Vi skal lige forbi den innovative Christophe Erhart på Domaine Armand Hurst i Turckheim igen, for vi skulle også smage hans 2017 Riesling Grand Cru Brand Vieilles Vignes.
Som I måske husker fra det forrige indlæg med Hurst, så er Grand Cru marken Brand husets bedste mark og Christophe har en parcel på hele 7 hektar på den fine mark, hvilket gør ham til den største enkeltejer af denne eksklusive Grand Cru mark. Og med samlet 9,5 hektar vinmarker, så er Brand også særdeles vigtig for Christophe.
Vinen er lavet med spontangæring i store foudres efter presningen og det anvendes naturligvis alene de naturlige gærceller fra druerne. Efter endt fermentering er vinen også lagret sur lie i egefadene.
Til at starte med dufter det, som om vinen har fået faglagring. Der er noget, som minder om akacietræ, harpiks, nogle vilde aromatiske dufte, som pirrer din næse. Det dufter faktisk vildt godt, noget røg, abrikos, citroner, ingefær, mineraler, tør knust sten, fin lethed og luftighed i næsen. Hmmmmm.
Smagen er virkelig god … hænger vildt godt sammen med både abrikos, fersken, lemon, citroner … igen denne tørre og stenede mineralitet, som giver vinen en præcis kant, som sammen med en pæn og lidt poleret syre giver vinen fin balance.
Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 235 kr.