Den sidste røde denne eftermiddag og den sidste Spätburgunder fra Weingut Gebrüder Mathis blev denne smukke enkeltmarksvin 2020 Rosenloch Spätburgunder.
Rosenloch marken har vinstokke med Freiburger-kloner plantet i 1980. Det er en mark med skalkalksten samt ler med en hældning er mod syd-vest, så stokkene nyder godt af eftermiddags- og aftensol.
De fleste af druerne er afstilkede, men 15% hele klaser anvendes i spontangæring. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på barriques hvoraf 50% var nye. Vinen er tappet uden filtrering.
WAUW … så skete der da lige noget … her i næsen anderledes med æterisk lethed, lyse og syrlige bær, vildskab, malerspand, acetone, hindbær, ribs, granatæbler, så smukfrisk, dugfrisk og pivfrisk frugt, meget feminin med et flot doseret fagpræg med lakridskonfekt, vanilje og så derudover æteriske urtenoter. Smuk og lækker.
I munden er det let, lyst, modent, koncentreret og feminint med læskende og syrlige elementer. Det er igen hindbær, granatæbler, ribs, lidt nødderistede elementer, tørrede roser … virkelig en syrlig og imponerende smag, der sidder spot-on. Læg dertil lidt røg, salte mineraler og fine tanniner, så ender du med en lille vinder. 95 point.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 599 kr.