Det er totalt luksus sådan at smage hele arsenalet fra Bibi Graetz og jeg lukkede dermed smagningen med årgang 2020 af den ikoniske og dyre topvin Colore Rosso.
Det er i forhold til 2019’eren et par ændringer. For det første er vinen nu lavet i den moderne vinkælder under Villa Aurora i Fiesole, men derudover er der kommet druer fra den nye mark Olmo med i blendet og de skulle tilføre lidt friskhed i blendet. Derudover er vinen ikke som forrige årgang 2019 lagret på helt nye barriques, men derimod på brugte barriques.
Det betyder med andre ord, at Sangiovese druerne kommer fra nogle 70-90 år gamle vinstokke på markerne Lamole, Siena, Olmo og Vincigliata. Igen høstes hver mark op til 8 gange for at sikre optimal modenhed af druerne, der så i øvrigt selekteres først i markerne, mens anden sortering sker lige før afstilkningen.
Efter let knusning, så sker gæringen i åbne 225 liter barriques og hver mark vinificeres separat. Gæringen er sket spontant alene med de helt naturligt forkomne gærceller fra marker, druer, kælder og helt uden temperaturstyring og varer typisk 2 uger.
Under gæringen sker der dagligt 6-8 manuelle punch downs af drueskallerne og efter endt fermentering overføres den til brugte barriques, hvor den malolaktiske gæring sker. Igen lagres vinen så separat efter mark i 20 måneder og først derefter sker den endelige sammenstikning, men alene af de allerbedste fade. Derefter flaskes og lagrer vinen endnu 10 måneder inden frigivelse.
Vinen kommer i øvrigt i en smuk, original 3 styk trækasse, som Bibi i årgang 2020 har udstyret med specialdesignet låg i rustfrit stål.
Igen er vi i det ydre rum … fabelagtig næse, som ganske rigtigt virker lidt mere rank, yngre og en snas grønnere end 2019’eren. Igen er der tørrede roser, lidt tobak, lakrids, karamel, lidt champignon, gammelt træ, mahogni og merbau, en lidt lysere frugt med kirsebær, blommer, tranebær og hindbær … Jesus, hvor dufter det godt.
Selvom duften måske ligger ufattelig tæt på 2019’eren, så virker smagen faktisk mere tæt og endda også lidt mørkere. Det er fortsat så intenst og cremet, at vinen smelter i munden, men det er atter et veritabelt møde mellem syre, salte mineraler, en ren samt klar frugt med tørre, markante, karakterfaste og stramme tanniner. Men nu er tanninerne måske lidt mere integreret med frugten, selvom der dog fortsat er bid i vinen og denne vilde, lange og uendelige eftersmag. 98 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 2.199,95 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 1.799,95 kr.