2020 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KT Spätburgunder GG, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KT Spätburgunder GG, Pfalz, TysklandMin absolut favoritvin fra Weingut Jülg er helt klart hans Schweigener Sonnenberg KT Spätburgunder GG. Det var den sidste år i første årgang 2019 og det er den igen i denne årgang 2020.

Det er således en ny vin hos Jülg og druerne kommer fra en lille bitte parcel på Schweigener Sonnenberg kaldet Kostert. Der står KT på vinen – som også WB og KB på de forrige – hvilket skyldes, at Jülg ikke må bruge de franske marknavne på vine fra Pfalz.

Kostert ligger altså på den franske side, ja faktisk ligger den side om side med Kammerberg … har endda samme hældning og orientering, samme mergel undergrund og er udelukkende plantet til med franske Pinot Noir Dijon kloner.

Vinen er lavet fuldstændig som WB og KB … altså først med kølig pre-maceration i 14 dage  inden den spontane gæring er startet. Alle druer er afstilket, da Johannes altid gærer uden stilke. Efter gæring har vinen lagret 18 måneder på dels på 1. og 2. års barriques, dels på store gamle træfade og tappet ufiltreret.

WAUW … så fandt man da lige et ekstra gear frem. Vi er nu i bjerggearet og forcerer de vildeste stigninger, for Kostert virker både vildere, mere æterisk, luftigere, grønnere, tættere og lysere. Selv fadpræget virker mere sofistikeret med et snas lakridskonfekt og vanilje, mens frugten er jordbær, blommer, kirsebær og hindbær. Hvor er der lokkende, lækker, lummert og ligefrem.

Fuck det smager godt – pardon my french – men det er vildt godt, nærmest tæt på perfektion. Som med 2019’eren er det bittert og sødt i ying-yang sammenflettet balance, let, luftigt og overjordisk. Man får denne kombination af knastørre tanniner, en præcis syre, sten, salte mineraler og voldsom lang eftersmag. Det er nærmest kirurgisk præcisionsarbejde. 98 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 599 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7