2019 Tenuta Antonini, 24 Carati, Abruzzo, Italien

2019 Tenuta Antonini, 24 Carati, Abruzzo, ItalienDen sidste vin fra Tenuta Antonini adskiller sig fra de øvrige, for dels er flasken, etiketten, druerne og navnet helt anderledes og det er denne 24 Carati i årgang 2019.

Jeg kan desværre ikke sige, hvilke druer vinen er lavet på, for det fremgår sgu slet ingen steder, men de er fra ret gamle vinstokke på marker i Ancarano i omkring 294 meters højde.

Jeg vil dog gætte på, at der bl.a. er  Montepulciano d’Abruzzo i blendet, men flere steder står der, at den er blandet med Merlot. Det er helt sikkert husets topvin og der er anvendt alle de bedste druer til vinen og alene fra de bedste eksponeringer på markerne. Det er nok også derfor, at vinen så har fået navnet 24 karat.

Selvom druerne først er sorteret i marken, så sorteres de også i vineriet inden afstilkning af druerne og blød knusning. Så er der sket en gæring og maceration i rustfrie ståltanke ved en temperatur på 24-26 grader med hyppig overpumpning og delestages.

Efter endt fermentering er en del af vinen lagret 12 måneder på amerikanske tonneau fade inden aftapning på flaske og yderligere lagring inden endelig frigivelse. Luca Maroni har givet vinen 98 point, men det skræmmer mig – og sikkert andre – mere.

I næsen er det også lidt en bassevin, hvor man omgående kan dufte fadene sammen med god frugtsødme. Det er en bredrøvet dame, der har en frugt af sorte kirsebær og modne blommer, tobak, vanilje og en fed, gammel og sød balsamico eddike.

Smagsmæssigt er det en vin, som rigtig mange vil elske, men jeg synes helt klart, at dem opulente sødme er en smule for meget. Der er igen kirsebær, blommer, blommemarmelade og alt leveres blødt, cremet og rundt med stor intensitet, frugtsødme, lakrids, kakao og endda søde tanniner, som sætter sit sødt på tandsættet. 89 point.

Overvejes forhandlet af Winelovers.dk, så vinen er endnu ikke prissat.

Vinanmeldelse 4,5/7