2019 Dominio Fournier, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2019 Dominio Fournier, Crianza, Ribera del Duero, SpanienVi fortsatte i blindsmagningen med endnu en Crianza vin, men denne gang var den fra Dominio Fournier, der ligger nord for Berlangas de Roa helt ned til Duero floden og ikke langt fra det kendte Bodega Condado de Haza som nabo på den anden side af floden.

Vingården – som oprindelig hed Finca El Pinar- blev oprindelig bygget i 1979 … altså nogle år før selve appellationen Ribera del Duero blev oprettet i 1982 og husets  ældste vinstokke er endda også plantet helt tilbage i 1946.

Siden 2002 har vingården været ejet af O. Fournier, som har opkøbt flere marker i området med henblik på at fortsætte udviklingen af sine vine og blive en af de førende vingårde i Ribera del Duero.

Det er sket gennem O. Fournier Group aka Bodegas y Viñedos Ortega Fournier og dem har vi skam mødt tidligere her på bloggen, nemlig dengang jeg smagte en vin fra faktisk samme hus … det var vinen dog en 2015 Bodegas y Viñedos Ortega Fournier, Urban Ribera Tinta del País.

O. Fournier Group er selv grundlagt i år 2000 af Natalia og José Manuel Ortega Gil-Fournier med det mål at blive en international vinkoncern med fokus på kvalitetsvine og en produktion på 1,5 millioner flaske vin årligt fra henholdsvis Chile, Argentina og Spanien.

Indtil videre ejer de 3 større vingårde i de nævnte lande og har allerede samlet over 386 hektar jord, hvoraf 236 hektar således er vinmarker.

I Ribera del Duero købte de i 2002 vingården Finca El Pinar, som oprindelig er bygget i 1979, men har 105 hektar jord, hvoraf de 60 hektar er vinmarker bl.a. med stokke plantet tilbage i 1946.

Jordbunden i området består primært af mineralfattige småsten og sand med et lag af ler i 60-100 cm dybde. Kombinationen af småsten og sand giver en god dræning af vinmarkerne, og samtidig sikrer lerlaget en vis fugtighed.

Denne Crianza er lavet ved, at Tempranillo druerne inden den alkoholiske gæring udblødes druerne med tøris. Denne proces gør det muligt at udtrække de sødeste og mest aromatiske tanniner og derved opnå vine med mere farve, fylde, kompleksitet og styrke.

Efter udblødningen presses druerne let og kommer på rustfri ståltanke og egetræsfade, hvor de gærer med jævnlig omrøring og derefter hældes vinen på træfade og gennemgår malolaktisk gæring inden lagring 12 måneder på 20% amerikanske og 80% franske egetræsfade.

Duftmæssigt er der godt med frisk frugt suppleret med blæk og grafitagtige noter. Frugten er rank, rustik og består mest af brombær og solbær … i hvert fald mørk frugt og det akkompagneres af masser af træ, frisk eg og så godt med røg og krydderier.

I munden er det en forholdsvis frisk vin, hvor der ikke er så megen fad, men bare en direkte, ren og frugtrig smag. Det giver vinen en ret stor friskhed med lidt kant, blæk og modne tanniner. 89 point.

Forhandles af Skjold Burne, hvor en flaske koster 220 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7