2018 Weingut Birgit Eichinger, Riesling Ried Zöbinger Gaisberg Erste Lage, Kamptal, Østrig

2018 Weingut Birgit Eichinger, Riesling Ried Zöbinger Gaisberg Erste Lage, Kamptal, ØstrigDe sidste 2 Riesling vine, som Houlberg smager fra Weingut Birgit Eichinger, er begge Erste Lage vine. Den første er denne 2018 Riesling Ried Zöbinger Gaisberg Erste Lage.

Druerne til vinen kommer jo selvfølgelig fra Zöbinger Gaisberg marken og endda helt præcis fra den øverste del af marken, hvor der er en undergrund med masser af skifer. Den del vender mere over mod Zöbing, så derfor hedder marken lige dér ikke Strasser Gaisberg, men altså Zöbinger Gaisberg.

Herunder kan du se marken med Riesling og anlagt i terrasser.

Druerne er høstet i starten af oktober med et  udbytte på 40 hektoliter pr. hektar samt en modenhed på 19° KMW, hvilket så svarer til omkring 92,3 Öchsle, altså det niveau, som i Tyskland vil svare til Kabinett, men vinen har alene 4,7 gram restsukker pr. liter, så den er lavet som en tør hvidvin … men er dog den vin af de smagte vine fra Birgit Eichinger med mest restsukker.

Vinen er alene fremstillet på rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret 9 måneder inden aftapning på flaske i  juli måned.

I næsen har vinen et lidt køligt, rent og stålsat udtryk. Der er intet petroleum, men lime, fersken og så tonsvis af blomster og fremstår endda lettere parfumeret. Der dukker dog også lidt olieagtige noter op … sådan lidt symaskineolie, linolie eller en klud med et lille svagt terpentinsk element. Der fornemmes nu også langt mere bund end foregående Riesling Strass, mer’ kompleksitet, finesse og elegance.

I munden spiller de forskellige elementer nu også meget bedre sammen med en delikat og lidt sart syre. Der er fortsat godt med citron i syren, mineralitet og samtidig virker vinen saftig og måske endda svagt læskende. Der er grønne æbler, fersken, lidt småsøde krydderier og så en smule bitter grape i eftersmagen, som bare hænger pænt længe i munden.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske 299,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 269 kr.

Vinanmeldelse 5/7