2010 Castello di Monsanto, Sangioveto Grosso Fabrizio Bianchi, Toscana, Italien

2010 Castello di Monsanto, Sangioveto Grosso Fabrizio Bianchi, Toscana, ItalienJan havde som hans vin nummer to medbragt en flaske fra Castello di Monsanto, som jeg jo netop et par uger før havde smagt den fabelagtige Chianti Classico Gran Selezione Il Poggio fra. Det var dog en anden vin, nemlig den mere moderne søstervin Sangioveto Grosso Fabrizio Bianchi, men i en ældre årgang 2010.

Vinen er lavet på 100% Sangiovese Grosso plantet i 1968 og den laves kun i topårgange … første gang i 1974. Oprindelig blev den lavet som en protest mod de daværende appellationsregler i Chianti Classico, der krævede at man skulle blande Sangiovese med andre og mere inferiøre druetyper. Men denne er altså kun lavet på ren Sangiovese som fx Brunello i Montalcino.

Vinen er lavet med gæring og maceration i temperaturstyrede, korte og koniske stålkar med délestage og overpumpning over 20 dage og derefter er den lagret 18-20 måneder på 500 liter fade af fransk eg – nogle nye og andre brugt én gang tidligere – og derefter 2 år på flaske inden frigivelse.

Årene mærkes faktisk allerede fra start og på en helt anden måde end fx i Il Poggio. Her er det pænt moden frugt, let oxideret, har lidt brombær og blommer, kødfuld med oksefedt og tørret kød, gammelt teaktræ fra huse som i Den Gamle By, lakridsrod, engelsk lakrids og grafit. Virker utrolig blød … fadene fylder og virker gamle.

Smagen er skam også blød og rund. Hvor smager den godt og har en utrolig frugtkoncentration, selvom frugten også i munden er moden. Det er mest sådan lidt blommeagtigt, virkelig blød med blød på, tør med faste og stramme tanniner. Kompleks, moden, blød, kraftig og koncentreret vin. 95 point,

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 495 kr.

Vinanmeldelse 6/7