Næste Chardonnay var den imponerende 2020 Lahrer Kronenbühl Teufelslochgasse Chardonnay fra Weingut Wöhrle.
MarkparcelleTeufelslochgasse er en del af Lahrer Kronenbühl, som udmærker sig ved at have et højt indhold af kalksten, men har ikke status som Grosse Lage.
Markus Wöhrle spottede dog tidligt markens kvaliteter, som han mente ville være helt perfekt for Chardonnay. Derfor hentede han Chardonnay stiklinge i Bourgogne og nyplantede parcellen i 2015.
Teufelslochgasse parcellen blev beplantet ekstremt tæt … med vinstokke med kun 50 centimeters afstand. Det giver et naturligt lavt udbytte pr. plante og ydermere beskæres planterne, så de kun sætter to klaser.
Denne 2020 Lahrer Kronenbühl Teufelslochgasse Chardonnay er anden årgang af vinen. Først har druerne så gennemgået 24 timers skindkontakt og efterfølgende et meget skånsomt pres. Vinen er så spontangæret på ét nyt egetræsfad … mere er der ikke produceret. Efter endt fermentering har vinen lagret sur lie på fadet i 21 måneder.
Duftmæssigt bestemt en olieret, aromatisk og vild vin … en sand urkraft af vildskab, stearinlys, nødder, pærer, tropisk frugt, kvæde, citroner, modenhed, let honning, kridt, røg … over the top, men på en virkelig vild, urtet og småopulent måde.
I munden er alt mere rent … mere syrlig med en vis modenhed i frugten, der er tæt, kompleks og komprimeret, men så i munden udfolder tingene sig sammen med en saltet mineralitet. Der virker som en overflod af velvære, generøs, grandios, gavmild, givende og rundhåndet. Sådan, så flot … 96 point.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 649 kr.