2018 Bodegas el Lagar de Isilla, Langa de Duero, Ribera del Duero, Spanien

2018 Bodegas el Lagar de Isilla, Langa de Duero, Ribera del Duero, SpanienRibera del Duero vin nummer 8 i rækken blev denne 2018 Langa de Duero fra vinhuset Bodegas el Lagar de Isilla.

Vinhuset er familiedrevet og er startet i 1995 af José Zapatero i landsbyen La Vid lidt uden for Aranda.

Men udover Bodegas el Lagar de Isilla ejer familien også en særdeles velbesøgt restaurant i Arrandas bymidte. Dybt nede under restauranten findes en historisk vinkælder som stammer tilbage fra det 1500 århundrede.

Selve produktionen af vinen foregår i den lille landsby La Vid, som ligger 18 kilometer fra Arranda. Der har familien Zapatero omkring 40 hektar vinmarker, hvoraf halvdelen er med gamle vinstokke fra 60 til 95 år.

I La Vid har huset  moderne produktionsfaciliteter og laver årligt omkring 250.000 flasker vin.

José er ubetinget et af de mest nysgerrige mennesker i Ribera del Duero og netop derfor skubber Bodegas el Lagar de Isilla ofte egne grænser i jagten på stor vin med kant og karakter.

Denne Langa de Duero er lavet på Tempranillo fra 80-90 år gamle vinstokke tilsat 5%  Albillo Mayor. Druerne kommer fra nogle små jordlodder i 900 meters højde. De er høstet med håndkraft og nøje sorteret inden vinifikationen.

Den er startet med en kølig premaceration ved 8 grader for 30% af druerne uden den mindste afstilkning over 5-7 dage. Derefter sker gæring i franske egekar ved 24 grader over 7 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring og så lagring 18 måneder på 300 liter franske egetræsfade.

I næsen er vinen herlig animalsk, har ristede noter fra fadene, lidt mejeri, sød lakrids og tør engelsk lakrids, sorte oliven, våde fade og mørk frugt af brombær og lidt blåbær, chokolade, vanilje, mokka samt en vis mineralitet.

Hvor er den blød i munden … smelter nærmest, men har en lidt småbitter kant og en rustik syre. Det er igen mørk frugt og har også bløde tanniner ,,, virker egentlig let og direkte i smagen. 89 point.

Forhandles af Dansk Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7