Vi skulle have mere australsk portvin fra vinhuset Chambers Rosewood Vineyards, for den næste vin var nemlig denne 2016 Old Hayshed Vintage Port.
Det er en vin, som er lavet på et blend af Tempranillo, Durif samt Touriga National og så gæret til cirka 6% alkohol, hvorefter den er tilsat druesprit for at nå op på 18,8% alkohol og dernæst lagret i 15 måneder på et stort træfad af ældre dato. Dette er fra et fad, der er i 2017 blev reserveret til Propperiet Vin Import.
Duftmæssigt er vinen meget anderledes end den foregående Rutherglen Tawn, for der er klart mere frugt i næsen, men duften er også sådan nærmest lidt fortegnet, tegneserieagtig, behåret og slet ikke så rund. Der er banan, pærer, blommemarmelade, cafe latte og chokolade.
I munden er vinen dejlig fed og olieret med en tyk og rar fornemmelse i munden. Her er der sukkerholdig frugt og har en lille alkoholkick, nødder, let appelsin, men sjovt nok, så har den i smagen ikke helt så megen frugt, men har en god fed sødme. 89 point.
Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 149 kr.