle druerne. Man når simpelthen ikke, at temperaturen i druerne lukker ned, for de når en respiration om natten. Dermed bruger druerne ikke sukker, syrer og anthocyaniner, fordi de kølige temperaturer sænker iltningen, hvilket resulterer i god syre, farve og lang mere raffinerede tanniner bl.a, via en langsom modningsproces.

I de fleste regioner dagene med store temperatursvingninger i høstperiode normalt maksimalt 40 dage, men i Ribera del Duero er det 50-60 dage.

Historien

Man har lavet vin i Ribera del Duero siden romerne, og der er også indenfor de senere år fundet beviser på, at der er lavet vin i området i over 2.000 år. I 1994 fandt man nemlig et gammelt, skjult 66 meter stort mosaikgulv af vinguden Bacchus i en gammel ejendom Villa de Santa Cruz beliggende i den lille by Baños de Valdearados med 424 indbyggere.

Men vinavlen, som vi kender det, stammer formentlig fra tilrejsende benediktinermunke fra Cluny i Bourgogne. De kom i 12. århundrede til Ribera del Duero og man ved fra gamle arkiver, at man allerede tilbage i 1295 begyndte af regulere høsten af druer i marken og siden 1400-tallet har man også bevidst har styret kvaliteten af vinene i selve produktionen.

I byen Aranda de Duero findes der også dokumentation på tidlig vinproduktion i form af et stort netværk af 7 kilometer tunneler, som er udgravet mellem det 12. og 18. århundrede og som har været anvendt til produktion og lagring af vin.

Det er udviklingen gennem de sidste årtier, der har sat Ribera del Duero på verdenskortet. Den store succes skyldes en kombination af flere faktorer. For det første det fantastiske terroir og dernæst mikroklimaet, som med sine varme dage og kølige nætter giver de perfekte betingelser for at lave stor og lagringsværdig vin.

For det tredje er Ribera del Duero det blevet velsignet med en usædvanlig indfødte drue Tempranillo og så er udviklingen forceret dygtige vinmagere, som alle har produceret ikoniske kultvine bl.a. Pingus, Pesquera, Aalto og Vega-Sicilia, der fik høje ratings … og dermed bevågenhed fra en hel vinverden.

Det var særligt med tilgangen af specielt Vega-Sicilia vinen … og senere Pingus, at Ribera del Duero kom på landkortet. Det har betydet et sandt boom i vinindustrien i området. Et boom som udelukkende er blevet større de sidste 40 år.

Således er antallet af vingårde blevet voldsomt meget større … i 1982 var der kun 9 producenter, men i dag er der godt over 300 og bare fra 1991 til 1995 er produktionen gået fra 10 millioner flasker til over 90 millioner flasker. Hvor der i 1982 kun var 5.000 hektar vinmarker, så er der i dag over 24.000 hektar og samlet findes der 8.224 vinavlere … men de fleste har under en halv hektar og kun omkring 46 har over 50 hektar.

DO Appellation Ribera del Duero

Området fik sin DO status i 1982, selvom man allerede midt i 1970’erne så et stort potentiale i Ribera del Duero. I 1982 var der dengang alene 5.000 hektar vinmarker og 9 vinhuse, der producerede vin.

Trods den eksplosive ekspansion og udbredelse af vinene fra Ribera del Duero, så er appellationen i dag alene en DO appellation aka Denominación de Origen og ikke en Denominación de Origen Calificada, hvilket kan virke en anelse underligt.

I 2008 ansøgte man godt nok om en opgradering til DOC status, men en fejl i ansøgningen betød, at den blev afvist som værende ikke fyldestgørende og siden har man ikke forsøgt igen.

Appellationen Ribera del Duero dækker over 4 distrikter, nemlig Soria, Burgos, Segovia og Valladolid. Det er specielt i Burgos og Valladolid, at vi finder de fleste og bedste vinhuse, og huse som Pingus, Vega Sicilia, Hacienda Monasterio, Arzuaga, Emillio Moro, Pesquera og Alión ligger alle i Valladolid.

Druerne

Hoveddruen i Ribera del Duero er Tempranillo, som også i resten af det nordlige Spanien. I Ribera del Duero kaldes Tempranillo druen for Tinto Fino eller Tinta del Pais og den udgør omkring 95% af hele produktionen i Ribera del Duero.

De øvrige mest kendte druer er

  • Grenacha aka Grenacche, men den fylder kun mindre end 1% af områdets samlede produktion. Faktisk er der beskedne 64 hektar med Grenache.
  • Albillo, som er jo er en hvid druesort, der anvendes til de hvide – og mere sjældne – Ribera del Duero vine, men også anvendes som en suppleringsdrue til Tempranillo vine. Albillo udgør omkring 2% af områdets samlede produktion. Der findes ca. 456 hektar med Albillo.
  • Derudover dyrkes der 2-3% af de mere internationale sorter som både Cabernet Sauvignon, Merlot og Malbec. Samlet er der 279 hektar med Cabernet Sauvignon, 193 hektar med Merlot og endelig 25 hektar med Malbec.

Mange vinhuse producerer deres Ribera del Duero rødvine udelukkende på Tempranillo, men hvis man blander andre druer i, så skal der mindst være 75% Tempranillo. Derudover skal 95% af vinen bestå af Tempranillo, Cabernet Sauvignon, Merlot og Malbec jf. regulativerne for området.

Udbyttet ligger typisk på 30 hektoliter pr. hektar og maksimalt udbytte er 49 hektoliter pr. hektar, hvilket dog sjældent opnås, da en stor del af vinstokke er gamle, typisk over 50 år og derfor ikke giver så mange druer.

Hvis man kigger på marker med gamle vinstokke, så er der samlet 475 hektar med Tempranillo vinstokke, der er over 100 år, samlet er der 4.600 hektar med stokke over 75 år og samlet 6.100 hektar med stokke over 50 år. Det betyder med andre ord, at omkring 25% af den samlede produktion sker fra over 50 år gamle vinstokke.

Omkring halvdelen af vinstokke gror som bush vines og den anden halvdel er bundet op … det kan I se på billederne.

Rødvinene er – som også i Rioja – primært inddelt i forskellige kategorier som Cosecha, Crianza. Reserva samt Grand Reserva. Reglerne for lagringen af vinene følger næsten også reglerne i Rioja, og det betyder:

  • Cosecha – her er der næsten ingen krav til, hvor lang tid en vin lagres eller krav om lagring på egefade, så det er oftest de helt unge og billigere vinrøde. En Roble/Barrica skal dog være lagret mindst 3 måneder på egefade.
  • Crianza – skal være lagret i mindst 24 måneder og heraf skal de 12 måneder være i egetræsfade.
  • Reserva – skal være lagret i mindst 36 måneder og heraf skal de 12 måneder være i egetræsfade.
  • Gran Reserva – skal være lagret i mindst 60 måneder og heraf skal de 24 måneder være i egetræsfade.

Sætter man det op i et skema, så sker det sådan her ud:

Selvom der jo egentlig findes meget gamle vinstokke i Ribera del Duero, så laves der dog slet ikke så megen hverken Reserva eller Gran Reserva, som man måske kunne tro. Faktisk er hovedvægten helt klar produktion af Cosecha vine, som udgør 68% af den samlede produktion. Samlet ser billedet sådan her ud:

  • Hvidvine mindre end 0,1%
  • Rosado aka rosévin – 1,5%
  • Cosecha – 68%
  • Crianza – 25%
  • Reserva – 5%
  • Gran Reserva – 0,5%

Som det fremgår, så er alle topvine lagret på egefade … og i Ribera del Duero bruges fadene virkelig som et ekstra facet i produktionen af vinene, så derfor skelner man mellem fade, der er light – medium – medium+ og heavy ristet. På fx vinene fra Arzuaga kan man næsten smage, at her er fadene virkelig hårdt ristede.

Ribera del Duero har da også fået en del kritik omkring stilen på vinene, hvor nogle beskylder producenterne for at lave vine, der er for høje i alkohol, har en tæt sød frugt og samtidig en overdådig brug af ny eg. Det kan give en mangel på identitet og har også været et problem.

Men i stigende grad søger producenterne nu at udtrykke stedet mere … dets terroir. Det er trods alt en særlig region for dyrkning af vindruer og kvaliteten er rimelig ens år efter år, så derfor går man nu faktisk heller ikke så meget op i årgange i Ribera del Duero, selvom der naturligvis er forskelle. Men indtil nu, så bruges der godt med egetræsfade, selvom nogle producenter nu er gået væk fra en overdreven egetræsbrug.

Vinsmagningen i 2 heats

Denne aften skulle vi igennem ikke mindre end 15 styk Ribera del Duero vine, men de var opdelt i 2 heats, idet Thomas Ilkjær alene fortalte om de 8 første – og bedste – vine.

Samlet så feltet dermed sådan her ud:

Heat 1
Heat 2

Jeg havde smagt en enkelt af vinene før, nemlig Bodegas Arzuaga Navarros 2014 Gran Reserva, så der har jeg selvfølgelig blot linket til min oprindelige anmeldelse. Beskrivelserne og anmeldelserne af de øvrige vine har jeg selvfølgelig linket til ovenover … helt som vanligt.

Konklusion

Det blev en kongesmagning … om end 15 højoktan Ribera del Duero vine kan være lidt en mundfuld. Det var specielt i heat 1, at Houlberg fangede de største øjeblikke og det var specielt de sidste, altså Gran Resalte 2014 fra Bodegas Resalte de Peñafiel, Mirat Gran Reserva 2005 fra Bodegas Valdeviñas og Gran Reserva 2014 fra Arzuaga, som gjorde største indtryk.

Mirat vandt ballet, men det er også en vin, som grundet alderen, skal drikkes forholdsvis hurtigt, men set over længere tid blev jeg meget glad for Resalte vinen, så dermed slår mit hjerte fortsat en ekstra takt, når jeg smager vin fra Ribera del Duero.

Andre smagninger

Mr Ruby Spätburgunder Jahrgangspräsentation 2019 … forskellighed på topniveau

Tilbage i november 2020 inviterede den gode Mr Ruby jeres altid flittige og trofaste Spätburgunder elskende vinskribent til en intim smagning af den dengang nye årgang 2018 af tyske Spätburgunder vine fra de producenter, som Ruby importerer.

Dengang var det en lille eksklusiv og sluttet kreds bestående af Ruby himself, den altid gode topanmelder René Langdahl Jørgensen, undertegnede og så vinbonden Daniel Twardowski på telefonen lidt midt i vor seance. Han er lige så vild som sine vine … og det blev således en god oplevelse.

Forleden inviterede Mr Ruby igen … nu blot med en endnu større præsentation Spätburgunder vine i årgang 2019, som enten allerede er landet i butikken eller på vej til butikken. Denne gang igen for en lille sluttet kreds bestående af både René Langdahl Jørgensen og Houlberg … men også en række andre branchefolk.

Det var bl.a. Mads Jordansen og Kalle fra Winelab Agency, Casper fra Pinot Vinbar samt Thomas Grunddal Jørgensen, restaurantchef og sommelier på den gode restaurant Fakkelgaarden mod syd samt lidt andre fra branchen.

Jeg havde taget fri til middag, da jeg inden smagningen lige skulle nå en lille intimkoncert med Mathilde Falch i Turbinen i Randers … blot 1 time sådan halvakustisk sammen med M.C. Hansen. Det blev en rigtig fin lille time med god og sød energi.

Mathilde Falch er vild sød, charmerende og hudløs ærlig og krydrede de mange numre med små historier. Vi fik serveret en række numre som bl.a. Planken Ud, Det Jeg Allerede Har, Tiden og selvfølgelig Ild I Min Røg.

Mathilde får tit skyld for, at hendes sange kan være lidt mørke og stemningsmusikken op til koncerten var også meget passende Nick Cave, men Mathilde har – selvom hun mest skriver om hverdagens små problemer – en sød, positiv og glad energi, som på sådan en vinterdag gav et tiltrængt skud mentale vitaminer.

Det er var timet til præcis en time … og så lige et ekstranummer, så med omkvædet – Lad os få gang i denne fest, lad os lave noget støj – rungende i mit hoved fik jeg sat kursen til Mr Ruby på Langdalsvej i Brabrand og en fest med en flot perlerække Spätburgunder vine i årgang 2019 … og et par stykker i andre årgange.

Årgang 2019 af Spätburgunder

Vinåret 2019 i Tyskland startede meget forsigtigt … og specielt sammenlignet med turboåret 2018. Vinstokkene startede med at gro noget senere, bl.a. på grund af et koldt forår og i modsætning til 2018, hvor der var godt med vand i jorden, så var der ikke i 2019 disse reserver tilgængelige.

Vinplanterne led på flere af de mest veldrænede parceller af tørkestress oven på rekordvarme og tørre 2018, men god regn i løbet af sommeren gjorde, at blomstringen skete forholdsvis tidligt i begyndelsen af juni, hvilket allerede indikerede, at 2019 blev en årgang, som skulle høstes tidligt.

Sommeren blev – som året før – rigtig varm og tør, så manglen på vand blev således fortsat et problem, så skal man sige noget generelt om 2019, så blev det største problem simpelthen mangel på vand.

Det fik også betydning for det endelige høstudbytte, for undervejs kom der i nogle tilfælde betydelige solskoldningsskader, mens man i det tidlige høst – forstærket af meget solrige dage i både slutningen af ​​august og begyndelsen af ​​september – havde få klaser på hver vinstok og ofte små – men smagsintense – druer.

Generelt blev der således mindre udbytte end normalt, men det er selvfølgelig også lidt forskelligt fra regionen til region. I Baden havde de tillige lidt nattefrost i starten af ​​maj, som forårsagede skader nogle steder. I Baden var høstudbyttet 25% mindre end gennemsnitligt.

I Ahr var høstudbyttet 30% mindre og der var det specielt solskoldning og tørken, der spillede ind. Mosel rapporterede også et 30% mindre udbytte, mens også Pfalz, Rheingau og Rheinhessen fik lavere udbytte, men var begejstret for kvaliteten.

Vinene

Mr Ruby havde linet vinene op i en gennemtænkt rækkefølge, men inden vi gik i gang med de mange Spätburgundere, så skulle vi først lige smage en mousserende vin, som Daniel Twardowski går og eksperimenterer med.

Det var lidt et felt, som Mr Ruby denne eftermiddag havde stablet på benene, men de 4 vine fra Daniel Twardowski var prøver, da han ikke har frigivet vinene endnu. Samlet så feltet sådan her ud:

Jeg har som vanligt selvfølgelig linket til mine anmeldelser af alle vinene, men 5 af vinene havde jeg dog smagt før, så der har jeg bare linket til mine tidligere anmeldelser. Men tag jer i agt … det er lutter gode anmeldelser, for det var f….. toplækre Spätburgunder vine fra de øverste hylder, men igen imponerede vinene fra Twardowski og var i sin helt egen klasse … en kommenterede endda med udsagnet; Den mand har jo ophævet tyngdekraften!

Tak til Mr Ruby … altid en fornøjelse af besøge dig.

Andre smagninger

New York State of Wine … Riesling Battle Royal

Sidste år deltog jeg i maj måned i en spændende virtuel New York Wines Masterclass arrangeret af New York State of Wine og Grape Foundation. Dengang smagte jeg 6 vine fra New York State som en lille smagsrejse og et indblik i vinene fra vinregionen.

Dengang blev den virtuelle smagning styret af Jamie Goode, der er grundlægger af Wineanorak – Global Wine Journal samt forfatter, vinskribent, underviser og PhD i plantebiologi.

Nu har jeg atter været til endnu en onlinesmagning dirigeret af Jamie Goode og arrangeret af New York Wine & Grape Foundation med temaet Riesling Battle Royal, hvor 3 Riesling vine fra New York State battler mod 3 Riesling vine fra andre steder i verdenen.

Denne gang havde Jamie Goode dog en medvært i form af sommelier Caroline Furstoss og planen var så, at Jamie skulle repræsentere New York vinene og Caroline de øvrige vine. Caroline er selv fransk, sommerlier og ambassadør for Alsace vin.

Men de var ikke helt alene, for vinmageren fra de 3 New York State vine var nemlig også med til at kommentere deres egne vine. Det var Nova Cadamatre fra Treste 31, Oskar Bynke fra Hermann J. Wiemer Vineyard og endelig Kelby Russel fra Red Newt Cellars … og Kelby deltog faktisk også i det forrige online arrangement.

Som sidst havde jeg fået invitationen til at deltage via Tina fra by baungaard Communication/PR og havde også nogle dage forinden via FEDEX fået tilsendt de 6 vine, som vi i løbet af denne Masterclass skulle igennem.

Sidste gang fortalte jeg om hele New York State vinen regionen, så det skal jeg undlade denne gang og så egentlig blot kigge nærmere på smagningen og vinene.

Riesling Battle Royal

Vi startede den lille virtuelle battle med en kort præsentation, hvorefter Jamie Goode styrede slaget. Han fik først Kelby Russel til at fortælle lidt om New York State og specielt området Finger Lakes og lidt om søernes betydning for området.

Oskar Bynke supplerede med, at Seneca Lakes er over 200 meter dyb og fortalte lidt om klimaet, bl.a. med de meget kolde vintre og områdets terroir, der er meget forskellig … men flere steder virkelig velegnet til Riesling.

Selvom der er pivkoldt om vinteren, så gør de dybe søer, at vinstokkene aldrig fryser helt til, selvom det helt sikkert ville ske, hvis søerne ikke havde været der.

Så Kelby Russel fortalte, at både jorden og klimaet er perfekt for Riesling vinstokke, som virkelig er cool climate. Caroline Furstoss vidste ikke så meget om Finger Lakes og var derfor meget nysgerrig på området og deres vinifikation, så derfor kom hun også løbende med mange spørgsmål.

Hun spurgte bl.a., om de havde noget, som kunne sidestilles med Grand Cru begrebet i Alsace, men der fortalte Oskar, at det havde man ikke og at Finger Lakes på den måde var mere det vilde vesten, så derfor laver de også vinene på præcis den måde, som vil selv ønsker.

Men dagens opgave var jo at sammenligne New York State Riesling vinene med Riesling fra andre steder i verdenen og Caroline fortalte også lidt om hendes favorit steder for Riesling produktion … men derefter gik vi over til det vigtigste, smagningen af vinene.

Vinene

Samlet smagte vi i løbet af Riesling Battle Royal kampen 3 New York State Riesling vine og de blev én for én parret op mod Riesling fra henholdsvis Tyskland, Frankrig og Australien.

Samlet så programmet sådan her ud:

Jeg havde smagt en enkelt af vinene før, nemlig Red Newt Cellars’ 2016 Riesling The Knoll Lahoma Vineyards,, så der har jeg selvfølgelig blot linket til min oprindelige anmeldelse.

Beskrivelserne og anmeldelserne af vinene har  jeg selvfølgelig linket til ovenover … helt som vanligt. Min favorit blev Riesling’en fra Hermann J. Wiemer Vineyard, men skarpt forfulgt af Chapoutiers Schieferkopf og Trestle 31, mens ringeste i mit objektiv blev vinen fra Schatzel.

Riesling Battle Royal kampen viste klart, at området bestemt kan være med blandt store Riesling vine fra andre steder i verdenen … også selvom modstanderne i denne smagning måske ikke var blandt de helt store producenter … altså undtagen Chapoutier, som dog normalt heller ikke er en typisk Riesling producent.

Igen et stort tak til Tina fra by baungaard Communication/PR for invitationen til at kæmpe med på sidelinjen og igen få et yderligere indblik i det spændende New York State vinområde.

Restauranter & vinbarer

Houlberg i Lugana … lunch på Hotel Catullos restaurant ved søen

Francesca Goffi er en skøn kvinde … bare sød og venlig. Så da gruppen af vinjournalister havde fået et lille frikvarter i Sirmione ovenpå besøget hos Bulgarini, så inviterede hun på en lille light lunch på restauranten ved Hotel Catullo helt ned til Gardasøen.

Hun havde endda sørget for, at vi også skulle smage lidt mer’ Lugana vine via 3 vine fra forskellige vinproducenter, som vi ikke havde fået besøgt under vores Lugana International Press Tour.

Hotel Catullo er et af de ældste hoteller i Sirmione og det har siden 1888 været gæstet af masser af eminente og kendte personligheder. Det har samtidig en fabelagtig beliggenhed helt ned til Gardasøen og netop den udendørs restaurant ligger nærmest helt ned til søens vandkant … og vi fik naturligvis et bord helt nede.

Maden til light lunch

Francesca Goffi havde bestilt lidt light lunch til os … og når italienerne siger light lunch, så forvent lige et større måltid. Vi fik da også en lille 4-retters menu, som du får billederne af og denne gang uden kommentering, for jeg fik ikke skrevet noget ned.

De de to centrale retter var begge fiskeretter lavet på fisk fra Gardasøen selvfølgelig.

Det var et fantastisk sted … lige en times hygge. Vi havde allerede om morgenen inden besøget til Bulgarini pakket vore kufferter eller tasker, så efter vor frokost skulle vi direkte til et nyt hotel i Milano for senere at deltage i Lugana Armonie Senza Tempo … en tur på mindst en time, så derfor nød vi nu bare udsigten, maden og selvfølgelig vinene.

Vinene

Til maden fik vi disse fra 3 Lugana producenter:

Det var alle 3 fine vine, men med Ghiraldis vin som bedste, men det kan du jo læse mere om i de 3 næste blogindlæg.

Fin lille 4-retters light lunch … tak Francesca.

Besøg hos vinproducenter

Houlberg i Lugana … besøg hos Bulgarini

Sidste dag på vor Lugana International Press Tour omfattede kun et enkelt vingårdbesøg, for programmet for resten af dagen fortalte, at vi bl.a. skulle vi nyde en frokost i Sirmione og så afsted til Milano til Lugana Armonie Senza Tempo vinfestivalen som sidste punktum.

Vi skulle denne morgen besøge Bulgarini … eller lidt mere præcis Azienda Agricola Bulgarini Fausto, der er beliggende lidt nordvest for Pozzolengo på Lombardiet siden. Vi skulle være der kl. 9.30, så det var vi selvfølgelig … friske til endnu en dag med vin.

Vi blev på vingården modtaget af ejeren og vinmageren Fausto Bulgarini samt Rosanna, der skulle hjælpe med at fortælle om både vinhuset og vinene på engelsk.

Bulgarini

Vinhuset er grundlagt i 1930 af Emilio Bulgarini, der plantede vinmarkerne for at producere en vin, som han så kunne dele med familie og venner. Dengang havde gården kun få vinmarker og meget få vinstokke.

Det var dog hans søn Bruno, som bagefter øgede produktionen og gjorde Bulgarini til en rentabel forretning, bl.a. ved både at satse på vinproduktion og opkøbe flere vinmarker.

I dag drives vinhuset så af 3. generation i form af Fausto Bulgarini i tæt samarbejde med fruen Virginia, mens børnene … sønnen Andrea samt døtrene Angelica og Benedetta også så småt er begyndt af hjælpe til.

Fausto har samlet omkring 50 hektar vinmarker, som giver omkring 700.000 flasker vin årligt. Da Fausto overtog driften af vingården, så var der mange marker med internationale druesorter som fx Merlot og Cabernet Sauvignon, men de er i dag klonet til Turbiana og nu udgør hvidvinene omkring 70% af produktionen.

Til at hjælpe med vinproduktionen og markarbejdet har Fausto ansat ønologen Marco Simonetti, som i øvrigt også var med til den efterfølgende vinsmagning.

De laver i øjeblikket 16 forskellige vine, herunder selvfølgelig en del Lugana vine, men også flere spændende mousserende vine samt lidt rødvine og endda tillige en Amarone. Og selvfølgelig laver Bulgarini da også lidt olivenolie og grappa.

Vinene laves i et moderne vineri, som Fausto har fået opført … ja faktisk var man, da vi besøgte stedet, endda i gang med en tilbygning for at få mere plads. Det er da også et vineri med succes og deres tappelinje har en kapacitet på 3.000 flasker i timen.

Besøget

Vi startede vor besøg med en lille tur ud i markerne lige ved vingården, hvor både Fausto og Rosanna fortalte lidt om hele starten med bedstefar Emilio og faderen Bruno, lidt om deres marker og produktion.

Imens sluttede ønologen Marco Simonetti sig til os, hvorefter vi så byggeriet, hvor vinieret skal udvides med nye kælder … lidt et større projekt, som Fausto håber står færdigt til næste sommer.

På den anden side af bygningen så vi ind til produktionen, som allerede var i fuld gang med druerne til brug til de mousserende vine, bl.a. mødte vi en af de ansatte, som netop havde været inde for at gøre rent i en af tankene … i regntøj, gummihandsker, dykkermaske samt masser af godt humør.

Derefter returnerede vi til vingårdens showroom  og butik, hvor Rosanna viste os gamle billeder, hvor man kunne se gamle Emilio ude i vinmarkerne.

Men derefter blev vi vist ovenpå til husets store og flotte smagelokale, der samtidig har en enestående udsigt udover alle vinmarkerne. Der havde Bulgarini allerede dækket op til en lille vinsmagning … totalt professionelt.

Vinsmagningen

Fausto Bulgarini havde planlagt, at vi skulle igennem 6 vine, hvor vi startede med en helt fantastisk mousserende Spumante lavet på den helt klassiske måde. Samlet kom programmet til at se sådan her ud:

Det var virkelig et flot og varieret felt, hvor højdepunktet klart var den 11 år gamle Lugana 010, men også vort mousserende velkomst Spumante gjorde størst indtryk. Deres Lugana Superiore Cà Vaibò lavet med en kort tørring af Turbiana druerne inden vinifikation synes jeg dog ikke så meget om.

Mine beskrivelser og anmeldelser af vinene har jeg selvfølgelig linket til ovenover.

Bulgarini sluttede – på bedste italienske gæstfrie manér – af med lidt at spise, italienske salamier og oste, men ingen var specielt sultne, da vi næsten lige havde spist … og havde en light lunch på restauranten på Hotel Catullo i Sirmione. Men samlet blev det et virkelig fint besøg hos Bulgarini.

 

Besøg hos vinproducenter

Houlberg i Lugana … besøg hos Fraccaroli inkl. dinner med gæst

I troede måske, at jeg var færdig med mine beretninger fra min Lugana International Press Tour tilbage i september? Det er dog ikke tilfældet, for jeg har fået et par besøg – samt en række vine – som jeg mangler af fortælle om og anmelde.

Ét af dem er besøget hos Fraccaroli, der var sidste stop på vor anden hele dag med besøg hos vinproducenter i Lugana. I mit program stod der visit, winetasting and dinner at Fraccaroli, hvilket jo passede fint med, at Fraccaroli også driver et agriturismo med en tilhørende lille restaurant kaldet Sapori in Cantina, hvor kokken Vincenzo fra onsdag til søndag tilbyder lækre carte-menuer med vine fra vinhuset.

Mørket var også så småt ved at sænke sig, da vi ankom til Fraccaroli, men der var allerede ved at komme besøgende, som tilsyneladende kendte til Vincenzos tryllerier i køkkenet. De begyndte af samle sig udenfor, hvor der var dækket op til masser af gæster.

Vi startede dog vort besøg inde i vinhusets butik eller showroom, hvor vi blev modtaget af Nicola Fraccaroli og den søde Antena, som allerede har gjort klar til vor modtagelse. På disken stod der nemlig en række vinglas klar til en lille vinøs velkomst og selvfølgelig på ægte italiensk manér lidt at spise.

Vi fik lidt vin i glasset … og det blev husets 2020 Lugana Pansere, som vi nød, mens Antena bød os velkommen til Fraccaroli og kort lagde an til en fortælling om vinhuset. Vi blev dog hurtigt enige om, fortællingen kunne fortsætte under en rundvisning på vingården, så derfor sjoskede vi hurtigt videre.

Fraccaroli

Vinhuset hedder helt korrekt Societa Agricola  F.lli Fraccaroli di Fraccaroli Giuseppe Societa Semplice og holder til på adressen via Via Strada Berra 4 ved Peschiera del Garda og vi er faktiske lige på Veneto siden næsten lige op til Lombardiet.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1912 af Fraccaroli familien og drives fortsat af familien i nu 5. generation. Oprindeligt havde man kun små 5 hektar vinmarker, men i dag ejer familien samlet 50 hektar marker, hvoraf 40 hektar er med Turbiana druer til produktionen af de hvide Lugana vine.

Den gamle ejendom, som i dag omfatter, showroom, smagelokaler agriturismo og Sapori in Cantina restauranten er i dag renoveret og der er ved siden af ejendommen bygget nyt vineri lidt bagved.

Der er derfra, at huset laver lidt over 400.000 flasker vin årligt … og altså med 300.000 flasker Lugana fordelt på kun 3 forskellige vine, nemlig deres Lugana Pansere, Lugana Superiore Campo Serà og Lugana Riserva 1912.

De øvrige vine er alle rødvine, men derudover producerer familien Fraccaroli også lidt grappa samt olivenolie. Under den efterfølgende middag smagte vi faktisk et lille glas af deres Grappa di Lugana Invecchiata.

Besøget på vingården

Der var Antena, som stod for fremvisningen af vineriet, som er topmoderne. Mens vi gik igennem bygningen, så fortalte Antena om vinhuset, produktionen og arbejdet der.

Da de ikke – modsat mange af de andre vinhuse, vi besøgte på turen – laver mousserende vine, som var de ikke allerede i gang med høsten, men de regnede med, at den skulle starte i den kommende uge.

Så kommer der omkring 50 arbejdere for at bistå med selve høsten, afstilkningen og presningen af druerne. Hos Fraccaroli arbejder de altid med afstilkning, en kold 10 timers pre-maceration og bruger udelukkende druernes naturlige gærceller i fermenteringen.

I princippet starter alle Lugana vinene ens … men senere beslutter man, hvilke tanke skal blive til Lugana, Superiore eller Riserva. Der anvendes egefade til både Superiore og Riserva vine og i kælderen har huset op til 30 år gamle barriques.

Vinsmagning og italiensk dinner

Efter rundvisning var det tid til winetasting and dinner, så vi daffede tilbage til vinhuset og Sapori in Cantina, hvor der var fyldt med folk ved bordene udenfor … ren hygge.

Vi skulle dog indenfor, og der ventede en overraskelse, for til middagen havde vi besøg af endnu en vinproducent, hvis Lugana vine vi også skulle smage til maden. Det Elisa Zordan fra Azienda Agricola Cascina Maddalena.

Hun havde 2 forskellige vine med, men den ene Lugana Capotesta havde hun med i 2 årgange. Når jeg skriver om hendes vine, så skal jeg selvfølgelig nok skrive lidt om vinhuset, som hun driver sammen med sin broder. Under middagen fortalte hun om vinene.

Vi skulle igennem en 3-retters menu, som bestod af:

Selezione di Salumi con Focaccia Rustica

Vi startede med en dejlig tallerken med italienske salamier og skinker samt en godt ristet brødklump. Der ser måske ikke ud af meget, men efter en dag med mad og vin, så blev det alligevel lidt af en mundfuld for vinbloggeren.

Tagliata di Manzo del Nostro Allevamento con Germogli di Stagione e Patate al Rosmarino

Jeg er ikke helt sikker på, om overskriften er korrekt, men det var dog en slags oksekød, virkelig lavet som slowfood, mørt og godt med smag sammen med kartofler med rosmarin. Der manglede man da bare lige et godt glas rødvin, men vi fortsatte ufortrødent med de hvide Lugana vine.

Jeg kan ikke huske i hvilken rækkefølge, som vinene kom i, men på et tidspunkt kunne Antena se, at både Václav Tichoň og jeg måske godt kunne bruge et glas rødvin. Hun ville så hente en flaske rødvin, men lige forinden tjekke med hendes boss, om det var i orden?  Det var det imidlertid ikke … så vi fortsatte blot med hvidvinene 🙂

Torta al Cioccolato Sanguinante

Vi sluttede middagen med en syndig chokoladekage, hvor midten var blødende aka flydende. Sikke en dejlig mundfuld og Fraccaroli bød også på en lille grappa … og jeg valgte et lille glas af deres Grappa di Lugana Invecchiata.

Samlet kom vi denne aften til at smage disse vine … 3 fra hver vinhus, nemlig disse 6 vine:

Jeg har selvfølgelig – som vanligt – linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene, hvor det var Cascina Maddalenas 2018 Lugana Clay, der helt klart blev aftenens bedste vin.

Samlet en hyggelig og god afslutning på den anden hele dag på Lugana International Press Tour. Mætte, tilfredse og ganske trætte sluttede vi selskabet … og bussen satte kurs mod hotellet.

Restauranter & vinbarer

Houlberg anmelder … gourmetrestauranten Amstrup&Vigen på Dyvig Badehotel

Dyvig Badehotel er nok Danmarks smukkeste Badehotel og ligger ganske øde på en eventyrlig plet i Dyvig på Nord Als. Vi havde lige op til jul sat kursen stik syd til et miniophold … fra torsdag eftermiddag til fredag middag og det var inklusiv en 4 retters menu i Restaurant Amstrup&Vigen torsdag aften.

Fruen var en smule bekymret over – midt i juletravlheden – at der blev mindre tid til alle de praktiske gøremål op til den hellige aften, men det kan absolut anbefales at hive et par dage ud af kalenderen og så bare blive forkælet og lade pulsen falde helt til ro.

Her kommer man ind i en tidslomme … tiden går i stå, måske fordi Dyvig Badehotel er bygget som et gammelt vaskeægte badehotel fra 1920’erne eller 1930’erne, virkelig romantisk i gammel stil, virkelig gennemført, selvom hotellet overraskende nok er bygget i 2010.

Vi ankom om eftermiddagen og fik anvist vore værelser … lige ud til vandet og nåede lige at nyde udsigten inden solen totalt idyllisk gik i gang med at gå ned med en skødesløs ødselhed af varmerøde stråler, der kunne tilfredsstille enhver amatørfotograf.

Så indtog vi derefter Stjernesalen, der var pyntet op til jul BIG TIME efter alle kunstens regler … og sikkert lidt til. Der lod vi os sænke ned i de bløde møbler og fik lidt frisk kaffe samt lidt kage.

Jeg havde frygtet, at vi skulle i gang med et stort sønderjysk kagebord, men det skulle vi dog ikke. I stedet valgte vi alle et stykke kage … og der var vist mest tilslutning til den klassisk konditorkage  gåsebryst med masser af flødeskum. Det var fint … jeg havde ellers frygtet, hvordan vi så lidt senere skulle overkomme en 4 retters middag.

Mens kagen blev tygget godt igennem og kaffen løb igennem Madame Blå kaffekanden, ned i vore kopper og videre gennem kroppen med smålun behagelighed , så lagde vi en slagsplan for aftenen. Den var sgu rimelig simpel, først gathering på et af vore værelser til opvarmning inden vor middag et par timer senere.

Opvarmning

Vi havde nemlig været så forudseende, at vi havde medbragt lidt vine, som siden ankomsten havde hvilet i minibaren på bekostning af lidt mørkbrune cola’er, som så for en stund måtte tilbringe et par timer i klædeskabets mørke.

Gert havde taget en 2020 Grauer Burgunder fra Weingut Gröhl i Rheinhessen med, så den startede vi med. Og her må vi omgående rose Dyvig Badehotel for at have virkelige anstændige vinglas på værelserne … og dermed undgik vi, at vi skulle drikke vinene fra tandkrusene.

Jeg havde også lidt vine med … en 2015 Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Erstes Gewächs fra Weingut Egert, en 2012 Langhe Pinot Nero La Tartufaia fra Giulia Negri og en 2020 Picaro del Àguila fra Dominio del Àguila,

Vi nåede dog ikke ret mange glasfor tiden fløj afsted. Det gør den altid i godt selskab, så snart var det tid til aftensmad. Vi skulle heller ikke blive totalt wasted, men blot lige hygge og lægge en bund.

Maden

Restaurant Amstrup&Vigen er Dyvigs gourmetrestaurant med sin fantastiske blå farve og få meter til havet. Vor ophold omfattede jo en 4-retters middag med en tilhørende vinmenu i restauranten som opholdets kerne.

Efter vi havde fundet vore pladser omkring et af bordene, så blev vi spurgt, om vi ville starte med et glas champagne, men da vi jo havde tyvstartet, så afslog vi pænt og sprang direkte i middagen, som kom til at bestå af disse retter:

  • Appetizers; Små tærter med gedeost og pinjekerner samt grissini med urter og skinke fra en lokal slagter
  • Forret; Kulmule med forårsløg, asparges og en hummerbisque
  • Mellemret; Vesterhavstorsk med revet, ristet rugbrød, flæskesvær, karse og en trøffelsauce
  • Hovedret; Velfærdssvin pakket ind i hakket svin, ærteskud, østershatte, kål, baklava og kartoffelkroket
  • Dessert; Chokoladekage med sorbet

Lad os da bare kigge nærmere på retterne og de vine , som Amstrup&Vigen havde valgt skulle følge retterne.

Små tærter med gedeost og pinjekerner samt grissini med urter og skinke fra en lokal slagter

Appetizerne var fine … de små tærter lavet med så stor sirlighed og smagte ret fantastiske. De var fyldt med en creme af gedeost, mens der ovenpå var lidt ristede pinjekerner.

Derudover var er en grissini til hver … lige omviklet med lidt skinke fra en lokal slagter og derudover lidt urter. Det er faktisk en god idé, at omvikle de tørre brødpinde med skinke og det skal jeg vist selv prøve engang.

Da vi havde sagt nej til lidt boblevand, så tyvstartede vi vinmæssigt med den hvidvin, som også skulle følge forretten. Det var – sjovt nok – også en Grauburgunder, nemlig en Hans Baer Grauburgunder fra det store Weinkellerei Hechtsheim, som er et datterselskab af det endnu større Le Groupe GCF aka Les Grands Chais de France.

Kulmule med forårsløg, asparges og en hummerbisque

Forretten var så flot … en stor guldtallerken til den lille hummerbisque med kulmule, forårsløg og asparges. Dertil var der også lidt lækkert hjemmebagt brød med smør og en creme.

Selvom vor 2019 Hans Baer Grauburgunder er en billig vin – kan fås til 199 kr. for 6 flasker ved grænsebutikker – så fyldte tjenerne ikke glasset op og det var tilfældet hele aftenen. Men det er vel også ganske fair og vi fik da også glasset til at strække til både vor appetizer og forretten. No worry.

Vesterhavstorsk med revet, ristet rugbrød, flæskesvær, karse og en trøffelsauce

Næste ret var også fisk … dejligt. Det var en fin, perfekt stegt vesterhavstorsk i en sauce med trøffel. Ovenpå var der ristet og revet rugbrød, flæskesvær og karse. Retten var lidt mere rustik, men smagte virkelig godt.

Jeg skulle lige vende mig til det lidt hårde drys ovenpå, men den tilhørende vin hjalp og supplerede fint. Den vin var mere spændende og var en 2019 Chardonnay Terroir Littoral … en Vin de Pays d’Oc fra det kæmpestore negociantforetagende Fortant i Languedoc.

Velfærdssvin pakket ind i hakket svin, ærteskud, østershatte, kål, bok choy og kartoffelkroket

Også hovedretten var fabelagtig … vor venlige tjener fortalt, at det var velfærdssvin med hakket svinefars rundt om. Farsen var lavet fra skanken og til grisen blev der serveret ærteskud, østershatte, kål, bok choy og en kartoffelkroket … og så selvfølgelig lidt sauce.

Jeg kunne godt have brugt en lille seddel med menuen, men fik flittigt og sirligt skrevet hver ret op … og håber jeg fik det noteret nogenlunde korrekt.

Den tilhørende vin var spansk og måske aftenen mest spændende vin. Det var vinen Mineral fra vinhuset Cara Nord Celler beliggende i Mont Sant og vi fik den i en årgang 2017 … rustik, krydret og så alligevel ganske charmerende.

Chokoladekage med sorbet

Vi sluttede helt sødt … en dessert med en syndig chokoladekage og lidt sorbet ovenpå. Mener at det var en solbærsorbet, men er faktisk lidt usikker på det. Jeg er dog sikker på, at dessertvinen var en Saint-André fra Domaine de Joÿ i Côtes de Gascogne i Sydvestfrankrig og lavet på druen Petit Manseng. Den var okay uden at være særlig prangende.

Vinene

Sammenlagt kom vinmenuen således til at se sådan her ud:

Jeg har- as usual – linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene ovenover.

Relax og exit

Efter middagen returnerede vi til Stjernesalen, hvor vi gik ombord i et par drinks … mest Gin Hass og jeg nappede – helt gammeldags – et par Gin og Tonics inden vi dappede i seng, da klokken blev midnat og coronarestriktionerne sagde, at udskænkning ikke længere var tilladt. Det var nok også godt nok.

Om morgenen nød vi badehotellets morgenmad De lux med saltpølser og specialiteter fra Als inden vi gik en tur udenfor, men vi fandt ikke nogle mulige gå-ruter, så vi gik blot ud på badeboerne og nød det kolde vejr. Dermed blev det ikke til den forventede vandretur, så derfor tjekkede vi bare ud.

Da jeg havde betalt, fandt jeg – eller rettere fruen – ud af, at vi havde betalt for 4 glas champagne. Da vi netop før middagen havde takket nej til champagne, så måtte jeg retur til receptionen til åbenlys stor  irritation til receptionisten, som blev sur og tvivlede på min ellers høflige protest mod regningen.

Stemningen blev virkelig rigtig dårlig, men hun endte dog med at refundere mig prisen for de 4 glas, som vi ikke havde fået, mens jeg følte mig lidt ramt på min hæderlighed … lidt en kedelig afslutning på et ellers godt ophold.

Konklusion

Dyvig Badehotel samt gourmetrestaurant Amstrup&Vigen er et fantastisk sted. Badehotellet oser af eksklusivitet, forkælelse og velvære, mens restauranten leverer på et meget højt niveau. Den er da også – meget fortjent – tildelt den flotte klassifikation SOL i Den Danske Spiseguide.

SOL tildeles restauranter, der fremstår målrettet/fokuseret på at komme i betragtning til EEE – Europa Exclusiv Elite – kategorien. For at komme i betragtning skal alle parametre indenfor oplevelsen på restauranten have høj prioritet; maden, innovation, smag, menuer, vin og drikke sortimenter, udvalg, tema og servicering, betjening af gæster overall, atmosfære, bordkomfort, bestik/glas, temperatur, lysforhold, akustik, musik og atmosfære.

De fleste punkter kan vi næsten krydse af, for maden var på et sindssygt højt niveau, mens vinmenuen var noget svagere. Dyvig har ellers et af landets fineste og største vinkort , hvor man fx kan få en flaske 1999 Cristal Vinotheque til 48.000 kr. eller måske en flaske Romanée-Conti Grand Cru til den nette sum af 155.000 kr.

Der er 76 sider i vinkortet, der rummer alt, hvad en vinnørd kan begære, men sjovt nok var ingen af aftenens vine med i vinkortet og derfor nok bare indkøbt til hotellets billigste ophold med tilhørende 4-retters menu inklusiv vinmenu og altså ikke gode nok til at komme med på vinkortet! Det gør ikke noget, at vinene – som her – er meget billige, blot de understøtter maden, er gode samt udvalgt med omhu og hjerte. Men lidt skidt, at man på et ophold spises af med vine, som er for ringe til vinkortet.

Og med udsalgspriser i detailhandlen på mellem 33-75 kr. – og formentlig billigere indkøbspriser som restaurant – så ville jeg måske have sørget for at fylde glassene op løbende. Ikke at vi tørstede, for det gjorde vi slet ikke og var samlet set  godt tilfredse, men et eller andet sted, så stod vinmenuen i skærende kontrast til hotellets markedsrøring som Exclusive Boutique Hotel.

Samlet leverer Amstrup&Vigen på Dyvig Badehotel dog fantastisk mad og jeg besøger gerne stedet igen … næste gang måske en solrig sommerdag med masser af liv på lystbådehavnen foran hotellet. Så dermed rammer Houlberg 5,5 tomler med en lille pil ned.

Samlet anmeldelse 5,5/7
Restauranter & vinbarer

Houlberg anmelder … Mathisen oplevelsen på Restaurant Brasserie Mathisen

Restaurant Brasserie Mathisen er det del af det gamle, hæderkronede Hotel Randers, der er et af de ældste hoteller i provinsen, opført i 1856 og blev fra 1960 til 2014 drevet af den ikoniske ejer Sonja Mathisen, der også har lagt navn til selve brasseriet.

Forleden var jeg sammen med et hold gamle kammerater forbi til topoplevelsen i restauranten … deres menu Mathisen Oplevelsen, der omfatter champagne, appetizers, en 5-retters menu med en tilhørende vinmenu, filtreret vand, kaffe og chokolade.

Maden

Men vi ventede på de sidste fra vennegruppen, så fik vi en kold bajer, men da alle allerede et kvarter før tid var ankommet, så gik vi fluks i gang med Mathisen Oplevelsen. Den startede med lidt mousserende vin, hvilket blev en Non Vintage Harmony Demi-Sec Champagne fra Laurent-Perrier.

Den blev suppleret af en lille appetizer med lidt skinke og oliven … men derefter startede vi hurtigt med de 5 retter, som bestod af:

Mosaik af torsk, syltede tomater, persillemayonnaise, salater, grønne urter, sennepsfrø

Den første ret med torsk var okay, men uden at imponere … og det gjorde vinen heller ikke. Det var en 2020 Sauvignon Blanc fra Klein Constantia, som jeg fandt lidt flad og fluffy i smagen.

Græskarsuppe, sprødt kyllingeskind, ristede græskarkerner, Ras el Hanout, syltet græskar, grønolie

Madmæssigt var næste ret et klart skridt op … meget smagfuld græskarsuppe med nogle syltede græskar, Ras el Hanout krydderi. Det smagte virkelig godt, mens vinen blev en lidt intetsigende Pinot Grigio fra vinhuset Tunella i Friuli-Venezia Giulia regionen.

Rosa ungdyr, polenta, kål fra rixgaarden, rødløg, bøgehatte, tyttebær, selleri, sauce

Hovedretten var lidt vildt … ungdyr ovenpå lidt polenta, syltede bøgehatte, herlig og smagfuld palmekål og tyttebær, selleri samt lidt sauce. Kødet var okay, men en smule til den seje side.

Vinen blev en gammel kending … en 2018 Pinot Noir fra Murphy-Goode Winery. Det er en vin, som jeg har smagt før, så der har jeg blot linket til min tidligere beskrivelse og anmeldelse.

Gruyère, hybenkompot, karse, maltflager

Næste ret var – for mig i hvert – meget speciel eller måske rettere underlig. Det var revet gruyère ost ovenpå en hybenkompot, nogle crunchy maltflager og så karse … og de blev serveret på et stykke bagepapir. Det forstod jeg vist bare intet af … og gør fortsat ikke.

Vinen til osteretten var også et gensyn, nemlig en 2018 Coteaux du Layon Rochefort fra Domaine de la Motte i Loire … en vin, der vel kan beskrives som Loires svar på en Sauternes.

Bagt æble, hasselnød, kanel, brun farin, butterdej, økologisk vaniljeis

Vi sluttede 5-retters middagen helt sødt med bagte æblestykker nøddecrunch og vaniljeis. Det var sådan set okay og blev vinmæssigt understøttet af en Non Vintage Lheraud Pineau des Charentes fra Domaine de Lasdoux, et hus i Cognac regionen … som altså laver meget andet end blot cognac.

Vinene

Sammenlagt kom vinmenuen således til at se sådan her ud:

Jeg har – as usual – linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene ovenover.

Konklusion

Brasserie Mathisen er et hyggeligt sted … et ganske uformelt brasserie, hvad enten det er til frokost, aften eller blot til en hurtig espresso. På deres aftenmenuer holder de et fornuftigt niveau og deres bedste og dyreste oplevelse Mathisen Oplevelsen til 975 kr. pr. person er også fornuftig.

Maden er okay og vinene er også okay uden at være pragende, så derfor havde vi også en rigtig dejlig, uformel og fin aften på Brasserie Mathisen, så bestemt en lille anbefaling herfra.

Samlet anmeldelse 4,5/7