2016 Château Pape Clément, Pessac-Léognan Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2016 Château Pape Clément, Pessac-Léognan Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigVed bord 7 fandt jeg Mr. Jean-Christophe Crouzet fra Chateau Pape Clement, der jo er et af i alt 42 vinslotte, som er ejet af den stenrige vinkøbmand Bernard Magrez.

Château Pape Clément er et af de ældste vinslotte i Bordeaux, og den første vinhøst kan spores helt tilbage i 1252.

En af de første ejere var Bertrand de Goth, en yngre præst fra en af de noble familier i Bordeaux området. Han blev ærkebiskop af Bordeaux i 1299 og fik ved den lejlighed overrakt ejendommen La Mothe med tilhørende vinmarker.

Det vinslot passede han så sideløbende med den præstelige gerning og fik også udvidet slottet med yderligere marker. Men i 1305 blev han pave, og det betød flytning til paveslottet i Avignon, så Bertrand de Goth måtte aflevere Bordeaux slottet videre til den næste ærkebiskop af Bordeaux.

Men da havde slottet allerede taget navn efter hans pavetitel Pape Clément … og det har således været navnet på vinslottet lige siden.

I mange år blev slottet således under ærkebiskopperne eje … omhyggeligt plejet og passet, mens vinene primært blev drukket af de gejstlige herrer, som sikkert har haft det ret muntert.

Efter den franske revolution overgik ejerskabet af slottet til staten, men derefter oplevede vinslottet nogle omtumlede år, men i 1858 blev slottet overtaget af Jean-Baptiste Clerc, som var en lokal erhvervsdrivende fra Bordeaux.

Han forvandlerede slottet til et moderne vinhus og fik bl.a. også guldmedaljer for slottets vine på verdensudstillingen i 1878. Det var også Jean-Baptiste Clerc, som byggede det nuværende slot, som dog blev re-designet og ombygget af den efterfølgende ejer familien Cinto, som overtog slottet i 1880 efter Jean-Baptistes død.

Derefter skiftede slottet ejere nogle gange, og var bl.a. også ejet af englænderen Maxwell, som imidlertid forsømte ejendommen … og det blev ikke bedre, da et uvejr med blæst og hagl i 1937 ødelagde høsten. Og med udsigt til krig, så så udsigterne for slottet slet ikke gode ud.

Således skulle Château Pape Clément have været jævnet med jorden og vinmarkerne erstattet med veje og boligblokke. Sådan blev det heldigvis ikke takket være digteren Paul Montagne, der købte ejendommen i 1939. Han satte både vinkældrene og det dengang meget forfaldne slot i stand og begyndte samtidig et genplantningsprogram i vinmarkerne.

Det blev selvfølgelig forsinket af 2. Verdenskrig, men med 1953-årgangen var den fremtidige standard sat. I dag er Château Pape Clément ejet af milliardæren Bernard Magrez. Under hans ejerskab er der selvfølgelig investeret yderligere i slottet, som i dag har 32,5 hektar vinmarker, hvor de 30 hektar er tilplantet med 60% Cabernet Sauvignon og 40% Merlot. De resterende hektar består af de hvide sorter 45% Sauvignon Blanc, 45% Sémillon og 10% Muscadelle.

Hovedvinen er selvfølgelig denne Château Pape Clément, som også laves i en hvid udgave. Derudover laves derudover 2 andre vine på slottet, også i røde og hvide udgave, nemlig vinene Le Clémentin du Pape Clément samt L’Ame de Pape Clément.

Jean-Christophe Crouzet fra Chateau Pape Clement

Denne Château Pape Clément 2016 er lavet på 56% Cabernet Sauvignon, 40% Merlot og 4% Cabernet Franc. Vinen er lavet i store egekar på 30-70 hektoliter, hvorefter der er sket malolaktisk gæring og så lagring 18 måneder på nye franske barriques.

Sidst jeg smagte Château Pape Clément var det i en årgang 2011 fandt jeg vinen en anelse opulent. Det er fortsat en kraftig og stærk Bordeaux vin, der er kuldsort som tjære og samtidig en smule vild med intens finsk og tør engelsk lakrids. Læg dertil lidt mejeri, kaffe, røget kød, mørke bær, solbær, tobak og tæt i strukturen. Derudover har den et sødligt fadpræg, som bidrager med muldjord, vanilje og sødlig venlighed. Mums.

Smagen følger faktisk duften godt undervejs … sexet, intens, æterisk og pragende. Den er tæt, kompakt og struktureret, men det er på en tør, frisk og stram facon, selvom det egentlig leveres så blødt, cremet og lækkert. Der er sorte kirsebær, blommer, røg, silkefine og tykke tanniner … alt er godt og smager himmelråbende godt. 98 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 895 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 874 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7