Houlberg skulle smage endnu en Crémant d’Alsace fra brødrene Thierry og Maxime Mann på familiens gamle vinhus Wunsch et Mann i Wettolsheim og det blev deres Crémant d’Alsace Brut Tradition.
Jeg smagte tidligere deres Crémant d’Alsace Chardonnay Brut – og skrev lidt om vinhuset og deres lange historie siden 1793. Denne Crémant d’Alsace Brut Tradition er lavet på Pinot Blanc og Pinot Auxerrois, der høstes tidligere end normalt for at opnå et højt syreindhold.
Derefter presses druerne og gærer i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen tappet på flaske til andengæringen som har varet omkring 3 år inden degorgering.
I næsen er der grape, stikkelsbær, lemon, hyben, umodne grønne æbler, havtorn og grønne blade … streng, grøn og frisk. Med lidt luft i glasset dukker der lidt sødere frugt op … pærer og honningmelon.
Smagsmæssigt masser af livlig brus, tætte og små aggressive bobler, som dog hurtigt fader ud. Der er citroner, lemon og umodne æbler. Der er sgu pænt med syre … ikke så fin og elegant, men stringent, småvrissen og småbitter. Vild megen mineralsk syre.
Forhandles af Taastrup Ny Vinhandel, hvor en flaske koster 299 kr.