Mer’ Barolo i glasset … herligt, for næste er en Barolo Ornato fra Azienda Vinicola Palladino, der ligger i Serralunga d’Alba og i øvrigt næsten nabo til Schiavenza.
Vinhuset er grundlagt i 1974, hvor Piero Palladino købte sin ejendom Cappellano. Piero var selv uddannet ønolog fra Albas vinskole Istituto Enologico og havde efter krigen boet i Biella, hvor han arbejdede hos en lille vinhandler. Han flyttede med købet af Cappellano vingården tilbage til Alba området, men overlod dog selve driften af gården til fætter Maurilio Palladino, der hurtigt blev hans forretningspartner.
Maurilio Palladino drev vingården i mange år sammen med sin kone Domenica, men i dag er det børnebørnene, som driver stedet. Det er nemlig Maurilios datter Veronica og hendes mand Alessandro samt Margherita, som er datter af Mauro Palladino … Pieros søn.
Palladino har samlet 30 hektar vinmarker, der er fordelt på parceller på markerne San Bernardo, Ornato, Parafada, Gabutti og Serra. Her er det husets Barolo fra Ornato marken i 300-390 meters højde.
Vinen er lavet efter nogle af de klassiske forskrifter … gæring og maceration i termostyrede rustfri ståltanke og betontanke efter en blød presning … lang gæringstid og efter endt fermentering er vinen lagret i store franske og slavonske egefade.
Næsen byder på lidt apotek, syrlig mødding, ensilage, kærnemælk, mælkesyre og en næsten overmoden og funky frugt, fernis, lak, lidt brakvand eller gammel blomstervand. Det står sgu lidt ud og det er faktisk også gældende for smagen, hvor der ganske vist er godt med syre, stærke tanniner og hård peber, men den taber hurtigt pusten og bliver lidt flad. Det blev for mig klart aftenens ringeste vin med beskedne 88 point.
Forhandles herhjemme at Bottle.dk, men denne årgang 2015 kan ikke findes, men en 2009’er står til 256 kr.