Vi skal et smut tilbage til det umage makkerpar fra Rolland & Galarreta. Det er et projekt mellem nok verdens mest kendt vinkonsulent Michel Rolland og den spanske vinmand Javier Galarreta. I projektet laver de vine fra opkøbte druer, som fx denne 2019 Tempranillo Merlot Parcelas en Altura.
Makkerparret laver vine fra flere forskellige steder i Spanien og fx er denne vin fra Ribera del Duero … og kommer druerne fra 50 år gamle vinstokke øverste på enkeltmarken Finca La Revella på Parcelas en Alturas.
Vinen er lavet på 85% Tempranillo samt 15% Merlot. Alle druer dobbeltsorteres … først i vinmarken og siden ved sorteringsbordet og eftersom en skånsom afstilkning, så er vinen gæret på træfade ved 25-29 grader over 20 dage med løbende pumpovers.
Efter skånsom presning i pneumatisk presse, så omstikkes vinen, hvorefter den er lagret 12 måneder på helt nye amerikanske samt franske egetræsfade. Vinen er aftappet uden filtrering. Der er lavet 93.509 flasker af vinen og denne er nummer 16.359.
I næsen har vinen en god blanding af fad og frugt … eller sagt med andre ord, som er fadnoterne bestemt ikke dominerende. Der er en mørk og fyldig dybde, hvor frugten er solbær, let blåbær, brombær og en snas blommer. Derudover fanger jeg toast, finsk lakrids, lidt nødder, vanilje, våde fade og lidt kaffebønner.
Men det bedste er smagen … virkelig blød og smyger sig ret forførende rundt om din tunge i rolige og erotiske bevægelser. Men der er dog bid i frugten, der er mørk, lidt spicy og har endda også en smule peber. Der er også pænt med mundudtørrende tanniner, der medvirker til en rank og krydret smag. 91 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.