Næste vin i rækken hos Mr Ruby var Weingut Wöhrles lille basis Spätburgunder, som jeg har smagt tidligere i årgang 2016, 2017, 2018 og 2019 … men nu var det altså 2020.
Markus Wöhrle har lavet denne basis Spätburgunder med druer fra nogle af husets egne marker … på tyske kloner af Pinot Noir, primært Freiburger, høstet fra markerne omkring byen Lahr.
Vinen har først fået 10 dages pre-maceration inden gæring og efter endt gæring har den lagret 10 måneder på store gamle træfade.
WAUW for en fin næse … let, sødlig krydret og meget saftig. Den er landlig, animalsk med stald, sød mødding og god dybde. Der er godt med frugt af kirsebær, hindbær, granatæbler og sødme. Der kommer også lidt fad med ristede noter, let vanilje og mælkechokolade og så disse grønne noter.
I munden er vinen let og meget venlig … lidt hverdags ovenpå Twardowski, men det er der jo ikke noget at sige til. Det er syrlige kirsebær, tranebær, lidt tørhed, grønne elementer, peber, jern, jod samt nogle mineraler. 91 point.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 149 kr.