Kategoriarkiv: Andre smagninger

Andre smagninger

Distintos Meet the winemaker part 2 – Anne-Louise Mikkelsen på Tenuta di Aglaea

For anden torsdag i streg havde jeg i torsdags sat mig hen foran PC’en til endnu et online webinar arrangeret af Distinto under den gode overskrift Meet the winemaker. Dette var 2. gang ud af samlet 6 online webinarer med forskellige italienske producenter i lige så mange områder.

Denne gang var det vor egen danske Anne-Louise Mikkelsen, der jo laver fremragende  vine på hendes vingård Tenuta di Aglaea på den iltre Etnas sorte og vulkanske skråninger. Og jeg havde selvfølgelig også forsynet mig med den anbefalede vin fra Meet the winemaker boxen fra Distinto og det var intet mindre end Anne-Louises topvin Etna Rosso Contrada Santo Spirito i årgang 2016.

Dermed var jeg bevæbnet, ready to go … og havde selvfølgelig allerede knappet vinen og taget første tår. Det øgede da kun mine allerede store forventninger, men det kom ikke som en overraskelse, for jeg har tidligere smagt vin fra Anne-Louise og skrevet om dem her på Houlbergs Vinblog,

Jeg har endda ved mine min første anmeldelse af én af hendes tidligere vine haft en mailkorrespondance med Anne-Louise for at  kunne fortælle historien om hende og hendes vinhus så korrekt som muligt og har fået rigtig søde og tålmodige svar med masser af bonusinfo samt billederne i dette indlæg.

Og måske er det – inden referatet fra webinaret – et godt sted at starte … altså fortælle lidt om Anne-Louise Mikkelsen, historien om starten samt vingården på Sicilien.

Anne-Louise Mikkelsen

Anne-Louise Mikkelsen er vaskeægte københavner, født på Østerbro, flyttede dog til Charlottenlund, gik i skole på Østerbro og endte siden på Nørrebro. Hun har tidligere været elite kick bokser, men allerede i hendes unge dage fik hun en stor interesse for vin.

Under hendes uddannelse på CBS aka Copenhagen Business School, hvor hun læste international handel, fik hun derfor et studenterjob hos KB Vin ved Kim Bülow … det første step i den branche, som senere skulle blive skelsættende for den unge kvinde.

Jobbet medførte bl.a. flere besøg i Bourgogne, hvor hun også besøgte mange forskellige producenter og smagte vin … og blev totalt fascineret af vin.

Det betød også, at hun simpelthen blev i Frankrig, hvor hun så færdiggjorde sin uddannelsen på Grenoble Ecole de Management med et speciale indenfor Master of Science i International Business, altså om handel med vin … og lavede en afhandling om den nye vinverden contra den gamle.

Det førte senere til et konsulentjob i Connecticut i USA, hvor hun for et svensk vinfirma skulle afdække mulige nye salgskanaler … et job hvor hun fik kontakt til vinfirmaer i bl.a. Italien.

Den italienske forbindelse

Hun tog bl.a. kontakt til Gelasio Gaetani d’Aragona Lovatelli – en kendt italiensk greve og vinkonsulent – for at høre om et eventuelt samarbejde på det amerikanske marked. Det blev ikke til noget, men derimod til starten på et venskab.

Gelasio læste Anne-Louises afhandling, var totalt enig i hendes konklusioner og endte med at overtale Anne-Louise til at komme til Italien for at arbejde.

I januar 2007 flyttede Anne-Louise så til Toscana, og skulle ha’ arbejdet på Tenuta di Trinori, som hun under et pre-besøg i Italien havde besøgt. Tenuta di Trinori ejes og drives af den karismatiske og anerkendte Andrea Franchetti, som vi jo tidligere er stødt på her på vinbloggen, da han jo bl.a. også driver vingården Passopisciaro ved Etna på Sicilien og i øvrigt er fætter til Gelasio Gaetani.

Den sicilianske forbindelse & Paolo

Gelasio sendte Anne-Louise – kort tid efter hun kom til Italien – til en større vinsmagning på Sicilien og hun blev omgående totalt forelsket i området. Under opholdet mødte hun Paolo Caciorgna.

Han var ønolog og havde gennem årene lavet vine for bl.a. Altesino og La Serena samt musikstjernerne Sting og Andrea Bocelli. Han var også allerede i 2002 startet med selv at lave vin fra sine forældres vingård Azienda Agricola Pietro Caciorgna i Toscana og havde så derudover i 2006 startet et lille projekt på Sicilien.

Projektet på Sicilien startede efter et besøg hos hans gamle ven Marco de Grazia på Tenute delle Terre Nere, som vi jo rigtig godt kender – og elsker – her på vinbloggen. Under opholdet besøgte de to venner mange vinmarker til salg i forskellige områder, herunder Passopisciaro og Randazzo.

Marco havde købt nogle druer fra en ganske lille juvel … en mark som var til salg i Contrada Marchesa nær Passopisciaro med nogle knap 100 år gamle prephylloxera Nerello Mascalese vinstokke.

Marco havde allerede 3 tønder med vin fra denne mark i sin kælder og tilbød kækt Paolo tønderne til en god pris … Paolo slog naturligvis til, færdiggjorde vinen i Marcos kælder, gav den navnet N*Anticchia og solgte den – 66 kasser af årgang 2005 – under navnet på sine  forældres landejendom Azienda Agricola Pietro Caciorgna på etiketterne.

Marken kunne dog først købes fra 2007, så i 2006 måtte Paolo igen købe druerne, men det gav samtidig god mulighed for at vurdere og forstå potentialet … og det var således første skridt i grundlaget for etableringen af vinhuset.

Så da Anne-Louise Mikkelsen i 2008 mødte Paolo Caciorgna, så var han allerede godt i gang med at lave vin. Deres mødte endte med, at Anne-Louise på konsulentbasis skulle samarbejde med Paolo om den lille vinproduktion og stå for udvikling af vinene, brand, navn og hjemmeside.

Anne-Louise fik også – ved siden af jobbet for Paolo – job som kommerciel leder hos Gelasios ekskone, grevinde Noemi Marone Cinzano på den velkendte Argiano i Brunello … også en vingård, som vi jo er stødt på her på vinbloggen.

Noemi har jo også tidligere dannet par med vor danske Hans Vinding-Diers, som også har været vinmager på netop Argiano … og hvis far Peter Vinding-Diers også laver vin på Sicilien.

Gelasio havde nævnt Anne-Louises navn for Argiano, så hun endte med at komme til interview med den administrerende direktør og senere også mødte grevinden, som hun arbejdede for i omkring 3-4 år, inden Anne-Louise i 2012 fuldtid gik all in i projektet på Sicilien.

Anne-Louise går all-in på Sicilien

Projektet på Sicilien var begyndt at fylde mere og mere … med masser af potentiale og et medejerskab. Så i 2012 tog Anne-Louise skridtet, stoppede hos Argiano og startede fuldtid på Sicilien hos den gode Paolo Caciorgna … nu skulle tingene løftes til et højere niveau og gøres mere professionelt.

Allerede fra starten af projektet på Sicilien i 2008 havde Anne-Louise været med ind over produktionen. Det år blev vinene – både vinene fra Etna og nogle fra Paolos fars marker i Toscana –  aftappet under Azienda Agricola Pietro Caciorgna navnet.

Det blev ændret da Anne-Louise tiltrådte fulltime i projektet. I det nye setup skabte Anne-Louise nemlig to brands – Tenuta di Aglaea og Tenuta delle Macchie – for simpelthen at separere produktionen på Etna med Paolos vine fra Toscana.

Hun købte sig også ind i det sicilianske projekt for senere faktisk at overtage det helt. Dermed er Tenuta di Aglaea i dag totalt danskejet af Anne-Louise Mikkelsen. Sådan! Way to go.

Tenuta di Aglaea

Tenuta di Aglaea har i dag omkring 4 hektar fordelt på 6 forskellige vinmarker, hvoraf 5 er indenfor DOC zonen. Det er markerne Chiusa Politi, Bocca d´Orzo, Passo Cannone, Schiara Nuova samt Santo Spirito og udenfor DOC zonen er det den lille parcel på marken Nave.

Vinstokkene hos Tenuta di Aglaea er mellem 40-100 år gamle – et par af Anne-Louises parceller daterer endda helt tilbage til 1920 og 1940´erne og ligger på nordsiden af vulkanen Etna i omkring 750-1.050 meters højde.

Produktionen er naturlig og med den største respekt for miljøet. Der vil være opnået fuld økologisk certificering i 2020.

Anne-Louise laver i dag 6 forskellige vin på Tenuta di Aglaea, nemlig hvidvinen Bianco Sicilia, en rosévin Rosato Etna og så 4 rødvine, som er Aglaea, Thalia, Annacare og topvinen Santo Spirito. Den samlede produktion ligger på omkring 20.000 flasker årligt.

I dag har Anne-Louise Mikkelsen også fået lejet en cantina på Sicilien, så der er mere hands-on omkring produktionen. Da hun fortsat er bosiddende i Toscana, så pendler Anne-Louise den lange vej og kender efterhånden lufthavnene, selvom hun også enkelte gange er kørt den lange vej i bil.

Anne-Louise Mikkelsen er gennem tiden er kommet i mange vinerier, været inde over produktionen af alle vinene fra Tenuta di Aglaea siden 2008 og forestået samtlige høste siden 2012, men er er ikke selv uddannet ønolog … nærmere autodidakt.

Hun fik derfor i starten hjælp til produktionen af hendes gode ven, den dygtige ønolog Nicola Centonze. Han assisterede Anne-Louise efter behov for det, men om han fortsat er tilknyttet Tenuta di Aglaea ved jeg faktisk ikke.

Det er selvfølgelig Nerello Mascalese, som er hoveddruen hos Tenuta di Aglaea … et drue med lethed og masser af elegance …en ægte fortolker af det unikke terrior omkring Etna.

Vinene fra Etna kan på ingen måder sammenlignes med de mere solrige og varme vine på typisk Nero d’Avola fra resten af Sicilien. På Etnas stejle skråninger høster man da også næsten 2 måneder senere end på resten af øen.

Anne-Louise dyrker sine marker fuldstændig økologisk, men det er der sådan set ikke noget nyt i, for det har man altid gjort, men i dag er det hele certificeret … hvilket selvfølgelig har kostet noget, men slet ikke kan hentes hjem på stigende priser på vinene.

Webinaret den 11. februar

Som sidst var dirigentstokken til webinaret overladt til Phillip Nordstrand fra Distinto og han måtte i starten træde lidt vande pga. lidt bøvl med teknikken, men intet hastværk fra alle deltagerne online, da de fleste lød til at have vin i glasset.

Med et akademisk kvarters forsinkelse faldt teknikken i hak og vi kom vi dog i gang med Philip i rollen som interviewer. Der kom ikke så megen info om historien om vinhuset, men den del har jeg jo også afdækket i dette indlæg.

I stedet fortalte Anne-Louise lidt om vingården og beliggenheden på nordsiden af vulkanen Etna, hvor hendes marker ligger i 750-1.050 meters højde. Men omkring højdemeter, så er de højest beliggende marker ikke de bedste, da de får relativt få lystimer, hvilket giver problemer i det sene efterår, hvor druerne er udsat for dug og dermed også nemmere får råd eller sygdomme.

Der løbende mange spørgsmål om mangt og meget … både fra Philip og chatten i Zoom i én pærevælling. Der var spørgsmål om dyrkning på nordsiden i forhold til sydsiden af Etna, hvorfor vinene fra Etna er blevet så populære, lidt om hendes inspirationskilder, om årgangene og selvfølgelig aftenens vin 2016 Santo Spirito.

Anne-Louise fortalte, at man i mange generationer har lavet vin på nordsiden af Etna, selvom det langtfra er et nemt område. Men folk har altid lavet egne vine fra deres ganske små marker og det er nok også den afsides beliggenhed, som medførte at området ikke blev hærdet af phylloxeras hærgen i Sydeuropa af flere omgange.

Generelt er vinene på nordsiden langt mere elegante, men man høster fx også langt senere end på sydsiden. Generelt er man færdig med høsten på sydsiden, når man starter på den nordlige side.

Af nogle af mest interessante ting, som jeg selv fik noteret, så snakkede Anne-Louise også lidt om contradaerne … et begreb, som jeg slet er særlig fortrolig med. Men en contrada er vel nærmest en underafdeling eller en zone til fx en kommune. Og vinmæssigt er der på Sicilien – som jeg forstod på Anne-Louise – regler for, hvor meget udbytte en vinmark må give indenfor en given contrada.

Anne-Louise fortalte, at det slet ikke er et problem for hende, da hendes høstudbytte i forvejen ligge langt under disse grænser. Nu er det imidlertid også Nerello Mascalese, som hun dyrker, som hun også betegner som den mest komplekse og sværeste at dyrke.

Hun snakkede lidt om søsterdruen Nerello Cappuccio, som jeg selv egentlig ville ha’ spurgt hende om. Jeg har nogle få gange smagt vine på druen og været begejstret over letheden … men har også helt ærligt meget lidt kendskab til forskellene.

Anne-Louise sagde, at Nerello Cappuccio er langt lettere at dyrke, men at den slet ikke giver samme finesse og struktur som Nerello Mascalese. Med Nerello Mascalese får man også langt flere tanniner og en langt bedre syre. Hun sammenligner selv Nerello Mascalese som lidt en mellemting mellem Borgogne og Barolo … to områder, som Anne-Louise også selv elsker.

Anne-Louise fortalte også om, at lave vin i skyggen af Etna, som jo fortsat er en aktiv vulkan. Anne-Louise viste et kort, hvor man kan se hendes marker, der er markeret med grønne firkanter. De lange gule områder i både venstre og højde side af kortet er lavastrømme … og du kan se foto af sådan en fætter på det midterste foto ude til venstre på billedet ovenover.

Måske kan I bedre se Tenuta di Aglaeas marker her nedenunder.

Tenuta di Aglaea er også medlem af de lokale konsortium, der hedder Consorzia Tutela Vini Etna DOC, men det dækker jo ikke kun den nordlige del af Etna, men hele vejen ned langs østsiden til hele sydsiden af vulkanen.

Anne-Louise snakkede lidt om konsortiet, men da området er stort og forholdene meget forskellige fra den sydlige del til den nordlige del, så er der ingen indsats på en fælles linje. Derudover mangler der en ordentlig kortlægning af alle markerne i området og den eneste, der har skrevet om området og producenter er Xiaowen Huang i bogen Etna Wine Library.

Aftenens vin

Fra Distintos Meet the winemaker box skulle vi smage Anne-Louises topvin Etna Rosso Contrada Santo Spirito i årgang 2016. Vinen kan I også lige skimte i magnum bag Anne-Louise på webcam’et.

Jeg har selvfølgelig anmeldt vinen i et særskilt indlæg og linket til anmeldelsen ovenover. Det er vin, som Anne-Louise ikke laver hvert år og således ikke har lavet i hverken årgang 2017 eller 2018.

Der er i denne årgang 2016 alene lavet beskedne 2.600 flasker af vinen og så vistnok – som jeg lige husker det 200 magnum. Årgang 2016 var et godt år, mens druerne til gengæld i 2017 og 2018 blev deklassificeret og anvendt til vinen Thalia.

Anne-Louise fortalte, at seneste årgang 2020 var et fantastisk år, hvor alt bare flaskede sig med helt perfekte druer. Men 2016 smager altså bare freaking f….. godt, men denne torsdag drak jeg slet ikke hele flasken, men kun omkring 1/3-del, så dermed har jeg lidt at glæde mig til de kommende dage.

Tak til Distinto og Anne-Louise for en hyggelig time i torsdags.

Andre smagninger

Distintos Meet the winemaker part 1 – Katia Nussbaum fra San Polino

De gode folk hos Distinto har her under COVID-19 pandemien lanceret en lille serie af små 1 times online webinarer med 6 af deres italienske producenter, hvor vi kommer forbi områderne Barolo, Chianti, Brunello, Valpolicella, Friuli og Sicilien.

Webinarerne – som de har givet overskriften Meet the winemaker – afvikles over 6 på hinanden følgende torsdage, hvor første seance fandt sted i torsdags. Der kunne man så møde Katia Nussbaum fra Brunello huset Azienda Agricola San Polino di Fabbro Luigi … eller bare kaldt San Polino.

Sammen med Meet the winemaker webinarerne kan man selvfølgelig også købe en Meet the winemaker box med 6 forskellige vine … en til hvert webinar. Til denne introaften med San Polino var det deres topvin Brunello di Montalcino Helichrysum i årgang 2014 og selvom jeg havde smagt den tidligere, så havde jeg alligevel indkøbt den i smagekassen, da den bare smager monstergodt.

Dermed var der lagt op til en torsdag i godt selskab med mig selv, Katia Nussbaum fra San Polino, en række vininteresserede samt Philip Nordstrand fra Distinto som online dirigent.

Men lad os inden webinaret lige se lidt nærmere på vinhuset.

Lidt om San Polino

San Polino holder til i en gammel vingård, der oprindelig stammer tilbage fra 1581, men den har siden 1991 været ejet og drevet af Luigi Fabbro og Katia Nussbaum. Vingården ligger i 400-450 meters højde, sydøst for Montalcino nær Castelnuovo dell’Abate i Val d’Orcia

Luigi – som vennerne kalder Gigi – har en broget fortid. Han har både været softwareudvikler, undervist i sanskrit, deltaget i en stor kortlægning af den biologiske mangfoldighed i Amazonas, skrevet om fremstilling den traditionelle burmesiske harpe og skrevet om økologisk landbrug.

Katia stammer derimod fra London og har rejst jorden rundt. Hun mødte Luigi på en rejse til Katmandu og Nepal, og da hun efter sine studier i socialantropologi hørte, at Luigi var ved at slå sig ned ved San Polino sydøst for Montalcino, så joinede hun ham.

Ejendommen – der bl.a. tidligere havde været ejet af hospitalet Santa Maria Della Croce – var i en sølle forfatning, da Luigi og Katie overtog stedet. På markerne var der ikke flere vinstokke tilbage og i en lille olivenlund alene 6 oliventræer tilbage. De renoverede derfor den gamle gård i 7 år og plantede samtidig 2,5 hektar marker med Sangiovese vinstokke.

Første i 2001 frigav de deres første vin og har lige siden har stor succes med deres vine. Det skyldes måske, at parret har en naturlig tilgang til vinproduktionen, hvor de anvender nogle af de erfaringer, som Luigi har fået fra hans mange studier.

I dag har de 8 hektar vinmarker, som alle drives efter biodynamiske principper. Der dyrker parret udelukkende Sangiovese Grosso, som tilses, beskæres og høstes ved håndkraft.

San Polino kan betegnes som et oldschool funderet vinhus, hvor håndværket kommer i forreste række. Produktionsmetoderne er kendetegnet ved manuelle processer, alt laves med håndkraft og med vægt på bæredygtighed og biodiversitet. Således har parret flere marker, hvor der ikke er vinstokke … blot vild natur.

I kælderen benyttes en naturlig gæringsproces sat i gang af de naturligt forekommende gærkulturer på druer og i det lokale miljø. Vinene lagres mest på store, gamle egetræsfade af slavonsk eg på 2.600 og 3.800 liter. Der anvendes heller ikke megen svovl … og langt under grænserne indenfor den biodynamiske drift.

Aftenens vin … og lidt om blomster

På webinaret startede Katia med at fortælle lidt om aftenens vin, der hedder Helichrysum efter den blomst, som findes rundt omkring vingården og det er præcis derfra, at druerne til topvinen kommer fra … marken tættest på vingården, hvor jorden er langt mere vulkansk end på deres øvrige marker.

Katia er meget begejstret for blomsten – som vi på dansk i øvrigt kalder for evighedsblomst – da den har en meget specielt duft , som  får en til at slappe af. Hun fortalte, at blomsten også meget ofte anvendes i aromaterapi sammenhænge.

I det hele taget er Katia meget optaget af naturen  og historien, hvilket også er årsagen til, at de har valgt det etruskiske solsymbol som logo for deres vingård. Deres symbol er en kopi af symbolet fra ornamenterne på et bronze-spænde fra år 800 før vor tidsregning og de valgte symbolet, da det var skabt for næsten 3.000 år siden og samtidig meget godt illustrerer, at solen er vigtig for en vingård som San Polino.

Phlilp fra Distinto spurgte lidt til forskellen med netop Brunello di Montalcino Helichrysum  og så deres almindelige Brunello? Katia fortalte, at topvinen – som nævnt – kommer fra marken tættest på vingården, hvor jorden er mere vulkansk og det bliver en vin, som dels er skarpere, mere mineralsk og måske også lidt grønnere.

Den almindelige Brunello er nok mere juice og kødfuld, selvom Katia heller ikke synes, at de betegnelser er dækkende. Deres stil er måske lidt til den mørkere side, mere blomsterrige med jordbær, roser, solbær og blommer.

Hun sagde, at de generelt forsøger at lave vinene så traditionelt og naturligt som muligt, bl.a. med lagring på store egefade, selvom de også bruger en smule barriques på nogle vine.

Årgangene

2014 var et svært år for mange Brunello producenter … generelt et virkeligt vådt år, hvorved druerne slet  ikke modnede ordentligt. Det resulterede i, at skindet på druerne blev tyndere end normalt og så blev markerne samtidig angrebet af Suzukii fluen – den vi på dansk kender som pletvingefrugtfluen.

Suzukii fluerne punkterede mange af  druerne, som derved  så rådnede og Katia anslog, at høsten generelt var 30% mindre end normalt. Men det mest bemærkelsesværdige var, at San Polino stort set ikke blev ramt, hvilket hun tilskriver den biodynamiske tilgang.

Katia gennemgik derefter de følgende årgange, hvor 2015 er rigtig god, mens 2016 – og her smilede hun meget bredt – måske nok er en af de bedste årgange nogensinde. Dér kunne man sætte tjek ved alle de ting, som man leder efter i druerne og allerede nu er årgangen også hypet af pressen … specielt vinene fra San Polino.

Årgang 2017 smager de til i øjeblikket på vingården og det år var helt modsat 2014, nemlig meget varmt. Høsten var ekstremt god med mange druer og god kvalitet, Katia fortalte at de som værende biodynamisk producent specielt nød godt af, at der i deres marker nærmest findes mere vand end hos andre … og hvorfor kan ingen komme med en konkret forklaring på. Så nævnte Katia kort 2018 årgangen, som var anstændig og uproblematisk.

Biodynamisk vindrift

Katia Nussbaum fortalte herefter om deres tilgang … den biodynamiske drift, som også vinder mere og mere ind i området, hvor hun skønner at 20-25% nok er enten økologiske eller driver markerne biodynamisk.

Der er et vist overlap mellem de to principper, men Katia ser mere den økologiske tilgang som et sæt regler for, hvad du ikke må, hvor den biodynamiske er mere holistisk.

Grundprincipperne i det biodynamisk landbrug er at få vitalitet tilbage i jorden. Hun tror på, at planterne har et samlet rodnet, som hænger sammen … og nærmest kan helbrede de dårlige planter. Hun er endda gået sammen med bl.a. Københavns Universitet i et projekt omkring dette og hvordan mikroorganismer påvirker vinplanter.

Dermed siger Katia også, at hun står meget på videnskab fremfor blot intuition. En af deltagere spurgte i samme ombæring til deres brug af svovl og Katia indrømmede også, at dette selvfølgelig er et ømt punkt, idet man som udgangspunkt ønsker at lave vinene uden, men de har simpelthen ikke hverken modet eller teknikken.

I deres Rosso di Montalcino vine anvender de næsten ingen svovl og langt under grænserne, mens de anvender mere i deres Brunello’er, der – modsat rosso vinene – ikke skal drikkes nu, men ofte gemmes i lang tid og oftest langt over 10-20 år, anvender mere svovl, dog fortsat under de tilladte grænser.

Phillip rundede webinaret af med et tak til Katia og lytterne, mens Katia fortalte, at alle var velkomne til at besøge vingården, hvis man kommer på de kanter. Og så ellers et skål til alle.

2014 Brunello di Montalcino Helichrysum

Jeg skålede med … havde åbnet flasken og intet skulle gå til spilde. Som jeg nævnte tidligere, så har jeg tidligere anmeldt vinen her på vinbloggen, så hvis du vil læse mine smagsnoter, så kan du finde dem i blogindlægget om 2014 Brunello di Montalcino Helichrysum.

Men jeg kan dog godt afsløre, at jeg allerede første gang gav 6 fede houlbergske tomler med pil op og det havde ikke ændret sig, for det smager outstanding. Selvom 2014 måske ikke var bedste år, så er det en fremragende vin, der kun vil blive bedre ved yderligere lagring i kælderen.

Måske skulle man overveje at få indkøbt lidt 2016?

Denne 2014 nåede ikke længere … da aftenen gik på hæld var flasken tom og det var endda uden hjælp fra konen. Nu glæder jeg mig bare til næste torsdag … Meet the winemaker part 2.

Andre smagninger

Rhône Masterclass webinar med Niels Lillelund

Det føles i øjeblikket som om, at 2020 egentlig blot er gået ind i forlænget spilletid … og statsministerens ugentlige pressemøder som dårlige genudsendelse af en film, der for længst burde være skrottet. Man føler sig lidt som Phil Connors i filmen Groundhog Day fra 1993 … der i den lille by Punxsutawney vågner til den samme dag om og om igen.

Selvom der ikke i øjeblikket arrangeres vinsmagninger, som er der alligevel små vinøse lys midt i pandemien, for der er nemlig – som et lille plaster på såret eller erstatning – begyndt at dukke flere og flere online-smagninger op. Så da Jan forleden forslog, om vi ikke skulle fordrive den kommende fredag med sådan én, så var jeg ikke besværlig at overtale.

Vi kunne endda vælge mellem to smagninger … enten en Toscana smagning med René Langdahl Jørgensen eller Rhône Masterclass med Niels Lillelund arrangeret af Bichel Vine.

Vi valgte den sidste – Lillelund er altid hyggelig – og jeg fik indkøbt de 4 vine, som skulle smages. Vi inviterede også Gert med … og da vi alle tidligere havde været smittet med COVID-19 kunne vi jo reelt ikke smitte eller blive smittet.  En lille vinøs coronabande.

Niels Lillelund kender de fleste nok … i hvert fald de fleste vininteresserede. Han er både forfatter, kulturjournalist samt  restaurantkritikker og vinanmelder for Jyllands Posten. Han er nok også en af landet største Rhône eksperter og har skrevet to bøger om netop det emne … Rhône vinene fra 2004 og Vinene fra Rhône fra 2013.

Så derfor havde Bichel Vine meget passende hyret Niels til at kommentere vinene i dette Rhône Masterclass webinar sammen med Lars Bo Henriksen, der i dag ejer Bichel Vine. Og sammen skulle de lede os igennem vinene med deres kommentarer … et hyggeligt set-up med afslappet, munter og rolig stemning.

Jeg havde rigget min bærbare til inde i stuen, så vi alle 3 kunne se webinaret på fjernsynet i anstændig størrelse. Webinaret kunne vi tilgå via Facebook eller Zoom … og vi tog det på Zoom, hvor Jan også havde medbragt en Jabra Speakerphone, så vi kunne høre og blive hørt på webinaret, hvis vi skulle have nogle spørgsmål.

Vinene

Vi skulle igennem fire vine og det var to vine fra det sydlige Rhône samt to vine fra Nordrhône. Her er vinene i den rækkefølge, som vi smagte vinene … hele tiden i set af to mod hinanden:

Lars Bo startede også netop webinaret med kort at præsentere de fire vine, som vi skulle igennem og så udfordrede hans Niels Lillelund ved at servere den første vin blindt. Niels mente at det var Cairanne vinen, men det var imidlertid Crozes-Hermitage vinen fra Georges Reynaud på Domaine les Bruyères,

Det begynder godt grinte Lillelund. Det er en ydmygende sport. Han fortalte, at han gættede Cairanne grundet den lidt rustikke stil. Både Lars Bo og Niels fik dog hurtigt Cairanne i et andet glas, så de kunne sammenligne de to vine og vi legede selvfølgelig kongens efterfølger og gjorde det samme.

Vinene blev kommenteret af både Niels og Lars Bo … krydret med både med lidt smagsnoter og masser af historie om Rhône generelt, de to producenter og vinene. En vin dialog for viderekomne … og vi kunne bare suge til os. I sammenligningen mente Niels, at vinene var en smule atypiske derhen, at Cairanne vinen nok være bedre egnet til lagring end Crozes-Hermitage vinen, hvor det normalt vil være omvendt.

Vi drøftede også selv det første sæt … og havde nok samme konklusion, nemlig at Cairanne vinen er meget rustik, krydret og mineralsk, mens Crozes-Hermitage vinen har meget mere duft af det biodynamiske, er mere saftig og mørkere. Jeg havde selv Crozes-Hermitage som vinder, hvis det havde været et lille battle.

Det andet sæt var også klart de bedste vine denne aften … en lille kamp mellem Gigondas i det sydlige og Cornas i det nordlige Rhône. Her var forskellene også endnu større end i første sæt … og Niels var god til at sætte ord på, hvordan hans oplevelse af vinene var.

Han synes ikke, at vinene i sæt to var specielt typiske, derved at Santa Duc har lavet denne Gigondas i en lettere stil end Gigondas normalt, mens Cornas vinen fra Alain Verset i denne årgang 2018 nok er mindre kraftig end normalt. Lillelund sagde blandt andet, at med et rigtigt godt glas Cornas skal du være i tvivl om, hvorvidt du har fået et glas vin eller bare én på hovedet.

I det hele taget har Niels en god holdning til beskrivelser af vin … og forstår fuldstændig, at poesi og billedsprog ofte er en del af en god beskrivelse. Kan en vin dufte blåt? Nej selvfølgelig ikke, men vi forstår godt, hvad der menes.

Niels og Lars Bo fik også en snak om biodynamik og lagringen af vinene … specielt den sidste Cornas, der egentlig er meget åben og tilgængelige lige nu. Niels vurderede, at denne årgang 2018 nok ikke vil være en vin, som skal gennem 30 år, men formentlig vil tage lidt på og udvikle sig de næste 5 år.

Der kom til sidst spørgsmål til Niels Lillelund via Q&A funktionen i Zoom … alt fra områder, bedste Rhône køb, udvikling af vin i magnum flasker og ens lugtesans. Lillelund sagde, at hvis man ikke kan lugte, så kan man ikke smage.

Samlet blev det til 1½ time med masser af god vinsnak … og vi havde fortsat mer’ vin i glasset derefter. Så kunne vi selv snakke videre om vinene, mens jeg gik i gang med at lave lidt pizza, hvor jeg er startet med at eksperimentere med lidt fermenteret dej, autolyse, høj hydration og glutennetværk.

Samlet en hyggelig aften i vor lille coronabande.

Andre smagninger

Houlberg går i dybden … med test af 3 håndfulde Crémant d’Alsace vine

Vi nærmer os den tid på året, hvor vi skal holde årets sidste fest … nytårsaften. Den aften skal alt være perfekt, så vi gør os umage for at det bliver en mindeværdig aften med den bedste mad samt de bedste vine. Både ved dronningens nytårstale og ved slaget til midnat fejrer vi det ofte med dyre champagner.

Men du kan sparre dine penge – eller i hvert fald nogle af dem – ved i stedet at vælge et fremragende alternativ, nemlig Crémant d’Alsace, lavet på fuldstændig samme måde, men blot fra et andet vinområde i Frankrig. For Crémant d’Alsace er en mousserende vin, der let kan måle sig med rigtig champagne og som de fleste vil sætte pris på.

Nu har Houlberg så besluttet at kigge lidt nærmere på Crémant d’Alsace … gå lidt i dybden omkring Crémant d’Alsace og Alsace, om appellationen, fremstillingen af vinen og så selvfølgelig også teste en stor røvfuld Crémant d’Alsace vine … helt præcis 15 forskellige.

Alsace

De fleste – vinkendere eller ej – kender Alsace på grænsen mellem Frankrig og Tyskland og lige mellem bjergkæderne Vogeserne og Schwarzwald … det smukke gamle tysk/franske område med små, bedårende byer med gamle bindingsværkshuse, storkereder og selvfølgelig masser af hvidvin.

Du har måske endda selv kørt på Route des Vins d’Alsace … den 170 kilometer lange og smukke vinrute, som snor sig gennem hele Alsace og forbi nogle af de bedste vinproducenter og områder.

Alsace er perfekt til dyrkning af vin … ligger i læ af Vogeserne og har et tørt, et solskinsrigt klima og en kompleks jordbundsforhold. Der produceres da også årligt omkring 160 millioner flasker vin i Alsace og heraf er 90% hvidvine på de mest udbredte sorter som Sylvaner, Pinot Blanc, Riesling, Muscat d’Alsace, Pinot Gris og Gewurtztraminer.

Der har været dyrket vin i Alsace i hvert fald siden det første årtusinde, og i Middelalderen var vinene fra Alsace blandt de mest anerkendte og siden 1400-tallet har broderskabet Confrérie Saint-Étienne på Château de Kientzheim bestræbt sig på at garantere og promovere Alsace-vinenes omdømme.

Jordbunden i Alsace er meget sammensat, men der er både granit, kalksten, gnejs, skifer, sandsten og andre stenarter. Der er samlet 15.298 hektar vinmarker, som strækker sig over 2 departementer Haut-Rhin og Bas-Rhin. De fleste store producenter befinder sig i det sydligste af Haut-Rhin.

Vinene fra Alsace falder lidt uden for rammerne af den franske vinlovgivning, hvilket bl.a. skyldes regionens lange kulturelle og politiske tilhørsforhold til Tyskland.

Instituttet INAO aka Institut National des Appellations d’Origine har lavet 3 klassifikationer i Alsace, altså AOC’er. Disse attesterer, at vinene stammer fra et geografisk defineret produktionsområde, hvorfor AOC er en officiel ægthedsgaranti.

De 3 AOC’er er AOC Alsace, AOC Alsace Grand Cru og AOC Crémant d’Alsace. AOC Alsace klassifikationen stammer fra 1962, mens AOC Crémant d’Alsace fik sin status i 1976.

Appellationen og lidt om druerne

Man har produceret Crémant d’Alsace siden 1900, men det var altså først i 1976, at appellationen Crémant d’Alsace AOC kom til verden og lige siden har Crémant d’Alsace været en succeshistorie med konstant fremgang.

I dag udgør de mousserende Crémant d’Alsace vine 26% af den samlede mængde AOC vin i hele Alsace og er nu den 2. mest solgte mousserende vin i Frankrig efter Champagne. Der produceres årligt omkring 32 millioner flasker af den mousserende vin fra Alsace … en vild udvikling, for i 1979 producerede området kun 1 million flasker Crémant.

Hele 3.900 hektar vinmarker spredt over 119 kommuner anvendes til produktion af Crémant d’Alsace … og der findes ikke mindre end 3.200 producenter. Og franskmændene elsker selv crémant’erne, hvorfor kun 21% af den samlede produktion eksporteres … resten drikker de selv og de burde vel sige noget om kvaliteten.

I modsætning til Champagne, hvor der alene bruges 3 forskellige druesorter, så må der i Alsace anvendes 6 forskellige druesorter, nemlig Pinot Blanc, Pinot Gris, Riesling, Chardonnay, Auxerrois Blanc og Pinot Noir. Sidstnævnte er eneste drue, som er tilladt anvendt til Crémant d’Alsace Rosé, mens den mest anvendte af druesorterne er Pinot Blanc, som udgør 59% af de druer, som anvendes i Crémant d’Alsace.

Oftest er en Crémant d’Alsace en blandingsvin af flere druesorter, men kan altså også være fremstillet på enkeltdruer … i så fald vil det fremgå af etiketten. Det kan vi også se nærmere på, når vi om lidt kigger nærmere på de vine, som jeg har testet.

Som jeg indledningsvis skrev, så er en Crémant d’Alsace et billigt alternativ til champagner. Det skyldes flere ting. Det skyldes bl.a. at Champagne har været meget dygtige til at markedsføre deres vine, så champagner i dag har prestige og næsten altid kommer på bordet ved bryllupper, ved fejring af sejre og lignende.

Men det skyldes også, at champagner ofte lagrer længere tid i kælderen, hvilket også er med til at fordyre produktionen. Crémant d’Alsace vine skal blot ligge mindst 12 måneder med andengæring på flaske, selvom mange producenter i de senere år også er begyndt at fremstille vintage Crémant, der har lagret i længere tid. I min test smager jeg bl.a. også netop sådan tre vine, hvor den ældste var en årgang 2008.

Fremstilling af Crémant d’Alsace

Lad os kigge nærmere på, hvordan en Crémant d’Alsace egentlig bliver fremstillet:

Høst og presning

Druerne til Crémant d’Alsace bliver altid høstet som de første og helst inden de opnår fuld modenhed. Dermed bibeholder de et livligt og friskt udtryk.

Druerne skal også høstes manuelt, da klaserne skal være hele, hvilket en maskinhøst – hvor druerne rystes af klaserne og dermed nemt beskadiges – ikke kan håndtere. Klaserne skal transporteres til kælderen på en måde, så de ikke bliver trykkede, og de hele klaser kommes i pressen uden afstilkning.

Bundfældning

Efter presning transporteres druemosten til individuelle tanke alt efter druesort og mark. Efter 12-24 timer har de store urenheder så som stilke, skaller og kerner bundfældet sig, og mosten skilles fra bundfaldet og kommes på gæringstanke.

Alkoholgæring

Vinificeringen af Crémant d’Alsace begynder med den første alkoholgæring. Takket være gæren, som kan være den naturlige gær eller en tilsat gærtype, omdannes sukkeret til alkohol og mosten bliver til vin.

Tirage

Denne operation, som først må finde sted efter den 1. januar året efter høst, består i at tilsætte en liqueur de tirage, der er en blanding af sukker og gær, som provokerer en ny gæring … andengæringen. Vinen kommes nu på flaske, bliver lukket med en kapsel og bliver lagt i kælderen.

Andengæring

Tilsætningen af liqueur de tirage, altså gær og sukker gør, at en ny gæring kan gå i gang, kaldet en prise de mousse. Det er her boblerne bliver til. De udvikles i den lukkede, liggende flaske, hvor der takket være den horisontale position, sker en langsom udveksling mellem vinen og gæren.

For at få den bedste kvalitet af bobler, skal vinen ligge mindst 9 måneder, men ofte ligger flaskerne fra Alsace meget længere for at vinen kan udvikle sig yderligere og regler tilsiger, at de skal ligge i mindst 12 måneder fra tirage.

Remuage

I denne proces skal flasken fra den liggende position op at stå på hovedet. Det kan enten ske manuelt i et pupitre, der er et  træstativ med huller til flaskerne eller i en trådkasse, der mekanisk løbende ændrer position.

Hele processen går ud på langsomt og regelmæssigt at få flaskerne fra vandret position til lodret position, så flaskerne står med halsen nedad. Når processen er færdig, har de døde gærrester samlet sig i halsen.

Dégorgement

Dégorgement eller på danske degorgering er den proces, hvor gærresterne fjernes fra flasken. For at få samling på gærresterne i flaskehalsen fryses halsen, så gærproppen kan skydes ud ved hjælp af den kuldioxid, der har dannet sig i flasken under gæring.

Den mængde vin, der nu mangler erstattes af sukkervand … en liqueur d’expédition, som består af vin, eventuelt tilsat sukker alt efter, om man vil have en tør eller en halvtør Crémant d’Alsace.

Lagring og forsendelse

Efter dégorgement bliver den oprindelige kapsel erstattet af en prop – for det meste af kork – og fæstnes med ståltråd. Nu skal Crémanten lagres i kælderen inden den kan sælges. Den skal som skrevet ligge i mindst 12 måneder fra tirage, altså fra man har tilsat gær til den anden gæring og til den må sælges.

Houlbergs test

Med lad os komme til sagen … hvordan smager de mousserende Crémant d’Alsace vine, hvis man tager den store bredskyggede hat på og smager sig igennem 15 forskellige af slagsen?

Jeg havde udvalgt et bredt udsnit crémant’er … dog behændigt udelukket roséudgaverne, men i stedet almindelige hvide på et udsnit af forskellige druer og samtidig inklusiv et par Vintage årgangs crémant’er.

Dermed så feltet sådan her ud i den rækkefølge, som jeg – helt tilfældigt – smagte mig igennem vinene:

Ovenover har jeg selvfølgelig – as usual – linktet til mine beskrivelser og anmeldelser af de 15 Crémant d’Alsace vine.

Konklusion

Men lad mig slå det fast med det samme … man får  masser af kvalitet i en Crémant d’Alsace. En sammenligning med champagner vil aldrig være helt korrekt, for de fleste crémant’er er lavet på druer eller et blend af druer, som er anderledes end i Champagne, hvor kun 3 druesorter er tilladte … mod de 6 forskellige i Alsace.

I en sammenligning med champagner skal man også huske på, at de fleste af de smagte Crémant d’Alsace vine bare koster langt mindre end en flaske af de mousserende vine fra Champagne, så på den måde får man masser af vin for pengene i en Crémant d’Alsace.

Men selve bredden, variationen og forskelligheden er simpelthen større i Alsace, hvorfor de testede mousserende Crémant d’Alsace vine byder på ret forskellige indtryk, men hvor mange fuldt ud kan matche de bedste champagner, som nu fx Sohler Philippes fine, fabelagtige vintage Crémant d’Alsace Millésimé 2008.

Crémant d’Alsace er således et godt bud på en mousserende vin til både hverdag og fest, da de kan fås i alle prislejer, kvaliteter og efter den stil, som man ønsker. Så måske skal vi bare gøre som  franskmændene selv … drikke Crémant d’Alsace.

Lad os slutte med at proppe endnu en Crémant d’Alsace op og så ønske hinanden et godt nytår!

Andre smagninger

Houlberg tester Ribera del Duero som julevin … et match made af De Hellige Trekonger

I Spanien kommer julemanden aldrig med gaver til børnene … så  niños pequeños – de små børn – må tålmodigt vente 12 dage mere end os for at få deres julegaver den 6. januar ved åbenbaringens fest, hvor de så bliver leveret af Reyes Magos … De Hellige Trekonger.

Men rolig nu … de seneste år har den kommercielle jul selvfølgelig også ramt Spanien, således de fleste spanske familier nu også har et juletræ den 24. december, mens børnene får én gave … resten får de så traditionen tro til Los Reyes Magos.

På La Noche Buena aka selve juleaftenen er der ingen specielle traditioner for julemiddagen, så det er ofte cochinillo aka pattegris i det centrale Spanien, mens man spiser mere mariscos aka skaldyr i det sydlige. Men også skinken jamón serrano og osten queso manchego er hyppige gæster på julebordet.

Men altså ingen and, flæskesteg, rødkål, brunede kartofler og sovs, hvilket er lidt en skam, for netop nogle af Spaniens egne vine passer nemlig rigtig godt til vor hjemmelige, dejlige julemad. Specielt er det min første vinøse kærlighed … Ribera del Duero vinene, der passer som fod i hose til julemaden.

Generelt set giver vor fede, dejlige julemad de tilhørende vine 4 store udfordringer, for de skal kunne match;  1. fedmen fra kødet, 2. saltet fra skind og svær, 3. syren fra rødkålen og 4. sødmen fra de brunede kartofler.

Det betyder ret beset, at en god julevin faktisk skal have følgende egenskaber:

  • Høj alkoholprocent, fylde, kødfuldhed og godt med tanniner for at kunne modsvare fedtet i maden.
  • Pænt med syre for at kunne modsvare rødkålen.
  • En vis portion sødme, således vinen ikke opfattes sur sammen med de brunede kartofter.

Og det er netop nogle af de kvaliteter, som vinene fra Ribera del Duero byder på. Det er fyldige kødvine, som har pænt med tanniner aka garvesyre bl.a. grundet et skrapt klima med vinmarker i 800-1.000 meters højde … varme somre med 2.400 timers solskin om året, mens området om vinteren kan nå ned på -20 grader.

Det betyder, at druerne får et tykt skind … og det er jo netop i skallerne, at både farve og tanniner sidder. Derfor bliver vinene ret maskuline med smag af sveske, oliven, tjære, lakrids, peber, røget kød og mørke bær som brombær og solbær, kanel, nelliker, læder samt chokolade.

Smagsmæssigt er der således ofte høj alkohol, masser af tanniner, hvilket endda mange producenter forstærker med lagring på nye barriques … endda er den høje alkohol med til at udtrække endnu flere tanniner fra egefadene.

Samtidig betyder de meget modne druer også, at vinene ofte får nogen sødme, som tit forstærkes af lagringen på de brændte fade, hvilket bidrager med aromaer af både vanilje, kanel, kakao, kaffe og chokolade … eller med andre ord, nogle af de ting, som en rigtig god  julevin skal indeholde. Samtidig bevarer mange Ribera del Duero også en vis friskhed i smagen … så what’s not to like.

Houlberg tester nu 10 forskellige Ribera del Duero vine af højeste kvalitet for at se, hvilke jeg selv skal sætte på mit eget julebord, men inden jeg gør dette, så lad os lige se lidt nærmere på Ribera del Duero området.

Området

Ribera del Duero er beliggende i den centrale, nordlige del af Spanien, nord for Madrid på en højslette – en meseta – langs med Duero floden mellem provinserne Soria, Burgos, Segovia og Valladolid i regionen Castilla y León.

Det er er bredt område, som det kan ses på kortet nedenunder. Det følger floden Duero fra øst mod vest … en strækning på omkring 115 kilometer og navnet Ribera del Duero betyder netop Duero flodens bredder.

De fleste marker i Ribera del Duero ligger i en højde på mellem 750-850 meters højde, men marker over 850 meter har en speciel status som højt beliggende marker … ja faktisk findes der marker helt op til 1.100 meters højde.

Mange af markerne er svært tilgængelige og ligger med store afstande mellem hinanden. De er meget små og udbyttet er lavt grundet den magre jord og stokkenes alder.

Klimaet er middelhavsklima med indflydelse fra fastlandsklima. Den årlige nedbør er 400-500 mm og der er årligt 2.400 solskinstimer. Somrene er lange og tørre med op til 40 graders varme og vintrene strenge med ned til -20 grader samt store udsving mellem dag- og nattemperatur.

Historien

Man har lavet vin i Ribera del Duero siden romerne, og der er indenfor de senere år fundet beviser på, at der er lavet vin i området i over 2.000 år. I 1994 fandt man nemlig et gammelt, skjult 66 meter stort mosaikgulv af vinguden Bacchus i en gammel ejendom Villa de Santa Cruz beliggende i den lille by Baños de Valdearados med 424 indbyggere.

Men vinavl, som vi kender det, stammer formentlig fra tilrejsende benediktinermunke fra Cluny i Bourgogne. De kom i det 12. århundrede til Ribera del Duero og man ved fra gamle arkiver, at man allerede tilbage i 1295 begyndte af regulere høsten af druer i marken og siden 1400-tallet har også bevidst har styret kvaliteten af vinene i selve produktionen.

I byen Aranda de Duero findes der også dokumentation på tidlig vinproduktion i form af et stort netværk af 7 kilometer tunneler, som er udgravet mellem det 12. og 18. århundrede og som har været anvendt til produktion og lagring af vin.

Det er udviklingen gennem de sidste årtier, der har sat Ribera del Duero på verdenskortet. Den store succes skyldes en kombination af flere faktorer. For det første det fantastiske terroir og dernæst mikroklimaet, som med sine varme dage og kølige nætter giver de perfekte betingelser for at lave stor og lagringsværdig vin.

For det tredje er Ribera del Duero det blevet velsignet med en usædvanlig indfødte drue, Tempranillo og så er udviklingen forceret dygtige vinmagere, som alle har produceret ikoniske kultvine bl.a. Pingus, Pesquera, Aalto og Vega-Sicilia, der fik høje ratings … og dermed bevågenhed fra en hel vinverden.

Det har betydet et sandt boom i vinindustrien i området. Således er antallet af vingårde blevet 35 gange større på blot 30 år, så Ribera del Duero i dag har mere end 315 vingårde og over 22.552 hektar vinmarker. Samlet findes der dog 8.224 vinavlere og den årlige produktion ligger på lidt over en halv million hektoliter vin.

DO Appellation Ribera del Duero

Området fik sin DO status i 1982, selvom man allerede midt i 1970’erne så et stort potentiale i Ribera del Duero. I 1982 var der dengang alene 5.000 hektar vinmarker og 9 vinhuse, der producerede vin.

Trods den eksplosive ekspansion og udbredelse af vinene fra Ribera del Duero, så er appellationen i dag alene en DO appellation aka Denominación de Origen og ikke en Denominación de Origen Calificada, hvilket kan virke en anelse underligt.

I 2008 ansøgte man godt nok om en opgradering til DOC status, men en fejl i ansøgningen betød, at den blev afvist som værende ikke fyldestgørende og siden har man ikke forsøgt igen.

Appellationen Ribera del Duero dækker over 4 distrikter, nemlig Soria, Burgos, Segovia og Valladolid. Det er specielt i Burgos og Valladolid, at vi finder de fleste og bedste vinhuse, og huse som Pingus, Vega Sicilia, Hacienda Monasterio, Arzuaga, Emillio Moro, Pesquera og Alión ligger alle i Valladolid.

Druerne

Hoveddruen i Ribera del Duero er Tempranillo, som også i resten af det nordlige Spanien. I Ribera del Duero kaldes Tempranillo druen for Tinto Fino eller Tinta del Pais og den udgør omkring 90% af hele produktionen i Ribera del Duero.

Mange vinhuse producerer deres rødvine udelukkende på Tempranillo, og hvis man blander andre druer i, skal der mindst være 75% Tempranillo. Derudover skal 95% af vinen bestå af Tempranillo, Cabernet Sauvignon, Merlot og Malbec jf. regulativerne for området.

Udbyttet ligger typisk på 30 hektoliter pr. hektar og maksimalt udbytte er 49 hektoliter pr. hektar, hvilket dog sjældent opnås, da en stor del af vinstokke er gamle, typisk over 50 år, og derfor ikke giver så mange druer.

Rødvinene er – som også i Rioja – inddelt i kategorierne Joven, som betyder ung, Crianza. Reserva og Grand Reserva. Reglerne for lagringen af vinene følger også regler i Rioja, og det betyder:

  • Joven – her er der ingen krav til, hvor lang tid en vin lagres eller krav om lagring på egefade, så det er oftest de helt unge og billigere vinrøde.
  • Crianza – skal være lagret i mindst 24 måneder og heraf skal de 12 måneder være i egetræsfade.
  • Reserva – skal være lagret i mindst 36 måneder og heraf skal de 12 måneder være i egetræsfade.
  • Gran Reserva – skal være lagret i mindst 60 måneder og heraf skal de 24 måneder være i egetræsfade.

Testen af de 10 Ribera del Duero julevine

Houlbergs juletest af Ribera del Duero vinene omfatter 10 forskellige vine, som områdets danske PR bureau Ehrenberg Sørensen Kommunikation har sendt til testen.

Alle vinene har lidt alder … fra 2014 til en enkelt 2017. Hvis vi lige skal kigge på årgangene, så ligger de i ratingerne meget ens, hvor fx Wine Spectator har givet årgangene 2014-2017 henholdsvis 92, 92, 93 og endelig 84-87 til 2017, hvor dog de færreste vine endnu er frigivet.

Dermed ser mit felt sådan her ud:

Jeg har testet vinene i denne tilfældige rækkefølge sammen med en portion julemad med både confiteret og rosastegt and, rødkål og så selvfølgelig kartofter og sovs. Endda i flere omgange.

Nogle af vinene havde jeg smagt tidligere, men i andre årgange, så dermed et spændende felt af vine, som jeg dermed skulle smage for allerførste gang. Som vanligt har jeg linket til anmeldelserne af de enkelte vine ovenover.

Konklusion – er de gode til julemaden?

Svaret er ja … Ribera del Duero vinene er perfekte til en danske julemiddag … og faktisk serverede jeg først to af ovennævnte vine til en moderne ret med både confiteret og rosastegt andebryst, syltede rødløg, Pommes Anna samt indkogt portvins-sauce og der sagde et par af vine vinbuddies, at vinene virkelig virkelig blev fremhævet sammen med maden.

Og så det skal med billedet, at to Ribera del Duero vine endda blev serveret blindt. Med vinene lever fuldt op til de krav, som god julevin skal indeholde, høj alkohol, kødfuldhed, masser af tanniner, syre og samtidig en vis portion sødme sammen med en ofte fin og frisk smag i de mørkere frugter. Og så smager Ribera del Duero vinene samtidig vildt godt … og det er jo egentlig det vigtigste.

Derfor kan du roligt sætte en sådan Ribera del Duero fætter på bordet til julemanden. Jeg skal selv ha’ en sådan flaske på bordet eller to 😉

Tilbage er der vel så kun én ting at sige … Feliz Navidad 🙂 Glædelig jul.

Andre smagninger

Houlberg tester flere vine fra … danske Morten i Finger Lakes, New York State

I den østlige del af USA – langt fra Napa Valley, Sonoma og hvad de forskellige kendte vinområder i Californien hedder – i et lille område kaldt Finger Lakes i staten New York finder vi danskfødte Morten Hallgren. Han laver vin … god vin.

New York staten er vinmæssigt nok ikke så kendt herhjemme og de laver da også langt mindre vin end i Californien, som – by far – er det største vinproducerende område med en årlig produktion på cirka  680 millioner gallons svarende til knap 2,6 milliarder liter.

Men selvom produktionen i New York således kun udgør 4,1% af produktionen i Californien, så er produktionen på 106 millioner liter vin alligevel nok til, at området er det 3. største vinområde i USA. Så derfor burde vi måske også oftere støde på vine fra New York, som derfor er mere udbredte end fx vine fra det langt mere hypede og efterspurgte Oregon.

En af de største vinregioner i New York er Finger Lakes AVA, som ligger i Upstate New York syd for Lake Ontario søen. Det har navnet Finger Lakes efter de 11 gletsjersøer, som der findes i området, hvor områderne omkring søer Canandaigua, Keuka, Seneca samt Cayuga Lakes har flest vinhuse. Samlet er der faktisk hele 3.800 hektar vinmarker i Finger Lakes.

Morten Hallgren i Finger Lakes

Det er netop der, i det kølige område ved Keuka søen lidt nord for byen Hammondsport, at vi finder danskfødte Morten Hallgren, som siden 2001 har drevet sit vinhus Ravines Wine Cellars sammen med sin hustru Lisa … i det område, som er kendt for at lave kølige og elegante vine, specielt Chardonnay i burgundisk stil.

Morten er født i Danmark, men han flyttede som 15-årig til Frankrig sammen med sine forældre, som drev vingården Domaine de Castel Roubine i Côtes de Provence regionen i Frankrig.

Forældrene drev deres vingård med knap 70 hektar vinmarker og dér lærte Morten først om fremstilling af vin. Det var derfor heller ikke underligt, at Morten senere valgte at uddanne sig til vinmager/ønolog på Ecole Nationale Supérieure d’Agronomie i Montpellier ..  en af ​​verdens største skoler indenfor vin.

Derefter fik Morten arbejde på 2. Cru Classé slottet Cos d’Estournel i Medóc i Bordeaux, men rejste herefter sammen med sin hustru Lisa – som han havde mødt i perioden, mens han boede på Domaine de Castel Roubine – til USA.

Der arbejdede han bl.a. på Cordier Estates i West Texas og senere hos Biltmore Estate i North Carolina inden han i 1998 blev spottet af Willy Frank fra Dr. Frank’s Vinifera Wine Cellars. Og Willy tilbød Morten et job som ansvarlig vinmager på vingården ved Keuka Lake i Finger Lakes området i staten New York i det østlige USA. Dr. Frank’s Vinifera Wine Cellars var en af pionererne indenfor vinproduktionen i Finger Lakes området.

Morten så straks et kæmpe potentiale i det ukendte vinområde og satte også straks sit præg på disse cool-climate vine og sideløbende med arbejdet for Willy Frank, så kunne han opkøbe udvalgte marker på nogle af området bedste sites. Og i 2001 grundlagde han så sit eget vinhus Ravines Wine Cellars, hvor vinene dog blev lavet i kælderen hos Willy Frank.

I 2006 forlod Morten jobbet hos Willy Frank og satsede så udelukkende på sine egne vine på Ravines Wine Cellers … opkaldt efter de mange kløfter aka Ravines, som der findes i området. Han flyttede i 2010 selve produktionen til White Springs Winery i Genève i den nordvestlige ende af Seneca Lake.

White Springs Winery var ejet af landmanden og filantropen Carl Fribolin og Morten blev samtidig ansvarlig for produktionen af vin for White Springs Winery  … lige indtil 2012, hvor Carl Fribolin ville sælge vingården og ha’ Morten til at overtage.

Sådan blev det … Morten købte White Springs vingården inklusiv dens 50 hektar vinmarker og en gammel skiferlade, som Morten så efterfølgende har renoveret og i dag både anvendes som vinkælder, laboratorie, smagsrum og lager.

I dag driver Morten og Lisa Hallgren samlet 130 hektar vinmarker, hvoraf nogle af markerne er ejet og andre lejet. De fordeler sig på en række marker, men de 3 vigtigste marker er Argetsinger Vineyard og 16 Falls Vineyard ved Seneca Lake og White Springs Vineyard ved Keuka Lake.

Smagning af vinene fra Morten Hallgren

Allerede for et par uger siden fik jeg muligheden for at smage et par vine fra Morten Hallgren, nemlig et par herlige hvidvine. Dér fik jeg første indtryk … og bestemt vine, som virker mere kølige, ranke og slanke end meget af det vin, vi ellers ser fra fx Californien.

Jeg bragte allerede for et par uger siden et par blogindlæg om de to hvidvine og dem kan du læse her:

Nu har jeg imidlertid også fået mulighed for at smage 4 af Mortens rødvine, så derfor var det en god lejlighed, til lige at kigge nærmere på Ravines Wine Cellars og Finger Lakes området.

Rødvinene er en enkelt Pinot Noir, en ren Cabernet Franc baseret vin og så 2 vine, som læner sig skræmmende tæt op af Bordeaux og endda næsten smager mere af Bordeaux end mange vine fra selve området i Frankrig … men det kan I læse om mine anmeldelser, som jeg har linket til nedenunder:

Konklusion

Så stay in tune .. . men jeg kan godt allerede nu afsløre, at de smagte  rødvine – på samme måde som hvidvinene – har en fin, kølig stil og er således meget interessante.

Vinens verden er forunderlig og stor … man lærer hele tiden nyt, så det nye bekendtskab med vinene fra Finger Lakes har været en god oplevelse. Og hvem havde lige forventet, at vi der skulle finde en vinmager, som kommer fra vor danske andedam.

Vi kipper med Dannebrog for Morten, hans vine og Supervin for præsentationen af vinene. Skål.

Andre smagninger

Houlberg smager 2018 Spätburgunder med Ruby & Langdahl

Den gode Mr Ruby inviterede forleden jeres flittige og trofaste Spätburgunder elskende vinskribent samt den gode topanmelder René Langdahl Jørgensen til Aarhus for at smage lidt nye sager aka Spätburgunder anno 2018 og måske også en bid brød ude i byen bagefter smagningen.

I kender mig … sådan et tilbud siger jeg ikke nej til, så jeg afspadserede et par timer fra jobbet, således jeg kunne nå ud til Rubys rå og hyggelige vinlokaler i Brabrand til tiden. Jeg var der små 10 minutter før tid og havde lige tid til at vende verdenssituationen med Mr Ruby inden Langdahl himself mødte op med punktlig præcision på slaget 15.30.

Imidlertid havde Mr. Langdahl en bagkant … og havde kun lidt over en halv time, så det blev en smagning med fart på og klart hurtigere end jeres flittige – men langsomme – vinblogger havde forestillet sig, men til gengæld både sjov, interessant og med nogle virkelig flotte perler af tysk Spätburgunder anno 2018.

Det tog også længere tid en den halve time, for undervejs ringede Jacob til vinbonden Daniel Twardowski, således vi kunne spørge om vinene. Han var også selv meget ivrig til at fortælle om sine vin, vinhuset og hvordan han laver sine vine.

Jacob aka Mr Ruby havde gjort 8 vine klar til vor smagning … en enkelt 2017’er, nemlig den netop frigivne Pinot Noix fra Weingut Daniel Twardowski, mesn de to andre fra Twardowski vine netop var flasket, men først frigives om et år. Så dermed var der 1 vin fra 2017 og 7 flasker fra 2018 … et felt, der så sådan her ud:

Jeg har som vanligt linket til mine anmeldelser af alle vinene. Det var lutter lækre Spätburgunder vine fra de øverste hylder, men specielt vinene fra Daniel Twardowski imponerede og var i sin helt egen klasse.

Det var også sjovt at ha’ Twardowski med på telefonen. Han fortalte masser om vinene, de forskellige kloner og han fortalte bl.a. også om marken Hofberg, hvor han har har skåret nogle 40-70 år gamle stokke med Riesling ned og podet dem med Pinot Noir.

Som han selv sagde, så vidste han ikke, hvad han havde under jorden på Hofberg … var det en Fiat eller en Porsche. Han fandt ud af, at det var en raceren Porsche!

Jeg snakkede i øvrigt efterfølgende selv i telefon med Daniel, da jeg gerne ville ha’ lov til at bruge nogle billeder fra hans hjemmeside til mine blogindlæg. Det var ingen problem … han sendt fluks mail med links til en side, hvorfra, jeg kunne downloade billeder. Han skrev også, at jeg endelig skulle kigge ind, næste gang jeg var i Mosel.

Grundet Langdahls stramme bagkant, så droppede vi dog middagen ude i byen. I stedet takkede jeg Mr Ruby og tøffede bare hjem … godt veltilfreds, for det er sjældent at smage et felt af Spätburgunder på så højt niveau og for nogle af vinene endda førend de reelt er frigivet.

Tak til Mr Ruby … altid en fornøjelse af besøge dig.

Andre smagninger

Houlberg tester vine fra Weingut Birgit Eischinger … sød winzerin i Straß im Straßertale

På Langenloiserstraße 365 i den lille østrigske by Straß im Straßertale finder vi Weingut Birgit Eischinger. Det er i den østlige del af Waldviertel i Niederösterreich og helt præcis det lillebitte Kamptal område.

Der findes 28.145 hektar vinmarker i hele Niederösterreich, hvoraf der i det lille Kamptal er 3.907 hektar marker. Af disse hektarer ejes 15 hektar beliggende i den smukke Straßertale dal netop af Birgit Eischinger, der siden 1992 har lavet vin på den paradisiske plet.

Hun overtog sine forældres vinmarker på 3,5 hektar sammen med hendes mand Christian og startede Weingut Birgit Eichinger. I dag har Birgit 15 hektar vinmarker på nogle af de bedste steder omkring Straß og er fordelt med parceller på vinmarkerne Hasel, Rosengartl, Stangl og Wechselberg samt de 3 Erste Lage marker Gaisberg, Heiligenstein og endelige Lamm, der ligger for foden af Heiligenstein.

Netop Heilingenstein betegnes som en af de allerbedste marker i Kamptal … helt klassisk Riesling mark med rødlig forvitret sandsten og basaltisk, vulkansk undergrund. Flere hævder endda, at marken nok er den bedste Riesling mark i hele Østrig.

Derfor dyrker Birgit selvfølgelig også Riesling på Heilingenstein og kigger vi samlet på fordelingen mellem druersorterne, så er hendes marker beplantet med 60% Grüner Veltliner, 10% Roter Veltliner, 25% Riesling samt 5% Chardonnay.

Birgit driver vinhuset efter de stolte østrigske traditioner og er da også medlem af Traditionsweingütern Österreich, som vel nærmest er en sammenslutning af vinproducenter fra Krems og Kamptal, der mødes og udveksler erfaringer med henblik på at lave vine, der afspejler netop deres lokale terroir.

I dag hjælper datteren Gloria også til på vingården, så det er rigtigt girlpower … og Birgit er faktisk også medlem af den lille erfa-gruppe 11 Frauen und Ihre Weine, der mødes og drøfter vin. De siger ikke, at de er bedre end mænd … faktisk siger de blot, at

  • kvinder har absolut ingen fordel i forhold til mænd,
  • kvinder klipper ikke nødvendigvis vinstokkene bedre, kører heller ikke traktoren bedre eller pløjer bedre,
  • kvinder er heller ikke bedre til at beskytte druerne mod sygdomme og skadedyr,
  • kvinder er heller ikke på nogen måde mere omhyggelige med at skære druer fra vinstokkene,
  • kvinder laver heller ikke vinen mere entusiastisk eller forsigtig i kælderen,
  • kvinder taler ikke mere med vinen end mænd,

… og alligevel, når kvinder producerer vin, så er resultatet altid vine, som mange mænd gerne ville ha’ lavet! Og hvorfor det er sådan, det ved kun de 11 kvinder i 11 Frauen und Ihre Weine … så lad dig blive overrasket. Det er sgu god stil 🙂

Nå, men Birgit Eischinger laver 11 forskellige vine fordelt på 2 Ortsweine, som er hendes basisvine, og så 9 Lagenweine. Her i vor egen andedam importeres vinene af de gæve gutter hos Andrup Vin, som har bedt mig teste 6 af Eichingers vine … de 2 Ortsweine og 4 Lagenweine og samlet på Birgits 3 hvidvinsdruer.

Samlet er det disse vine:

Jeg har smagt alle vinene, så mine anmeldelser og beskrivelser af vinene har jeg linket til ovenover.

Og lad mig med det samme sige, at Birgit Eichinger laver rigtig fine hvidvine. Hun laver arketypisk Grüner Veltliner, en charmerende vin på Chardonnay, men de bedste er – i mit småslørede objektiv – hendes Riesling vine.

Vinen er på Riesling er klart anderledes end både i Tyskland eller Alsace. Her er der ikke masser af petroleum, sødme eller en stor tyngde, men meget blide, sarte vine, som måske endda kan betegnes som værende småfeminine. Jeg synes, at specielt hendes topvin fra marken Heiligenstein imponerer, men giv vinene god tid i glasset til at udvikle sig … så får du flest indtryk.

Så tak til Andrup Vin for den lille test … sjovt at smage sådan et lille batteri fra en enkelt producent.

Andre smagninger

Barolo MGA terroir smagning part 2 … fra kommunerne La Morra, Monforte og Serralunga

Menzione Geografica Aggiuntiva – eller blot MGA – er en slags opdeling af subzoner/kommuner og vinmarker i Piemonte lavet i 2010 af det lokale konsortie Consorzio di Tutela Barolo Barbaresco Alba Langhe e Dogliani og alle kommunerne.

Det kan ingenlunde sammenlignes med inddeling af Cru’er i fx Frankrig, men giver en nogenlunde orden på de mange marker i området, hvor flere og flere producenter gennem de seneste år er begyndt at anvende markbetegnelser på deres vine. Man kan vel sige, at MGA’erne giver forbrugeren en større sikkerhed for de købte Barolo’er.

Jacob aka Mr Ruby havde kigget lidt nærmere disse MGA’er og så taget et godt initiativ til at nørde lidt med det til en ny Barolo terroir smagning, hvor vi kunne dykke ned i nogle af disse MGA områder … og så sammenligne vinene og blive en lille smule klogere … måske?

Sidst jeres flittige vinblogger smagte Barolo vine hos Jacob var til tilbage i maj sidste år, hvor vi smagte vin fra 3 forskellige fine Barolo marker, nemlig Ravera, Bussia og Cannubi. Det var i øvrigt den store Bussia mark, der stik imod forventninger løb med sejren. Du kan da læse om smagningen i mit blogindlæg; Barolo terroir smagning … er bedste Barolo fra Ravera, Bussia eller Cannubi?

Vi var samlet 17 deltagere til smagningen … herunder med et par glædelige gensyn med bl.a. baroloelskeren Jesper Stig samt sødeste Sofie fra VildMedVin … og så ellers en flok dejlige mennesker, som alle også var nysgerrige på aftenens tema  … men hvad var også not to like?

Jeg fik mig placeret ved kaptajnbordet … aka bordet med Mr Ruby, hans barolobuddy Jesper, dennes frue, Sofie samt et par unge fyre, der også var skarpe på Barolo. Derefter var vi – spændte som springfjedrene på en madras i et gammelt bordel – klar til at konsumere lækker Barolo.

Menzione Geografica Aggiuntiva

Der er mange delte meninger om MGA systemet i Barolo … vinbønderne er selv ikke helt tilfredse, for et sådant system har en tendens til at tilgodese de bedste vine og nærmest overse de mere ordinære vine.

Så MGA inddelingen forstærker med andre ord udviklingen med anvendelse af marknavne … bare fra 2011 til 2016 er andelen af vine med marknavn steget fra 39% til 57%.

Der er i alt 181 MGA’er, hvoraf 11 er kommuner … og 170 dermed marker. Og dér kommer også en anke mere, for vinmarkerne i de 11 områder er ikke udvalgt på samme måde, for hver kommune skulle selv udpege hvilke parceller/områder, som skulle have en MGA.

La Morra og Serralunga d’Alba har hver 39 MGA’er skarpt forfulgt af Barolo med 37 MGA’er og Castiglione Falletto med 20 MGA’er, Den største MGA vinmark er Bricco San Pietro, der dækker 380 hektar, mens den mindste er Bricco Rocche, der kun dækker 1,5 hektar.

Dermed kan jordbundsforholdene på de store MGA’er være enormt forskellige. Om selvom Castiglione Falletto fx har hele 20 MGA’er, så dækker de samlet alene 25 hektar. Til sammenligning er Bussia omkring 300 hektar.

Smagningen

Vinskribenten Alessandro Masnaghetti er en af dem, som i alle detaljer har skrevet om MGA’erne i Barolo … og to tykke bøger med titlerne Barolo MGA Vol. 1 og Barolo MGA Vol. 2 vidner om, at det virkelig er et område, som man nørde i … og derfor startede Jacob også smagningen med at vise os de 3 MGA’er La Morra, Monforte samt Serralunga på Masnaghettis 360 grader online Barolo kort.

En virtuel tur, hvor Masnaghetti har kortlagt, hvor de forskellige vinproducenters marker ligger på de forskellige parceller og lavet med 360 grader view, zoom og et fantastisk detaljegrad.

Vi fokuserede kort på de 3 MGA’er, som var i spil denne aften, nemlig La Morra, Monforte og Serralunga. Der var 4 vine fra hvert af disse 3 områder og de repræsenterede samtidig 11 forskellige marker.

Jeg har ledt efter en oversigt, hvor de 170 forskellige MGA marker er listet op i hvert område, men kan ikke finde en sådan på nettet, hvilket pisser mig lidt af. Den er sikkert i Alessandro Masnaghettis bog … men hvorfor er en sådan liste ellers så svær af finde på fx internettet? Når jeg finder en, så skal jeg nok bringe den her på Houlbergs Vinblog. I promise.

Den overordnede opgave for deltagerne denne aften var at spotte, om vinene kom fra enten La Morra, Monforte eller Serralunga, mens vi sekundært selvfølgelig også skulle forsøge at gætte producenten. Alle vinene blev hældt op i glassene, mens vi ikke var i lokalet og inden vi  gik i gang så fortalte Mr Ruby lige kort om nogle af de karakteristika, som hvert område har.

La Morra

Det er områdets højest beliggende by i det nordvestlige hjørne af Barolo området. De syd/sydøst vendte skråninger under La Morra skaber fantastisk Nebbiolo, som er mere let tilgængelig som ung og ofte med et floralt strejf. De mest imødekommende vine i aftenens lineup.

Monforte d´Alba

Monforte ligger i den sydlige del af området, hvor vinmarkerne er langt mere varieret … og hvor Bussia fylder meget på grund af sin størrelse. Vinene fra Monforte har måske lidt mere dybde, mere varme i stilen og måske endda med et strejf af lidt chokolade.

Serralunga

Området ligger i en del mod øst og leverer klart de mest tanninrige vine denne aften. Jordbunden her består af sandsten og er meget fattig, så vinstokkene skal søge megetdybt for at finde næring.

Med disse få rettesnore gik vi så i gang … 3 sæt med 4 vine i hvert sæt og det betød, at aftenens vine dermed kom til at se sådan her ud i den rækkefølge, som vi smagte vinene:

Resultatet og vinderne

Skal vi først kigge på den primære udfordring med at spotte, om vinene kom fra enten La Morra, Monforte eller Serralunga, gik ret godt. Jeg havde selv 10 ud af 12 rigtig og det gjaldt vist hos store dele af deltagerne, selvom en kæk kommentar om, at Conterno Fantino havde flyttet alle sine marker til Serralunga fik hele forsamlingen til at grine.

Vinderen målt på højeste gennemsnit blev måske lidt overraskende Giovanni Manzone, men også Rattis høje placering havde jeg heller ikke selv set komme. Dermed kom top 5 til at se sådan her ud.

  1. 2015 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere – 95,5
  2. 2015 Parusso, Barolo Bussia – 94
  3. 2015 Renato Ratti, Barolo Conca – 93,8
  4. 2015 Michele Chiarlo, Barolo Cerequio – 93,7
  5. 2015 Elio Grasso, Barolo Gavarini Chiniera – 93,7

Min egen top 5 så selv lidt anderledes ud:

  1. 2015 Parusso, Barolo Bussia – 97
  2. 2015 Voerzio Martini, Barolo La Serra – 97
  3. 2015 Renato Ratti, Barolo Conca – 96
  4. 2015 Michele Chiarlo, Barolo Cerequio – 95
  5. 2015 Giovanni Manzone, Barolo Gramolere – 95

Det passer meget godt med, at jeg simpelthen elsker Parusso, Voerzio og Chiarlo, men både Manzone og Ratti var simpelthen i topform denne aften. På min egen 6. plads kom Elio Grasso lige efterfulgt af Conterno Fantino.

Ud af de 12 vine, så havde jeg smagt 4 af vinene tidligere, så der har jeg selvfølgelig bare linket til mine gamle smagsnoter og ratings, men hverken smag eller min rating af disse var meget anderledes end første gang. De øvrige anmeldelser og beskrivelser har jeg selvfølgelig også linket til ovenover.

Samlet blev det igen en monstrøs vinaften extraordinaire … så en stor tak til Mr Ruby for at sætte en sådan smagning op. Det var ret enestående at smage 12 top Barolo vine fra 3 områder målt op imod hinanden. I starten virker vinene ens … men hurtigt kommer alle de små, finurlige forskelle op og man finder hurtigt frem til, hvad man bedst kan lide og omvendt.

Vi sluttede som de andre aftener med lidt ost og brød … og dertil selvfølgelig lidt af slanterne fra blindsmagningen. Jeg nåede dog kun et lille glas Chiarlo inden fruen holdte udenfor klar til at hente og høre mine røverhistorier om alle vinene og det herlige Barolo selskab. Tror ingenlunde, at hun hørte efter.

Andre smagninger

Best Riesling Alsace 2020 … og Houlberg smager og vurderer vinderne

For anden gang i Danmark er der afholdt Best Riesling Alsace … en udvælgelse af de 30 bedste Riesling fra Alsace valgt ud mellem ikke mindre end 100 tilmeldte vine. Og jeres flittige vinblogger har selvfølgelig testet vinderne … eller 27 af dem.

Det gjorde jeg også sidste år, hvilket du kan læse mere om mit blogindlæg Houlberg kårer bedste Alsace Riesling … sammen med en lille jury. De 100 tilmeldte vine var i alle prisklasser fra forskellige producenter og ikke mindre end 65 af vinene var fra Grand Cru marker og 58 af de tilmeldte vine var enten økologiske eller biodynamiske.

Det var et dommerpanel af 8 rutinerede vinfolk, som havde smagt de 100 vine og udvalgt de 30 bedste, bl.a. sommelier Nina Højgaard Jensen, Mads Jordansen, Frederik Kreutzer og andre kyndige, kompetente vinnørder.

Da næsten alle de udvalgte var havnet hos jeres private vinblogger, hvorfor så ikke teste dem blindt for at finde de 3 vine, som kunne indtage podiet som de allerbedste af de allerede bedste?

Som i dommerpanelets kåring af de 30 bedste Alsace Riesling, så blev alle vinene her også smagt blindt uden nogle ydre kendetegn på flaskene … så som halsfolie. Men i stedet for 100 point-skalaen, så skulle vinene blot bedømmes efter Houlbergs helt egen 7 Thumbs Up skala … det skal jeg nok vende tilbage til.

Inden skal vi dog lige kaste et blik på Alsace og jeg vil først kigge generelt på Alsace og områdets store fokus på Riesling. Da hele 58 af de samlede 100 vine enten var økologiske eller biodynamiske, så kigger jeg også nærmere på, hvorfor dette i dag fylder så meget i Alsace. Sidst måske lidt om Alsace som turistmål?

Alsace og Riesling

De fleste – vinkendere eller ej – kender Alsace på grænsen mellem Frankrig og Tyskland og lige mellem bjergkæderne Vogeserne og Schwarzwald … det smukke gamle tysk/franske område med små, bedårende byer med gamle bindingsværkshuse, storkereder og selvfølgelig masser af hvidvin.

Du har måske endda selv kørt på Route des Vins d’Alsace … den 170 kilometer lange og smukke vinrute, som snor sig gennem hele Alsace og forbi nogle af de bedste vinproducenter og områder.

Alsace er perfekt til dyrkning af vin … ligger i læ af Vogeserne og har et tørt, et solskinsrigt klima og en kompleks jordbundsforhold. Der produceres da også årligt omkring 160 millioner flasker vin i Alsace og heraf er 90% hvidvine på de mest udbredte sorter som Sylvaner, Pinot Blanc, Riesling, Muscat d’Alsace, Pinot Gris og Gewurtztraminer.

Der har været dyrket vin i Alsace i hvert fald siden det første årtusinde, og i Middelalderen var vinene fra Alsace blandt de mest anerkendte og siden 1400-tallet har broderskabet Confrérie Saint-Étienne på Château de Kientzheim bestræbt sig på at garantere og promovere Alsace-vinenes omdømme.

Jordbunden i Alsace er meget sammensat, men der er både granit, kalksten, gnejs, skifer, sandsten og andre stenarter. Der er samlet 15.298 hektar vinmarker, som strækker sig over 2 departementer Haut-Rhin og Bas-Rhin. De fleste store producenter befinder sig i det sydligste af Haut-Rhin.

Vinene fra Alsace falder lidt uden for rammerne af den franske vinlovgivning, hvilket bl.a. skyldes regionens lange kulturelle og politiske tilhørsforhold til Tyskland.

Instituttet INAO aka Institut National des Appellations d’Origine har lavet 3 klassifikationer i Alsace, altså AOC’er. Disse attesterer, at vinene stammer fra et geografisk defineret produktionsområde, hvorfor AOC er en officiel ægthedsgaranti.

De 3 AOC’er er AOC Alsace, AOC Alsace Grand Cru og AOC Crémant d’Alsace. AOC Alsace klassifikationen stammer fra 1962, mens AOC Crémant d’Alsace fik sin status i 1976.

AOC Alsace Grand Cru appellationen startede i 1983, hvor de første 25 marker fik deres Grand Cru status. Der er senere kommet flere til og i dag findes der 51 Grand Cru marker i Alsace og de står bag omkring 4% af de samlede produktion.

Der må alene dyrkes Riesling, Pinot Gris, Gewurtztraminer og Muskat på Grand Cru markerne … dog er der på en enkelt mark tilladt Sylvaner.

I de bedste årgange bliver AOC Alsace eller AOC Alsace Grand Cru vine tildelt en af betegnelserne Vendanges Tardives eller Sélection de Grain Nobles, som gives til mere sjældne, naturligt rige og søde vine af sent høstede druer.

Ud af alle de tilladte druer, så benævnes Riesling ofte som kongen af Alsace. Duens enestående evne til at kombinere koncentration og fylde med dybde og finesse er berømt verden over, ikke mindst på grund af de sublime resultater der opnås i Alsace.

Generelt er Riesling fra Alsace – og det gælder sådan set alle hvidvinene fra Alsace – mere fyldige og ekstraktrige end deres tyske søstre bl.a. på grund af forholdene i områdets terroir. Vinbønderne i Alsace har heller ikke helt så mange regler, fx er chaptalisering aka tilsætning af sukker i vinen lovligt, men anvendes sjældent i dag og primært noget man gjorde før klimaforandringerne … problemet i dag er nærmest det modsatte- for meget sukker.

Riesling er i dag hoved druen i Alsace … altså den druesort, som er mest udbredt. Den udgør omkring 21,7% af markerne og det tal er endda stigende, da Riesling er meget populær.

En Alsace Riesling har en elegant duft og typisk med noter af citrus, pære, hvide blomster, men også krydderier som anis, spidskommen, lakrids og fennikelfrø.

Når Riesling modner, har den en evne til at give forskelligt udtryk afhængig af den jordbund, den gror på, især når det drejer sig om vin med betegnelserne Grand Cru og Lieu-dit. Alsace Riesling er tør og rank og kan holde sig i årtier. Den bliver kun bedre af at ligge i kælderen.

Økologiske og biodynamiske Alsace

Alsace er et af de vinområder, hvor økologisk og biodynamisk drift i dag er meget udbredt. Det var allerede i begyndelsen af 1970’erne, at denne form for landbrug og vinproduktion begyndte.

Man startede startede med at stille spørgsmål ved brugen af både svovl, pesticider og andre kunstige sprøjtemidler, som førte til både en forringelse forringelse af jord, luft, vand og natur, bl.a. en nedsat balance mellem fauna og flora. Dernæst … er det sundt for menneskerne?

I dag er Alsace den største biodynamiske vinregion i hele Europa med ikke mindre end 880 hektar vinmarker biodynamisk certificeret og det svarer til 5,6% af alle vinmarker i Alsace. Det er simpelthen rekord i Europa.

Omkring 70 producenter er certificeret enten med via Demeter, som er den internationale certificeringsforening, eller via franske Biodyvin. Alle disse producenter er selvfølgelig også certificeret som værende økologiske, hvilket er et krav både med Demeter og med Biodyvin.

Samlet drives 2.550 hektar vinmarker i Alsace økologisk certificeret, hvilket svarer til  16,5% af samlet vinmarker i Alsace … og det er også en hel andel sammenlignet med de fleste andre europæiske vinregioner.

Mange er lidt skeptiske omkring den biodynamiske vinproduktion, bl.a. det med tilrettelæggelse af arbejdet efter en speciel kalender, der angiver månens og stjernernes positioner. Det omfatter mange som totalt hokuspokus og hippiesnak. Det kan du i øvrigt læse mere om i mit blogindlæg Har en yndig månestråle påvirket min vin?

Men én ting er i hvert fald positivt ved den biodynamiske drift i forhold til den økologiske, og det er brugen af kobbersulfat. Det er nemlig et faktum, at de biodynamiske vinproducenter bruger langt mindre kobbersulfat sammenlignet med de fleste af de økologiske avlere.

Grænsen for biodynamiske avlere er sat til kun 3 kg kobber pr. hektar årligt, hvilket er halvdelen af, hvad der i øjeblikket er tilladt i de økologiske regler.

Hvis du undrer dig, så er kobbersulfat er et kemikalie, der blandes med kalk for at blive sprøjtet på vinstokkene. Det modvirker bakterier og svamp … typisk meldug.

I denne smagning var 58 af de oprindelig 100 tilmeldte vine enten økologiske eller biodynamiske, hvilket også vidner om Alsace flotte position på dette vigtige område.

Turist i Alsace

De økologiske og biodynamiske vine kan også nydes som turist i Alsace … fx når man følger vinruten … Route des Vins d’Alsace, der 170 kilometer lang snor sig gennem alle de vinproducerende områder af Alsace og samtidig nogle af de kønneste steder.

Ruten er lagt så den, på dens hovedsageligt nord-sydgående retning, passerer gennem i alt 67 kommuner i regionen. Det er maleriske  landskaber, charmerende byer, dejlig vin og god mad i rigelige mængder.

Den mest berømte by på vinruten er Colmar, der på grund af sine charmerende små kanaler, også bliver kaldt Lille Venedig. Byen er ganske enkelt enestående med sine fine og rige kulturarv, der byder på maleriske bindingsværkshuse, hyggelig byliv og en over 1.000 år gammel historie … en god base for udforskning af Alsace.

Og Alsace er fyldt med små, charmerende byer … fx Ribeauvillé, Eguisheim og Bergheim som nogle af de mest vinøse. Det er smukke, gamle middelalderbyer med brostensgader flankeret af skæve bindingsværkshuse i alverdens farver.

Smagningen af vinene

Og det var også farverige vine, som vi smagte en varm sommeraften i august og i forhold til sidste år, så synes jeg faktisk, at niveauet var endnu højere … masser af af lække Riesling.

Vi holdte smagningen hos Falken … under hans overdækkede terrasse og vi havde alle spyttet lidt i kassen til lidt let tapas til undervejs at følge vinene på vej. 27 vine uden mad kan godt være lidt af en mundfuld, så lidt fast føde efter 3-4 sæt gjorde underværker.

Som nævnt indledningsvis, så var det en blindsmagning, hvor alle vinene var skønsomt blandet, således jeg heller ikke vidste, hvilken vin vi fik i glasset. … med andre ord helt tilfældigt. Herunder har I oversigten over vinene:

Vi smagte vinene i sæt af 3 vine, afgav point og sådan fortsatte vi så hele 9 gange. Ovenover har jeg efter hver vin skrevet både min egen rating og derefter den gennemsnitlige rating. Der var stor variation i vore vurderinger og nogle gav generelt lave karakterer, mens Jan og undertegnede var de mest gavmilde.

Vinderen var der aldrig tvivl om … alle var totalt begejstrede, da de smagte Riesling Grossi Laüe fra Famille Hugel. Dermed kom top 3 til at se sådan her ud:

  1. 2013 Famille Hugel, Riesling Grossi Laüe
  2. 2010 Château d`Orschwir, Riesling Grand Cru Kessler
  3. 2017 Henri Fuchs, Riesling Grand Cru Kirchberg de Ribeauville

Det passer nogenlunde med min egen vurdering … dog ville jeg bytte om på 2. og 3. pladsen. Men Hugel vinen var simpelthen outstanding, men vistnok også den dyreste i feltet … så god smag koster og selv i en blindsmagning står sådan en vin ud.

Jeg har selvfølgelig as usual linket til mine anmeldelser af alle de smagte vine … hele 27 af slagsen og som vanlig med noget om vinhusene, historien, folkene og mine præcise smagsnoter.

Fed oplevelse … stor tak til Falken for lokation og selvfølgelig CIVA samt Dorte Pontoppidan for fremsendelsen af vinene.