Fra de små flaske-/fadprøver på Weingut J. Neus’ 2 topvine anno 2018 var næste glas deres Horn Spätburgunder Großes Gewächs.
Druerne kommer selvfølgelig fra Großes Lage marken Horn, der strækker sig i østlig retning henover Mainzer Berg og hvor Horn ligger på et lille højdedrag. Jorden på Horn består af fossile rester, kalksten og sandler, som er god til at holde på vandet.
Vinen er lavet med spontangæring og efter endt fermentering er den lagret på gamle egetræsfade i 18 måneder.
Duftmæssigt er der lidt af samme aromaer, som hos Pares … men mere kompleks, lettere, syrligere og vildere. Der er masser af fed og stinkende mødding og landlige aromaer, røg, hindbær, jordbær samt yoghurt. Derudover kommer der både mentol, tjære, violer samt lette aftryk fra fadene.
Smagen er … i mangel af bedre ord; smuk. Ren, direkte, fin og med den lyse frugt i så fin balance. Der er jordbær, hindbær, ribs og med en syre, der er fabelagtig og frisk. Der er igen pænt med garvesyre og grønne urter. Det minder på rigtigt mange områder om Pares, blot mere ren, lettere og lidt mere elegant. Dermed hoster jeg omgående op med 6 lette fingre med stor pil op.
Forhandles af Mr. Ruby, hvor en flaske i årgang 2017 koster 449 kr.