2018 Château Lafon-Rochet, Saint-Estèphe 4. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2018 Château Lafon-Rochet, Saint-Estèphe 4. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigVed næste bord hos søde Augustin Lacaille smagte jeg først denne Saint-Estèphe 4. Grand Cru Classé 2018 fra Château Lafon-Rochet.

4. Cru slottet ligger i Saint-Estèphe tæt på Pauillac mellem kultslottene Lafite Rothschild og Cos d’Estournel.

Det stammer tilbage fra 1700-tallet, hed oprindelig Château Rochet og var  ejet af Antoinette de Guillemotes, men da hun senere giftede sig med Etienne de Lafon fik vinslottet det nuværende navn Château Lafon-Rochet.

Ved 1855 klassifikationen kom slottet med blandt de 61 slotte i den efterfølgende højt skattede Médoc Grand Crus Classé klassifikation og som et 4. Cru slot.

I 1960 blev vinslottet købt af Guy Tesseron og har lige siden været ejet af Tesseron familien. Guy har siden overtagelsen virkelig fået slottet vine frem i rampelyset og bragt slottet op blandt de bedste ejendomme i hele Saint-Estèphe.

Siden 1999 har det været Guys to børn Michel Tesseron og Caroline Poniatowski, der har stået for driften. Michel Tesseron har først fået malet slottet i en frisk gul farve og samtidig også moderniseret alle produktionsfaciliteterne … og siden 2007 har Michels søn Basile også været med i driften.

Samlet har Château Lafon-Rochet 41 hektar vinmarker og derfra laver de to vine … selvfølgelig denne førstevin, men også andenvinen Les Pèlerins de Lafon-Rochet. Stokkene er over 45 år gamle og der eksperimenteres med både økologiske og biodynamiske dyrkningsmetoder.

Augustin Lacaille fra Chateau Lafon-Rochet

I denne årgang 2018 er denne Saint-Estèphe 4. Grand Cru Classé lavet på et blend af 64% Cabernet Sauvigon , 26% Merlot, 6% Petit Verdot og 4% Cabernet Franc.

Duftmæssigt er vinen meget ædel … elegant og nærmest overdådig med en gammel, mulle kælderskakt, gammelt træ med noget, der så minder om husene i Den Gamle By. Der er samtidig godt med blæk, kul og cedertræ, men frugten er meget ren, moden, solbær, jordbær, hindbær … måske endda lidt aromatisk.

Smagsmæssigt er der godt med angribende kraft, men alt virker fuldstændig kontrolleret, således tingene rammer helt rigtigt og så bare lige falder på plads. Tanninerne er tørre og tydelige, syren er nærmest glat og poleret, så alt sidder, hvor det skal sidde. og det smager bare rigtig godt. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 649,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 489 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7