2017 Domaine Sohler, Riesling Lieu-dit Heissenberg, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Sohler, Riesling Lieu-dit Heissenberg, Alsace, FrankrigSå er vi ved vejs ende i Best Alsace Riesling smagningen og vi slutter hos Domaine Sohler, der ligger i Nothalten … en lille by på Alsace vinruten mellem Haut-Koenigsbourg og Mont Ste Odile. Vi smager nu deres 2017 Riesling Lieu-dit Heissenberg.

Vingården har været i familiens eje i mange generationer og det var oprindelig et traditionelt landbrug med både korn og vinavl, men druerne blev blot solgt videre. Men da André og hans hustru Marthe Steinbach i 1964 overtog driften fra faderen Germain Steinbach, så satsede de mere på vinproduktion og begyndte at producere og flaske vine, mens det øvrige landbrug langsomt blev afviklet.

I dag er det Andrés nevø Philippe Sohler, som har overtaget vingården og driver den sammen med sin hustru Christine og deres døtre Lydie og Marine. Philippe er selv vokset op på vingården, men havde egentlig valgt en karriere som flymekaniker i luftvåbenet inden rødderne og livet som vinbonde kaldte i 1995.

Domaine Sohler har samlet 11 hektar vinmarker, som alle ligger omkring Nothalten og der dyrker familien Riesling, Gewurztraminer, Pinot Gris, Pinot Noir, Muscat, Pinot Blanc og Sylvaner.

Her smager vi deres 2017 Riesling Lieu-dit Heissenberg fra deres serie kaldet Les Sol’Aires og parcellen Heissenberg. Vinen er lavet med langsom og kølig gæring på rustfrie ståltanke og er også alene lagret på ståltankene sur lie en periode.

Meget lys i glasset … næsten helt AGF hvid – og hvem ønsker at være det? Til gengæld er duften ret fantastisk med æterisk lethed, hvide og sarte blomster, tonsvis petroleum, fin symaskineolie, som får aromaerne til at prikke små nåle i næsen, let oxideret frugt, pærer, melon, fersken, lidt kandiserede noter samt en kalket mineralitet.

Smagen er let, frisk med citrus, lemon og grape. Der er en fin og dejlig syre, som sammen med bitterhed og lethed gør vinen fin og elegant. Det er samtidig en meget tør Riesling, tager et fast greb i din mund og vil klart bestemme. Eftersmagen er sindssyg lang.

Forhandles af Cafe Sebastopol, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7