Pinot Noix er Weingut Daniel Twardowski entry-level vin, som han første gang lavede i årgang 2019 … men blev i denne årgang 2020 starten på en herlig eftermiddag hos Mr Ruby, der lavede en præsentation af netop sit sortiment af netop tyske Spätburgunder og Chardonnay vine. Og hvorfor ikke starte hos Twardowski, som jeg bare er totalt rundtosset med.
Pinot Noix er Twardowskis 3. Vin og er lavet fra de yngste stokke på Dhroner Hofberg marken. Den er lavet som Ardoise samt Hofberg Réserve med anvendelse af 30% hele klaser, total spontangæring efterfulgt af nænsom presning og lagring 18 måneder på en kombi af gamle og nye træfade – mest brugte barriques – og så tappet på flaske uden filtrering og brug af minimal svovl.
Her er det i en pre-release udgave uden etiket.
Duftmæssigt er det fortsat den vilde hippiepige uden hæmninger, men nu har hun vilde hunde og ulve med, for der er vildskab, garvet læder, kærnemælk, en malerspand, meget stor landlighed og kæmpe lys frugtrigdom med nypressede hindbær, grønne jordbær, ribs og en luftig, æterisk og flygtig lethed med et svagt touch af vanilje.
Smagen er faktisk et notch bedre end 2019’eren, så med denne entry-level vin fra Twardowski smager du virkelig, hvad der gør ham helt specielt. Det er rent, strengt og lyst … meget mostet med grønne jordbær, hindbær, lyse kirsebær og rabarber … let, syrlig, ubekymret og helt imponerende. Wauw og 94 point.
Forhandles af Mr Ruby, hvor den vil koste 399 kr.