Næste Muscat fra Chambers Rosewood Vineyards var denne Grand Muscat, hvor både fedme og sukkerindhold er langt højere end hos Old Vine.
Igen er det en Non Vintage sød vin lavet fra gamle solero fade i Chambers gamle blikskur, hvor vinen har ligger i omkring 75 år på fadene. Vi er nu oppe på hele 300 gram restsukker pr. liter.
Nu er alle aromaerne oppe i et helt andet gear … fed, olieret og som tyktflydende tjære i glasset. Det er tørret frugt, tørret abrikos, blommemarmelade, dadler, figner og svesker, creme karamel … og på en eller anden måde, så er det så fedt og cremet balanceret med lidt oxiderede noter, kaffelikør og så intens.
I munden smelter vinen vitterhed helt bogstaveligt … en flydende nøddenektar. Det er vildt og vanedannende, har ikke samme fedme som Rare, hvilket gør den nemmere, rundere og lettere at drikke, selvom vi fortsat er i det tunge, tykke og olierede univers. Der er karamel og sød lakrids, varm og omfavnende … og absolut ganske imponerende. 98 point.
Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en 37,5 cl. flaske koster 695 kr.