Jeg smagte også Pomerol førstevinen Château Nénin i endnu en årgang, nemlig årgang 2018 og som med Saint-Julien 2. Grand Cru Classé fra Château Léoville Las Cases var den nyere årgang lige en tak bedre.
Her i 2018 er vinen lavet på 63% Merlot og 37% Cabernet Franc, men ellers fuldstændig som 2014’eren, altså lavet helt traditionelt, men er efter endt fermentering lagret 18 måneder med 95% i barriques – heraf 30% nye fade – samt 5% i store amforaer af ler.
WAUW for en næse og her er det sgu som om, at alt er doseret så fint, let og balanceret. Det giver en nærmest svævende lethed, som jeg finder vildt elegant, sart og feminint. Der er også både blomster, violer, brombær og lyse blommer, sandeltræ, cedertræ, vanilje, kanel samt mælkechokolade … alt sammen næsten overjordisk, lys og absolut forførende.
Det er smagsmæssigt så rundt, blødt, fint, sart og elegant … igen nærmest svævende i strukturen med silkefine tanniner og atter er doseringen af de forskellige elementer lige i skabet. Jeg blev lidt blown away af denne vin, som leverer fra første sekund, så klart 96 point fra Houlberg og 6 tomler med pil op.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 799 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 589,95 kr.