Med næste Weingut Wöhrle vin blev det bestemt ikke mindre interessant, for det var deres 2020 Lahrer Spätburgunder BF, hvor BF står for Bestes Fass … altså de bedste fade af Weingut Wöhrles vin fra nogle af husets sydvendte marker ved Lahr.
Det er – naturligvis – også en vin, som jeg har smagt før, bl.a. i årgang 2016, 2018 og 2019.
Den er lavet med en kølig pre-maceration, hvor først mosten trækker farve og aroma af skindet inden gæring. Vinen er gæret på ståltank og har så tilbragt 12 måneder på ældre træfade.
Nu er der mere struktur og styr på tingene … fortsat med en herlig lys, grøn og røget kant, sødlig stald, mere æter og acetone og frugt med jordbær, hindbær, ribs og lidt endda lidt mørkere bær, solbær og brombær samt nogle fadnoter med nelliker, kanel og vanilje.
Sidst skrev jeg, at smagen nærmest var trimmet til fitnesscenteret, hvilket fortsat er meget passende, for alt sidder lige der, hvor det bør sidde, rent, pænt og smager bare rigtigt godt. I forhold til 2019’eren er smagen måske endda mere lys og saftig … frisk og har en letbitter frugt af tranebær, ribs og rabarber, peber, jern og grønne noter, meget rent og direkte. 93 point.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 249 kr.