Så er det tid til lidt US Chardonnay, men slet ikke californisk Chardonnay, men derimod fra det langt køligere område Finger Lakes i New York regionen i det østlige USA ved Keuka søen lidt nord for byen Hammondsport … og vinen er endda lavet af en dansker.
Vinen kommer nemlig fra vinhuset Ravines Wine Cellars, der er grundlagt i 2001 af danskfødte Morten Hallgren sammen med sin hustru Lisa. Morten er født i Danmark, men han flyttede som 15-årig til Frankrig sammen med sine forældre, som drev en vingård i Côtes de Provence regionen i Frankrig.
Forældrene drev Domaine de Castel Roubine med knap 70 hektar vinmarker og der lærte Morten først om fremstilling af vin. Det var derfor heller ikke underligt, at Morten senere valgte at uddanne sig som vinmager/ønolog på Ecole Nationale Supérieure d’Agronomie i Montpellier .. en af verdens største skoler indenfor vin.
Derefter fik Morten arbejde på 2. Cru Classé slottet Cos d’Estournel i Medóc i Bordeaux, men derefter rejste han sammen med sin hustru Lisa – som han havde mødt, mens han boede på Domaine de Castel Roubine – til USA.
Der arbejdede han bl.a. på Cordier Estates i West Texas og senere hos Biltmore Estate i North Carolina inden han i 1998 blev spottet af Willy Frank fra Dr. Frank’s Vinifera Wine Cellars. Og Willy tilbød Morten et job som ansvarlig vinmager på vingården ved Keuka Lake i Finger Lakes området i staten New York i det østlige USA. Dr. Frank’s Vinifera Wine Cellars var en af pionererne indenfor vinproduktionen i Finger Lakes området.
Morten så straks et kæmpe potentiale i det ukendte vinområde og satte også straks sit præg på disse cool-climate vine og sideløbende med arbejdet for Willy Frank, så kunne han opkøbe udvalgte marker på nogle af området bedste sites. Og i 2001 grundlagde han så Ravines Wine Cellars og er siden vokset markant.
I dag driver Morten og Lisa Hallgren samlet 130 hektar vinmarker, hvoraf nogle af markerne er ejet og andre lejet. De fordeler sig på en række marker, men de 3 vigtigste marker er Argetsinger Vineyard og 16 Falls Vineyard ved Seneca Lake og White Springs Vineyard ved Keuka Lake.
Lad os smage én af Mortens vine, nemlig hans Chardonnay, hvor druerne kommer fra flere marker, men dog med en 84% overvægt fra den ler- og skiferholdige mark 16 Falls Vineyard, der ligger på østbredden af Seneca Lake. 9% af druerne kommer fra den mere kalkholdige White Springs Vineyard ved Seneca Lake og resten kommer fra den højtliggende Hobbit Hollow Vineyard ved Skaneateles Lake.
Vinificeringen sker i to parallelle processer. I den ene proces så presses 80% af druerne uden afstilkning og denne del gærer på franske egetræsfade, hvoraf 16% er helt nye.
De resterende 20% druer tørrer en smule via lufttørring inden vinifikationen. De dehydrerede druer presses nænsomt og gærer på fade, gennemgår derefter fuld malolaktisk gæring, der blødgør syren og så lagrer vinen derefter 9 måneder sur lie – på bærmen – inden endelig sammenstikning og flaskning.
WAUW … en lidt anderledes aroma, hvor der både er nødder, toast, æbletærte, modne æbler, pærer, kvæde, abrikos, akacietræ, vanilje, figner og en smule timian. Det er ikke overdone, men har en tilpas mængde fadnoter.
Smagen er fed, cremet og lettere olieret med krydrede noter samt grillet citron, lemon, fed grape med olieret bitterhed, nogle lidt salte elementer, mineraler, en krydret syre, hasselnødder og fin, småfed og lang eftersmag. 5 fede houlbergske fingre med pil op.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.