Den lille korporal aka Le Petit Caporal er sidste vin fra Morten Hallgren og hans vinhus Ravines Wine Cellars … igen et klassisk Bordeaux blend og et navn, der er en hyldest til Mortens afdøde ven Sam Argetsinger, som var en rigtig stor beundrer af den lille korporal Napoleon Bonaparte.
Det er alene 3. gang, at Morten har lavet vinen, hvor 2015 altså var første gang og en stor del af druerne til vinen kommer netop fra Sams elskede Argentsinger Vineyard, som Sams søn Beren Argetsinger i dag driver videre.
Blendet i Le Petit Caporal varierer lidt fra år til år, men i denne årgang 2017 består det af 43% Cabernet Sauvignon, 40% Cabernet Franc og 17% Merlot. Og Cabernet Franc druerne kommer fra den nederste del af Argentsinger Vineyard, mens Merlot og Cabernet Sauvignon druerne kommer fra den stejle Hoffman Vineyard.
Efter den manuelle høst er alle druerne afstilkede, hvorefter de gennemgår 5-6 dages koldmaceration inden gæringen sker i åbne kar over 3 uger med skindkontakt, daglige overpumpninger samt punch-down. Så lagrer hver druesort separat 10 måneder på et blend af 80% franske og 20% amerikanske barriques, hvoraf omkring 20% er helt nye.
Først derefter laves det endelige blend og vinen lagrer yderligere 6 måneder på neutrale, brugte fade.
Som med Maximilien Red Blend er sammenligningen med Bordeaux næsten skræmmende. Mørk og tør frugt, solbær, kirsebær, hindbær, stikkelsbær, violer, skovbund, cigarkasser, røg, kaffe, tobak, engelsk lakrids, mørk chokolade, kaffegrums, grøn peber … faktisk meget klassisk og dufter vildt godt. Har en sådan lille grøn nerve, som suppleres med lidt mentol og svagt lidt blomster.
I munden har vinen lidt samme indflyvning som Maximilien med syrlighed i frugten, virkelig frisk med et mineralsk bid, mellemrøde og syrlige bær, kirsebær, hindbær, blåbær, tonsvis af tanniner, som sætter sig på fortænderne. Vinen er tør, den er frisk, rank, syrlig, tanninrig og stor klasse … over mange gode Bordeaux vine.
Med forrige Maximilien skrev jeg, at den var bedste amerikanske Bordeaux- Wanna-Be i lang tid. Det fortryder jeg nu, for den titel tager denne Le Petit Caporal. Men som en gammel statsminister engang sagde; man har et standpunkt, til man tager et nyt.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 6 flasker.