2004 Château Cantenac Brown, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2004 Château Cantenac Brown, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigSupervin smagningen af eksklusive Bordeaux vine sluttede for mig hos endnu et Margaux 2. Grand Cru Classé slot og det var såmænd Château Cantenac Brown … her smagte jeg først vinen i årgang 2004.

Château Cantenac Brown ligger i Cantenac i Magaux og er anlagt i begyndelsen af det 1900 århundrede af den skotske maler John Lewis Brown, som byggede slottet i den – især for det traditionsrige Bordeaux – anderledes og lidt bizarre tudorstil med respekt af familiens skotske arv efter Clan Brown, der så var John Lewis Browns familieklan i Skotland.

John Lewis Brown var en visionær mand, som udvalgte de bedste jordstykker i området. Hans hårde arbejde og høje standarder blev belønnet i 1855, da Bordeaux-klassifikationen rangerede Cantenac Brown blandt de mest værdsatte vingårde som et 3. Grand Cru Classé slot.

Det var dog under bankmanden Gromards ejerskab, at slottet blev rangeret som 3. Grand Cru Classé slot, for han havde købt det i 1843, men solgte det igen i 1860 til Armand LaLande, der bl.a. også ejede Château Leoville Poyferre.

Siden dengang har slottet skiftet ejere adskillige gange, men det betød et fald i kvaliteten og frem til 1989 var vinene fra Château Cantenac Brown ikke Grand Cru Classé værd.

Men det ændrede sig i 1989, hvor slottet blev over af AXA koncernen … det verdensomspændende forsikringsselskab med hovedsæde i Paris. De har siden overtagelsen investeret massivt i slottet og øget kvaliteten betydeligt, hvilket fik et yderligere skub i 2006, hvor familien Halabi overtog ejerskabet.

De har givet slottet en gevaldig økonomisk saltvandsindsprøjtning og samtidig ansat vinmageren Jose Sanfins, under hvis ledelse kvaliteten er steget markant.

I 2019 skiftede ejerskabet igen, idet slottet blev købt af Tristan Le Lous for anslået 150 millioner euro. Med Le Lous familien er er sket en yderligere saltvandsindsprøjtning.

José Sanfins er fortsat vinmager og sammen med Le Lous familien, så har han vovet sig ud i modernisering af slottet, som vil løfte deres produktion til helt nye højder.

Ejendommen består af en spektakulær park anlagt efter britisk forbillede og har 48 hektar vinmarker beplantet med vinstokke, hvoraf nogle er tæt på 60 år gamle.

Markerne dyrkes efter bæredygtige principper. Druerne plukkes og vinificeres parcel for parcel. Cabernet Sauvignon dominerer med 65% og Merlot tegner sig for 30% af vinstokkene. De sidste 5% er forbeholdt Cabernet Franc.

Udover førstevinen Château Cantenac Brown producerer slottet andenvinen Brio de Cantenac Brown og den hvide Alto de Cantenac Brown.

Pauline fra Chateau Cantenac Brown

I denne årgang 2004 skulle vinen – som vidt jeg kan se – lavet på 65% Cabernet Sauvignon. 25% Merlot og 10% Cabernet Franc. Den er lavet helt klassisk og er efter endt gæring lagret 15 måneder på barriques, heraf 60% nye fade og resten er kun brugt én gang tidligere.

Uha, hvor er duften meget moden … det er gammelt drivtømmer, mahogni, palisandermøbler og teaktræ og så ellers pænt med fad i form af vaniljecreme, kanelsnegle, chokolade, kaffe og sød tobak. Den modne frugt er solbær og modne kirsebær … og meget tæt i strukturen.

Frugten er smagsmæssigt meget blød … lidt marmeladefølelse, men det opvejes dog af, at vinen er utrolig blød og bare smager godt. Den har modne tanniner, der ikke bider meget, hvilket også bidrager til en feel good fornemmelse i vinen. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 1.095 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 795 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7