2019 Weingut Wöhrle, Spätburgunder, Baden, Tyskland

2019 Weingut Wöhrle, Spätburgunder, Baden, TysklandGentagelse, repetition og reprise er godt. Ordet defineres også ofte med udsagnet gammel vin på nye flasker, men når det – som her – er gensmagning af Weingut Wöhrles lille basis Spätburgunder, så er det jo ny vin på nye flasker. Her smager jeg nemlig vinen i årgang 2019.

Jeg har før smagt vinen i årgang 2016, 2017og 2018 og har altid været begejstret. Her kan jeg så repetere og gentage mig selv, for det er en lille lækker Spätburgunder.

Weingut Wöhrle har jeg skrevet om flere gange … det er jo det vinhus, som drives af Markus Wöhrle, som tidligere har arbejdet som stedfortrædende vinmager hos Hans-Günter Schwarz på det prestigefyldte vinhus Müller-Catoir.

Markus har lavet denne basis Spätburgunder med druer fra en række af husets egne marker. Vinen har fået 10 dages maceration inden gæring, hvorefter den har lagret 10 måneder på store gamle træfade.

Wauw for næselækkerier … landlig, animalsk bandit med stald, sød mødding og igen dejlig dybde. Det er ikke ultralyst og feminint, men vinen har godt med frugt, kirsebær, hindbær, granatæbler og en fin, kæk sødme … en sødme, som jeg sidst helt passende kaldte for en bassesødme. Der fornemmes også lidt fadpræg med ristede noter, let vanilje og kanelsukker.

I munden er vinen lettere end forventet … pænt luftig og klart også lettere end 2018’eren, men med samme bitterhed suppleret med lidt syrlige kirsebær, tranebær, lidt tørhed, grønne elementer, peber, jern, jod og mineraler. Atter balancerer Houlberg lige mellem 4,5 og 5 houlbergske fingre.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 179 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 135 kr.

Vinanmeldelse 5/7