Vi havde haft svært ved at finde en dato til årets anden vinaften, så derfor var der gået over 6 måneder siden årets første møde, men så lykkedes det dog endelig lørdag den 22. oktober.
Derfor var der også meget indespærret drikkeglæde og forventning til denne vinaften, der skulle holdes ved Paul … og han havde endda i forvejen sendt menuen ud, hvilket kun forøgede både vores appetit samt forventninger.
Så derfor var det 3 glade og forventningsfulde vingutter, der nærmest på slaget 18.00 mødte op hos Paul, hvor vi – vanen tro – samledes omkring køkkenøen til aftenens første vin, som var en hvidvin, som vi dog havde svært ved at gætte., selvom én vistnok nævnte, at det kunne være en Alsace vin … og det var det.
Maden
Men snart fik vi os sat til bords, hvor vi skulle i gang med aftenens menu, men også de mange vine, hvor vi – as usual også – hver havde medbragt 2 røde, mens Paul også havde endnu en ekstra klar til forretten … helt efter traditionerne.
Menu bestod af
- Forret; Svampesuppe
- Hovedret; Dyreryg med vildtsauce & waldorfsalat
- Dessert; Diverse oste
Dejligt til en flot forventningsfulde vingutter.
Svampesuppe
Vi startede ballet med en cremet og fyldig champignonsuppe med lidt brød til samt en hvidvin, hvor jeg både gættede land og drue, for det var nemlig en Garganaga Soave vin fra Pieropan.
Det passede fint til suppen, hvor der – foruden svampe – også var lidt bacon i … og det ved alle jo, altid gør noget godt.
Dyreryg med vildtsauce & waldorfsalat
Til hovedretten blev det en rigtig dejlig dyreryg … og helt efter alle forskrifter med lidt kartofler, vildtsauce og waldorfsalat til.
Det er jo ret, som alle bare knuselsker … og denne aften var det bestemt ikke anderledes.
Diverse oste
Senere på aftenen sluttede vi med lidt oste … og lidt blommekompot dertil. Jeg kan ikke huske alle ostene, selvom Paul fortalte om dem, men der var i hvert fald en Gnalling fra Arla Unika blandt dem.
Vinene
Samlet blev det igen et spændende felt, som bestod af disse:
- 2020 Jean Biecher & Fils, Pinot Gris, Alsace, Frankrig – Paul
- 2021 Pieropan, Soave Classico, Veneto, Italien – Paul
- 2019 Bonne Tonne, Morgon Côte du Py, Bourgogne, Frankrig – Steffen
- 2020 Jean Foillard, Morgon Cuvée Corcelette, Bourgogne, Frankrig – Ulrik
- 2016 Weingut Enderle & Moll, Pinot Noir Ida Buntsandstein, Baden, Tyskland – Jan
- N.V. Fess Parker Winery, Frontier Red Lot 185, Californien, USA – Paul
- 2020 Finca Sandoval, Finca Sandoval, Castilla-La Mancha, Spanien – Steffen
- 2019 Bibi Graetz, Testamatta Rosso, Toscana, Italien – Ulrik
- 2010 Castello di Monsanto, Sangioveto Grosso Fabrizio Bianchi, Toscana, Italien – Jan
- 2020 Bodegas Aalto, Aalto, Ribera del Duero, Spanien – Paul
Det var 2 af vinene, som jeg havde smagt før … Steffens Morgon fra Bonne Tonne og min egen medbragte Testamatta Rosso 2019, men ellers lutter nye og spændende vine. Masser af optur med Morgon fra Jean Foillard, Enderle & Moll, Finca Sandoval, Aalto og altid helt fabelagtige Castello di Monsanto.
Vi skal selvfølgelig også lige forbi vor blindsmagningskonkurrence, hvor jeg fra start fik lagt mig i spidsen. Det holdt heldigt hele vejen, men Paul var knap så heldig denne aften og atter endte med Sorteper.
Derfor fik jeg Pauls gave … en æske chokolade, som vi spiste, men festen sluttede og vi hver især ventede på vores transport. Men det var atter en stille og hyggelig aften, så tak for det Paul.