Kategoriarkiv: Store oplevelser

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Réva … totalt toptjekket resort, spa, restaurant og vinhus

Réva ligger lidt uden for Monforte d´Alba i sydlig retning mod Dogliani … godt gemt i en dal ved Ravera marken. Det var næste stop på min vinøse Barolo dag, og jeg havde aftalt et møde med Francesco Spadaro, som er salgschef på det tjekkede sted, som ligger helt fantastisk smukt og isoleret.

Det er ikke kun et vinhus, for driften omfatter også et hotel/resort med spa, wellness, massage, indendørs og udendørs pool, restaurant og såmænd også en 9-hullers golfbane, alt toptrimmet og moderne luksus til priser i den dyrere ende. Klart en sted for folk med tegnebogen i orden, lyst til forkælelse og måske lidt vino.

Ejendommen kan dateres tilbage til 1867, men blev i 2010 totalt renoveret og der er vist ikke meget af den gamle vingård tilbage. Det har været et større og dyrt projekt, men etableringen er foretaget af en tjekkisk rigmand, som blev forelsket i området omkring Monforte d’Alba og Barolo vinene.

Tjekken hedder Miroslav Lekes og har i hjemlandet er større virksomhed indenfor lægemidler. Francesco Spadaro fortalte, at den rige Lekes fortsat bor i sit hjemland, men kommer på besøg på vingården hver 3. måned. Og han har ansat et hold af unge mennesker til at drive stedet.

Den vinmæssige del er lagt i hænderne på Gianluca Colombo, som er en ung og lovende vinmager, som har vundet flere priser som en af de bedste unge producenter. Gianluca laver i øvrigt også vin på sin egen ejendom Segni di Langa og har tidligere arbejdet på kooperativet Terre del Barolo.

I Réva projektet har han sammenlagt 7,5 hektar vinmarker, fordelt på markerne Ravera ved vingården, Lazzarito i Serralunga og Cannubi i Barolo.

Der er 4 hektar med Nebbiolo, 1.5 hektar med Barbera, 1 hektar med Dolcetto og 1 hektar med Sauvignon Blanc … og alle markerne drives økologisk. Der anvendes derfor ingen syntetiske midler i hverken marker eller kælder … der anvendes alene certificerede bio-produkter og organisk gødning og man lader græs og urter gros mellem vinstokkene. Réva har registeret mere end 130 forskellige slags urter i markerne, hvilket giver en utrolig stor biodiversitet.

Rundvisning og smagning

Francesco Spadaro viste mig først rundt i vinhuset … lutter moderne faciliteter, men stedet er ikke stort. Den årlige produktion ligger også kun på 40.000 flasker og alene fordelt på 6 forskellige vine, som alle laves af Gianluca Colombo i samarbejde med den assisterende vinmager Daniele Gaia, som begge er uddannede ønøloger fra vinskolen i Alba.

Alt kører ultraprofessionelt … fra mark til vinkælder og i det tilhørende resort. Druerne høstes manuelt og sorteres 3 gange inden vinifikatinen. Der arbejdes helt klassisk med lang maceration, gæring ved lave temperaturer og udelukkende ved brug af druernes egne gærceller.

Vinene lages dog en smule mere modernistisk, nemlig med en kombination af barriques og store østrigske egefade, som er mellem 4 og 15 år gamle. Gianluca siger selv, at han er klassisk … og altså hverken traditionalist eller modernist.

Hvornår vinen tappes på flaske, ved han ikke på forhånd. Vi følger vinen og beslutter os på et tidspunkt. Jeg vil simpelt hen lave den bedste Barolo, har den unge vinmager tidligere udtalt.

Francesco Spadaro viste de forskellige elementer i produktionen, og den professionelle tilgang er meget tydelig. Der tænkes på alt … fx viste Francesco mig de nye etiketter, som var trykt på et bedre papir, som bedre kunne holde til at blive våde, når vinene serveres på restauranter og måske kommes i en isspand.

Efter rundturen, så havde Francesco sørget for, at der på terrassen – med udsigt til Ravera markerne og en stor lækker pøl nedenunder – var gjort klart til smagningen, selvfølgelig med et par store Zalto vinglas, lidt saltede mandler og en brochure om Réva. Tjekket.

Vi skulle igennem 4 af husets vine og jeg fandt ikke ud af, hvorfor vi ikke skulle smage alle 6. Det job havde jeg nok også magtet. Men det betød, at jeg smagte:

Rækkefølgen havde Francesco valgt, og var valgt ud fra, at de to første vine er de letteste. Det gav godt mening. Jeg fik noteret lidt smagsnoter, som de er selvfølgelig lagt på bloggen og linket til ovenover.

Og meget kan man sige om det tjekkede sted, men vinene smager bare fremragende. Det er bestemt et up coming vinhus, lette, lyse og fine Barolo’er. Jeg valgte et par flasker, som jeg købte med hjem inden kursen blev sat mod dagens sidste destination.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Parusso … med søde Giulia Parusso som Barolo turguide

Familiens sommerferie ved Lago di Garda var suppleret med et lille vinøst frikvarter for familiens mandlige overhoved aka den flittige houlbergske vinblogger. Det var selvfølgelig behørigt godkendt af den fruelige überboss – og bestod af et par dage i Monforte d’Alba nærmest i hjertekulen af Barololand.

Et par dage med vino på hovedmenuen, hvor jeg kunne lade min totalt alkoholiserede, drikfældige, deliriske og forfaldne nebbiolokrop forsumpe endnu et par promiller.

Jeg havde dog – hvis ret skal være ret – anvendt de medbragte løbesko – og tilhørende løbetøj – et par gange langs søbredden ved forrige destination, således vinbloggeren stod bare nogenlunde skarp i mødet med de dygtige druelandmænd i Italiens nok mest spændende og dyreste vinområde.

Inden afrejsen fra Danmark havde jeg fastlagt og aftalt de 3 besøg, som var indlagt på farmands lille timeout-skema fra den ordinære ferie … alle forholdsvis tæt på hotellet Il Grappo d’Oro, som var valgt som militært hovedkvarter aka headquarter for den houlbergske vinøse mission.

Il Grappo d’Oro var et perfekt udgangspunkt placeret centralt på torvet i Monforte d’Alba med et strategisk – og betagende – udsyn til hele området og de smukke vinmarker. Herfra kunne jeg besøge tonsvis af producenter. Familien var småtrætte, men havde wifi og var tilfredse, så Houlberg dampede afsted.

De udvalgte vinhuse til dagens tur var Parusso kl. 9.00, Réva kl. 11.00 samt Conterno Fantino kl. 14.30. Så derfor troppede jeg som første stod punktligt op hos Azienda Agricola Parusso, der ligger et par kilometer fra Monforte d’Alba på vejen mod Castiglione Falletto, faktisk næsten lige i trekanten mellem de 3 marker Marriondino, Rocche di Calstiglione og Bussia.

Porten var – som hos mange af producenterne i området  – lukket, men et par kluntede houlbergske gloser i samtaleanlægget om, at jeg da vist havde en aftale, virke tilsyneladende fint, for de store jernlåger gled langsomt op ind til det forjættede land.

Jeg havde booket min aftale hos Parusso med Denis Bottocin, men det blev i stedet den søde – og smukke – Giulia Parusso, som modtog mig i døren og skulle guide mig igennem alle husets vine. Mit held.

Giulia er datter af Tiaziana Parusso, som sammen broderen Marko Parusso driver det fabelagtige vinhus, som står bag den 2013 Barolo Bussia, som endte i toppen ved Mr Rubys fine, store Barolo terroir smagning tidligere i år, hvor der blev battlet mellem vine fra 3 terroirs … Cannubi, Bussia og Ravera.

Sjovt nok, så skulle netop Mr Ruby aka Jacob også besøge Parusso … blot dagen efter mit besøg.

Historien

Vinhuset Parusso er reelt startet i 1901, hvor Gaspare Parusso købte sin første parcel Sori dla Seira på vinmarken Mariondino, hvor han startede med at plante lidt Nebbiolo … og druerne solgte han til venner og de lokale kooperativer, idet den primære drift på gården var svineproduktion samt lidt almindelige afgrøder, ferskner og anden frugt.

Han gemte dog altid lidt druer, som han producerede lidt vin af … men det var nu udelukkende til familiens eget brug. Selve vingården købte Gaspare  i 1925 … tæt på parcellen ved Mariondino marken med en smuk udsigt udover Rocche marken.

Det var imidlertid Gaspares søn Armando, som så et større potentiale i vingården og i 1971 startede med selv at lave og sælge deres vine under Parusso familienavnet.

Han begyndte langsomt at omdanne driften fra almindelig landbrug til vinavl og -produktion. Han opkøbte flere parceller på både Bussia og Mosconi markerne for at udvide produktionen. Og det varede heller ikke længe inden, at han fik hjælp fra 3. generation i form af sønnen Marco, som allerede i en ung alder blev interesseret i vinproduktion.

Marco Parusso startede med at arbejde fuld tid i vineriet i 1986 efter afslutningen af sin uddannelse til ønolog i Alba. I dag driver Marco vingården sammen med søsteren Tiziana.

Det er Marco, som har udviklet vinhuset fra et lille lokalt vineri til et af de mest respekterede navne i hele Barolo. Og næste generation er også på vej ind i foretagendet … i hvert fald hjælper Tiazianas datter Giulia også til og ved alt om vinhuset og produktionen af vinene.

Samlet driver familien 28 hektar vinmarker, hvoraf de 18 hektar er egne marker, mens de sidste 10 hektar er via lejeaftaler. Markerne er fordelt på de tre marker Bussia og Mosconi i Monforte d’Alba samt Mariondino i Castiglione Falletto. På Bussia marken er det parcellerne Vigna Rocche og Vigna Munie.

Det giver basis for en årlig produktion på omkring 130.000 flasker vin, som er fordelt på et par hvidvine, 7 Barolo’er, et par Barbera vine samt selvfølgelig også en Dolcetto og Langhe Nebbiolo. Alt produceres på ejendommen, som Gaspare købte i 1925, men ejendommen er siden renoveret og udvidet betydeligt.

Parusso er én af de producenter, som udover at arbejde meget traditionelt i vinkælderen, også arbejder meget moderne markerne, som er inddelt i mikrozoner efter undergrund og beliggenhed. Og hver zone passes så individuelt … både omkring beskæring og organisk gødning.

Alt dyrkes økologisk og Parusso lader også græsset gro imellem vinstokkene, hvilker – efter deres vurdering – hjælper planterne med at blive sunde, stabile og modstandsdygtige over for sygdomme.

Smagningen sammen med Giulia

Vi startede mit besøg hos Parusso i det gamle smagelokale, hvor alle husets vine er linet op. Jeg blev enig med Giulia om, at jeg – en smule uhøfligt og imod mine principper – sprang deres Dolcetto og Barbera vine over, således jeg smagte de hvide samt deres Nebbiolo vine.

Jeg havde jo en bagkant, da jeg skulle være hos Réva kl. 11.00 og jeg vidste, at Parusso laver 6-7 Barolo’er. Samtidig ville jeg også gerne nå en rundvisning i vinkælderen, hvis det var muligt.

Det var helt fint med Giulia, som derfor startede med at servere mig det første glas … en Spumante Metodo Classico Brut og lidt en specialitet, som er lavet på ren Nebbiolo.

Samlet kom mit smageprogram til at se sådan her ud:

Giulia var den sødeste værtinde og hun fortalte om vinhuset, historien, produktionen og alle vinene. Jeg nåede samtidig at få noteret smagsnoter på alle vinene, så jeg har  derfor linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene.

Giulia viste mig også gamle fotos af familien og gården, der i mange, mange år fungerende som et almindeligt landbrug. Giulia fortalte, at hendes farfar Armando i 1950 havde 70 svin, som dengang var gårdens primære aktivitet.

Hun viste mig også et par gamle flasker Barolo, som hendes farfar havde lavet … en årgang 1967 og 1971. Dengang hed vingården også Armando Parusso.

Jeg var meget imponeret af vinene … deres almindelig Langhe Nebbiolo er fantastisk, men selvfølgelig er Barolo’erne en klasse over. Jeg faldt nok mest for deres Barolo Mariondino, som virkelig er let, feminin og så blød, mens Bussia – lige åbnet – lige skulle luftes lidt, men også smager monstergodt.

Heldigt for mig, så havde de lige dagen før åbnet en 2000 Barolo Bussia Riserva XX, som bare var spillevende og helt perfekt. En lille tår gulddråber af første karat. Det er planen, at vinen skal frigives næste år … 20 år efter høsten og Riserva XX er indtil videre udelukkende det midlertidige navn på vinen.

En 2010 Bussia Riserva imponerede mig ikke så meget, men Guilia fortalte, at vinen har en kurve … nærmest som et U, hvor den først er fin i starten, så har en periode, hvor den slet ikke performer og så igen bliver mere frisk derefter. Det var deres 2000 Barolo Bussia Riserva XX et godt eksempel på.

Giulia fortalte mig en af hemmelighederne ved Parussos bløde Barolo’er. Marco Parusso gør nemlig det, at han efter høsten af druerne ligger alle klaserne til tørre i store kasser … blot lige 3-5 dage i de kølige kældre.

Dermed tørrer stilkene en smule og ændrer farve fra grøn til brun, hvormed nogle af de værste bitterstoffer forsvinder. Druerne tager ikke skade af de korte tørring. Ved vinifikationen anvendes fortsat de hele klaser, men de nu brune stilke giver vinen et mer’ rundt og blødt udtryk.

Til sidst valgte jeg et par vine, som jeg måtte ha’ med hjem, og fik klaret betalingen. Derefter gav Giulia en lille rundvisning i vinkælderen.

Rundvisningen

Vi tog elevatoren ned i kælderen, hvor vi så det mest af selve produktionslokalerne. Vi så de store ståltankene til vinificeringen, plastkasser til den korte tørring af drueklaserne.

Vi så de mindre vandrette gæringstanke, hvor der er en snegl i bunden af tankene samt den store kælder til lagring af vinene på både barriques og egefade.

Generelt var kælderen langt større end jeg havde forventet, for der var virkelig mange egefade. Undervejs fortalte Giulia videre om vinene og arbejdet i vinkælderen.

Samlet blev det et virkelig kongebesøg … så stor tak til Giulia for en fremragende smagning og den store gæstfrihed. Parusso er bestemt et besøg værd, hvis du kommer på de kanter … alternativt, så forhandles vinene herhjemme af KB vin.

Vi slutter med et par yderligere billeder fra rundvisningen.

Her forenden af den aflåste gang kan man se, hvordan undergrunden er på marken ved vingården.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Graziano Prà … en vaskeægte Soave og Valpolicella mester

Vort tredje besøg blev det absolut bedste besøg på den lille udflugt til Soave, nemlig hos gode Azienda Agricola di Graziano Prà lige i udkanten af Monteforte d’Alpone lige efter vor lille frokost i Enoteca d’Alpone.

Jan havde allerede hjemmefra aftalt vort besøg med Diego Corradi, der til dagligt tager sig af eksporten i vinhuset, men denne dag vikarierede for hende, der normalt modtager besøgende på vingården.

Vi ankomst som aftalt kl. 14.00 og blev modtaget af Diego og lad mig sige det med det samme; det blev et kongebesøg, virkelig et gæstfrit sted og vinene er nogle af de bedste Soave vine, som jeg er stødt på under mine nu 2 besøg i området. Men alt det vender jeg tilbage til.

Historien om vinhuset Prà

Lad os først lige se nærmere på Graziano Prà, som har drevet vinhuset siden starten af 1980’erne. Han overtog sammen med sine brødre Sergio og Flavio vingården efter deres far, der også – som sin far – var vinmager, altså en familie med flere generationers vintradition.

Dengang hed vinhuset også Fratelli Prà, og familien havde gennem generationer ejet marken Monte Grande ved Monteforte d’Alpone. Efter overtagelse stod Graziano for vinproduktionen, mens Sergio tog sig af arbejdet i vinmarkerne.

Graziano havde en klar strategi om at lave ren vine på de lokale druer og var samtidig inspireret af idéerne om en sund, ren og bæredygtig landbrugsproduktion.

Den bæredygtige tilgang har været fundamental siden starten … en naturlig og ren tilgang til vinfremstilling og respekt for både vin og miljø. Det betyder i dag, at produktionen er økologisk certificeret, selvom det ikke fremgår af vinenes etiketter.

Graziano Prà var i 1988 også den første, som begyndte at bruge druer, som var tørret på vinstokkene og anvende den til enkeltmarksvine, nemlig både ved vinene Monte Grande og Colle Sant’Antonio. De to vine skal jeg nok vende tilbage til.

I dag driver Graziano Prà selv vinhuset og har siden udvidet domænet … både med køb af marken Monte Bisson, men mest betydende i 2001 også marker udenfor Soave, nemlig La Morandina i Valle di Mezanne i Valpolicella, således han kunne lave rød Valpolicella vin og i 2009 også den første Amarone.

Samlet ejer vinhuset nu 28 hektar vinmarker, hvilket betyder en årligt produktion på knap 200.000 flasker årligt, hvilket er fordelt på 8 forskellige vine … 5 fra Soave Classico området og 3 røde fra Valpolicella. Stilen på vinene er lette med elegance, balance og aromatisk præcision.

Vinene fra Prà er også bemærket af omverdenen og i 2015 kom Graziano Prà ind blandt Wine Spectators liste over de 100 bedste italienske vinhuse og Gambero Rosso giver også flere af vinene Tre Bicchieri. Generelt har vinene fra Prà skabt huset et stort nationalt og internationalt omdømme.

Som med Pieropan er Graziano Prà ikke med Consorzio Tutela Vini Soave, men i stedet FIVI … der står for Federazione Italiana Vignaioli Indipendenti, som er en forening af uafhængige vinbønder. Dermed står de udenfor de store kooperativers store magt … en tendens, som flere og flere vinbønder følger.

Rundvisningen

Vi startede besøget med, at Diego kørte os en tur op på vinmarken Monte Grande af snørklede, bumpede grusveje. Monte Grande er den af Soaves 33 cru’er, hvor der er flest vinmarker i forhold til områdets størrelse … 48,8 hektar ud af området samlede 49,4 hektar jord.

Det skyldes bl.a., at markerne ligger helt perfekt og udelukkende med den mineralske, sorte, basaltiske og vulkanske jord. Det er et af de bedste områder i Soave til dyrkning af vin og Prà dyrker der både Garganega og Trebbiano di Soave.

Diego parkerede den hvide Citroën ved et stort springvand, som vinhuset byggede i 2010 for at kunne kunstvande stokkene … men det ser selvfølgelig også indbydende ud for besøgende gæster.

På Monte Grande er Garganega vinmarkerne plantet efter Pergola systemer og Trebbiano di Soave efter Guyot principperne. Diego viste os rundt og fortalte lidt om vinhuset, deres marker og selvfølgelig historien bag vinhuset.

Da vi returnerede til vingården fik vi en rundvisning og vi startede i produktionen, hvor vinene laves på store rustfrie ståltanke. Nogle af tankene havde indbygget rotor i bunden, så man kan foretage en automatisk omrøring under fermenteringen.

Derefter gik turen til kælderen … og nedenfor trappen til kælderen hang der et billedet af manden himself, altså Graziona Prà, som vi skam også hilste på senere. Desværre fik jeg ikke taget et foto af Graziano, så I må nøjes med dette foto af fotoet.

På væggen var der også en interessant hylde med 5 stykker udskåret jordbund fra de områder, hvor druerne til husets 5 hvide Soave vine kommer fra.

I kælderen var der – udover dejlig koldt – masser af barriques, tonneaux og store 15-20 hektoliter egefade. Fadene anvendes selvfølgelig til de røde Valpolicella vine, men også til flere af de hvide Soave vine, nemlig både Monte Grande og Colle Sant’Antonio, som både gærer og lagrer i store egefade.

Derudover gemmer Graziano også et lagrer af deres produktion fra alle årgange, hvilket de fx bruger, når der skal afholdes store vertikal smagninger. Hmmm, der gad jeg godt tilbringe en hyggelig dag.

Smagningen

Efter rundvisning, så blev vi budt udenfor på familiens terrasse, som ligger med et betagende view til markerne på bl.a. Monte Grande, og mens vi tabte underkæben, så hentede Diego de første vine, og sammenlagt kom vi til at smage næsten alle vinene:

Vi smagte ikke deres Passito Bianco delle Fontane, men var også mætte af indtryk efter en lang snak om vin. I Danmark importeres Prà vinene af Distinto og Diego var – nok på grund af hans rolle som eksport manager interesseret i vort kendskab til Distinto.

De var tilfredse med deres danske importør og lagde i det hele taget vægt på, at deres vine blev solgt af nogle med passion, kant og stort hjerte for deres vinhus. Og vi kunne kun bekræfte dem i, at de havde valgt en god importør med et fantastisk sortiment.

Graziano Prà kom også lige forbi, hilste på os og ønskede os en god smagning. Diego fortalte ham, at vi var danske vinnørder og samtidig var meget interesseret i Soave … eller noget i den retning, men faktisk forstår jeg intet på italiensk ;o)

Diego fortalte lidt om hver vin, så jeg fik tid til både at byde vinene i store drag og lave lidt smagsnoter. Dem har jeg selvfølgelig linket til ovenover,

Men jeg kan godt afsløre, at det var noget af det bedste Soave vin, som jeg har smagt. Derudover var jeg også totalt imponeret af deres Valpolicella vine, som har en utrolig dragende lethed … ja, men det må du læse mere om i anmeldelserne af vinene.

Ja faktisk var vi så begejstrede, at vi endte med at købe lidt vine, selvom jeg allerede forinden vidste, at der ikke var megen plads i bilen sammen med hele familiens bagage … jeg må ha’ en stationcar næste gang ;o)

Vi spurgte til et byggeri bag ved vingården, og Diego fortalte, at de er i gang med en udvidelse af vinkælderen/lageret, idet de har brug for yderligere plads. Men derudover er de også i gang med at bygge et agri turismo i Soave og det forventer de står færdigt i slutningen af året.

En stor tak til Diego Corradi for et kongebesøg … klart og uden sammenligning dagens bedste.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Suavia … og mit andet møde med Alessandra Tessari

Suavia Azienda Agricola stod højt på min ønskeliste over vinerier, som jeg gerne ville besøge i Soave, for jeg har altid været betaget af kvaliteten af deres vine og det blev kun forstærket, da jeg under Soave Stories Volcanic Wines Press Tour smagte en 2007 Monte Carbonare Soave Classico.

Vi kunne lige presse det aftalte besøg hos Suavia ind mellem besøgene hos Pieropan og Graziano Prà … godt hjulpet af, at besøget hos Pieropan gik forholdsvis hurtigt. Så derfor satte vi kurs mod den lille by Fittà, som ligger en anelse nord for Soava by.

Fittà er en lille, idyllisk by med gamle basaltisk huse, springvand, en lille kirke og Suavia Azienda Agricola ligger lige i udkanten af byen på vejen mod Monteforte d’Alpone.

Der holder vinhuset til i en nyere ejendom, der ligger med en smuk, betagende udsigt til alle vinmarkerne på runde bakker.

Da vi ankom til vingården var porten lukket, men vi meldte vores ankomst og – sesam sesam – gik lågerne op og vi fik parkeret bilen i skygge … så godt det nu var muligt.

Vi blev modtaget af Alessandra, som jeg havde set tidligere, for det var netop hende, som ved Soave Stories Volcanic Wines Press havde serveret mig det glas 2007 Monte Carbonare, som næsten havde slået mine fødder væk under mig.

Hun bød os indenfor i det moderne vinothek, hvor der hurtigt blev gjort klar til vor lille smagning.

Historien om vinhuset

Suavia Azienda Agricola er grundlagt af Tessari familien, som har dyrket vin siden 1887. Indtil 1982 blev druerne solgt til det lokale kooperativ, men dette ændrede Giovanni Tessari og hans kone Rosetta.

De var overbeviste om, at deres jord kunne levere druer til vine af høj kvalitet, og med det stærke bånd med områdets tradition og kultur, og så de besluttede at selv presse druerne, producere og sælge vinene … og deres vinhuset fik navnet Suavia, hvilket er det gamle navn for Soave.

Selve den nuværende og moderne vingård er bygget i 1990, men er siden udvidet i både 1998, 2004 og 2008. Vingården er bygget i 3 niveauer, således vinen kan flyttes alene ved brug af tyngdekraften og uden brug af pumper.

Det falder godt i tråd med, at Tessari familien også driver markerne efter økologiske principper og også skeler til nogle af de biodynamiske principper,

I dag er det 3 af Giovanni og Rosettas 4 døtre, som driver vingården, nemlig Mari, Valentina og Alessandra Tessari.

De 3 Tessari søstre har virkelig fået sat deres præg på vingården med en blanding af innovation og tradition, hvilket har medført, at Suavia Azienda Agricola i dag hører til toppen af de førende Soave producenter.

Suavia ejer i alt 12 hektar vinmarker i midten af Soave Classica området, faktisk fordelt på 4 cru’er, nemlig Fittà, Carbonare, Castellaro og Tremenalto … alle marker rig på den sorte, vulkansk, basaltiske jord og ligger i en højde på minimum 250 meter.

Der dyrker søstrene alene de to primære Soave druesorter Garganega og Trebbiano di Soave fra vinstokke, der gennemsnit er 35 år gamle.

Den årlige produktion ligger på omkring 100.000 flasker vin, og det er fordelt på 6 forskellige vine, nemlig en basis fornuftig Soave Classico.

Derudover er det to buttede flasker Massifitti og Monte Carbonare på henholdsvis Trebbiano di Soave og Garganega, topvinen Le Rive, en mousserende Opera Semplice på 100% Trebbiano di Soave og selvfølgelig endelig en Recioto di Soave kaldet Acinatium.

Alle vinene er vinificeret på ståltanke og kun Le Rive og Recioto’en er lagret på egefade. Derudover laver vinhuset også lidt olivenolie.

Smagningen

Alessandra Tessari bød os velkommen og havde lavet plads til os ved et langt bord i det moderne vinothek.

Der vi smagte følgende vine:

Jeg har smagsnoter på alle vinene, så jeg har linket til mine beskrivelser og anmeldelser. Jeg havde tidligere smagt både Massifitti og Monte Carbonare i de samme årgange, så der har jeg blot linket til mine tidligere beskrivelser og anmeldelser.

Den søde Alessandra fortalte om vinene, markerne og produktionen. Derudover passede hun telefonen, men fik også tid til at hente os lidt brød, så vi også kunne smage deres olivenolie.

Den smagte i øvrigt rigtig godt med en smule mere søde og rundhed end de fleste olivenolier. Produktionen af olivenolie er primært til familiens eget forbrug, men de sælger dog også lidt af olien til besøgende.

Besøget cementerede kun min betagelse af vinene fra Suavia. Jeg havde alene tidligere smagt Massifitti og Monte Carbonare, men blev aldeles forelsket i deres topvin Le Rive, som jeg købte af par flasker af sammen med deres mousserende Opera Semplice, som vi – sjovt nok – ikke smagte, men som lød ret spændende.

Det var desværre ikke muligt at komme ned at se kælderen, så vi sluttede besøget med et foto af Alessandra Tessari med vinmarkerne i baggrunden.

Hun var lidt generet og mente ikke, at hun var klædt ordentlig på til et foto, men lod sig overtale. Vi synes, at hun så dejlig ud.

Alessandra kom også med en god anbefaling på et sted for vor frokost, da vi spurgte hende om råd på dette umanerlige vigtige punkt. Da vi fortalte, at vi var på vej til Graziano Prà, så anbefalede hun straks et besøg hos Enoteca di Monteforte d’Alpone lige bagved kirken i byen … og ikke langt fra vores næste destination.

Det var et helt fantastisk og charmerende sted, mest for de lokale og et sted de færreste turister finder vej til. Tak for det Alessandra … og for smagningen af de vidunderlige vine.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Pieropan … med afkølet elegance

Omkring halvanden måned efter mit første besøg i Soave, så gensøgte jeres flittige vinblogger igen Soave … denne gang sammen med min vinbuddy Jan, som også var ved Gardasøen med sin familie – ligesom familien Houlberg – denne topvarme fredag i juli måned.

To vinnørder uden andet at lave end at slappe af. Derfor havde vi aftalt en lille vintur ind i landet, nemlig til netop Soave og Jan havde lavet aftaler om besøg hos 3 vinproducenter, hvor den første var Pieropan Vignaioli Dal 1880. Det var lidt midt i den gamle middelalderby Soave kl. 11.00 – perfecto.

Historien

Vinhuset hedder helt korrekt Societa’ Agricola Pieropan Di Leonildo Pieropan & C. S.S. og er grundlagt i 1880 af lægen Leonildo Pieropan i den gamle ejendom Palazzo Pullici midt i Soave by, ja faktisk næsten lige skråt overfor Palazzo del Capitano, hvor jeg sidst drak vin i Soave ved Soave Stories Volcanic Wines Press Tour.

Leonildo interesserede sig for biologi og kemi, så han startede med at lave vine fra nogle af familiens marker.

Det arbejde blev videreført af hans to sønner Gustavo og Fausto, men blev derefter overtaget af 3. generation i form af Leonildo Pieropan, som blev lidt af en legende i Soave. Han drev igennem mange år domænet, som han gjorde kendt I både Italien og det meste af verdenen … først alene og senere med hjælp fra sine to sønner Andrea og Dario Pieropan som 4. generation.

Leonildo døde desværre i 2018, så nu drives vinhuset af brødre Andrea og Dario. De har samlet 35 hektar, hvilket bl.a. omfatter markerne Calvarino, La Rocca og Garzon. De bedste marker er klart Calvarino og La Rocca, som ofte fremhæves af den italienske og internationale presse som arketyper på klassisk Soave.

Udover den gamle ejendom Palazzo Pullici ejer familien også den pragtfulde ejendom Villa Cipolla Pieropan i Tregnago. Den købte de i 2002, således de også kunne lave røde Valpolicella vine … herunder Amarone, da villaen har store arealer til tørring af druerne.

Familien har siden købet løbende været i gang med en større renovering af bygningen og laver i dag klassisk, lækker Valpolicella og Amarone.

Smagningen i butikken i Palazzo Pullici

Vi sigtede ved ankomsten til Soave mod adressen Via Giulio Camuzzoni 3 midt i byen. For mig blev det et glædeligt gensyn med byen og jeg havde allerede ved første besøg i byen noteret mig, hvor adressen på  Pieropan og lidt før det aftalte tidspunkt mødte vi også forventningsfulde op i vinhusets lille butiks-/kontorlokale, hvor en yndig kvinde sad bag et skrivebord.

Da vi fortalte, at vi havde en aftale, så startede hun med at gøre klar til en lille smagning … en stående smagning ved et rundt bord lige indenfor døren. Hun spurgte, hvad vi kunne tænke os at smage og vi sagde – i fuld overensstemmelse med sandheden – det hele.

Vi startede med at smage Pieropans 3 hvide Soave vin, deres 2 røde Valpolicella vine, en spumante og sluttede med Recioto di Soave, og dermed kom vores program sådan her ud:

  • 2018 Pieropan, Soave Classico
  • 2017 Pieropan, Calvarino
  • 2017 Pieropan, La Rocca
  • 2016 Pieropan, Ruberpan Valpolicella Superiore
  • 2015 Pieropan, Vigna Carzon Amarone della Valpolicella
  • N.V. Pieropan, Spumante Ghes Rosé Extra Dry
  • 2016 Pieropan, Recioto di Soave Le Colombare

Men jeg fik ikke lavet nogle smagsnoter, men endte dog med at købe et par flasker af La Rocca, så anmeldelsen af den vin kommer selvfølgelig på Houlbergs Vinblog på et tidspunkt.

Det var ikke muligt at købe nogle flasker med alder … havde lidt håbet på det, da Garganega vinene ældes så smukt.

Vor søde værtinde fortalte lidt om hver af vinene, som i dag ikke længere produceres på den gamle ejendom Palazzo Pullici i byen, da man er i gang med at lave et moderne vineri udenfor byen. Selvom det nye vineri ikke er helt færdig, så var produktionen allerede flyttet.

Jan havde i forbindelse med bookingen af tidspunktet for vor lille smagning også spurgt om, hvorvidt vi kunne se produktionen eller vinkældrene, men det var ikke muligt grundet flytningen af produktionen.

Så derfor blev det således blot en ordinær – og lidt turistagtig – smagning, som vi også kom til at betale for, selvom vi begge købte lidt vine fra huset. Det var måske også meget fair.

Vignaioli Indipendenti

Pieropan Vignaioli Dal 1880 deltog ikke i Soave Stories Volcanic Wines Press Tour, da de ikke er medlem af Consorzio Tutela Vini Soave og jeg spurgte vores værtinde om, hvor de ikke deltog.

Hun fortalte, at de – som mange andre – har meldt sig ud af konsortiet, hvor de store kooperativer fylder markant og bestemmer det meste.

De er i stedet med i Federazione Italiana Vignaioli Indipendenti … en sammenslutning af uafhængige vinproducenter, der alene laver vine med druer fra egne vinmarker og dyrker markerne efter bæredygtige normer.

Sammenslutningen kaldes til dagligt blot FIVI og er lavet som en modpol til de store vinehuse og kooperativer, som bliver større og større … og dermed mere kontrollerende.

Vurderingen af vinene

Jeg havde tidligere smagt en enkelt vin fra Pieropan, nemlig en 2013 Calvarino, så jeg vidste godt, at huset laver god Soave vin, og at det ligeledes regnes som noget af det bedste i Soave området.

Smagningen af de 3 hvide Soave vine dokumenterede også dette … specielt Calvarino og La Rocca.

Begge vine har lidt Soave fedme og pænt med mineralitet, men kommer fra forskellig undergrund, hvor Calvarino er et klassisk blend på 70% Garganega og 30% Trebbiano di Soave, lavet i betontanke og kommer fra sort, vulkansk, basaltisk jord.

La Rocca er 100% Garganega og kommer derimod fra lys, nærmest hvid kalkstenrig jord og er lagret på egefade en periode. Begge er vine, som hører til i toppen af Soave vinene og jeg var klart mest til La Rocca.

Jeg blev imidlertid noget overrasket over deres røde Valpolicella vine, som er meget lette og utrolig elegante i stilen, specielt deres Ruberpan Valpolicella Superiore, som næsten virkede let og transparent i glasset.

Det er måske forkert, at kalde deres Amarone en let vin, men det er bestemt ikke tung, rosinagtig Amarone, men derimod en frisk og frugtrig vin. Jeg er normalt ikke særlig stor fan af Valpolicella vinene, men disse to vine smagte faktisk rigtigt godt. En slags afkølet elegance … lidt som vores besøg hos Pieropan.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Artur Steinmann … Weingut im Pastoriushaus

Det næste vinhus sirligt noteret på min fedtede, lidt småkrøllede seddel sagde Weingut Artur Steinmann, og da det samtidig ligger en spytklat fra Gästehaus Mönchshof, så var et besøg selvfølgelig oplagt. Så på den måde er jeres flittige vinblogger som altid … flittig.

Vinhuset hedder også Artur Steinmann – Weingut im Pastoriushaus, da det ligger i en gammel ejendom fra 1655, som oprindelig tilhørte Franz Daniel Pastorius, som rejste til USA i 1683 og grundlagte den første tyske bosættelse i det nye land.

Han blev en anerkendt ambassadør for tysk kultur i Amerika, grundlagde byen Germantown ved Philadelphia, hvor han også var borgmester en lang årrække. Han var kendt for sin høje moral, kristne værdier og var bl.a. også for en ophævelse af slaveriet og fred med indianerne.

I dag er Pastoriushaus totalt renoveret og det blev i 2014 også suppleret med et moderne vinothek … og der var netop der, at jeg helt naturligt startede mit besøg. Der blev jeg modtaget af Steffi aka Stefanie Steinmann, som er datter af ejeren og vinmageren Artur Steinmann, der i dag driver vinhuset.

Steinmann familien har været vinbønder siden middelalderen, så det understøtter min teori om, at Artur stammer fra samme familie som Martin Steinmann på Weingut Schloss Sommerhausen, selvom det ikke er noget, som jeg har dokumentation for.

Det var Karl Steinmann Senior, som reelt grundlagde vinhuset tilbage i 1916, hvor han købte den gamle Pastorius ejendom.

Dengang levede familien af vine og brændevine, som blev solgt til de lokale værtshuse og restauranter, men løbende koncentrerede man sig udelukkende på produktionen af vin. Men derudover var Karl Steinmann Senior også borgmester i Sommerhausen igennem mange år.

Siden 1982 har det været Artur og hustruen Elfriede Steinmann, som har stået for driften. De har i 1991 stået bag en total renovering af Pastorius ejendommen og også stået for tilbygningen af det moderne Vinothek.

Og nu er det med hjælp fra datteren Stefanie, som står for salg og markedsføring, mens en anden datter Anna arbejder indenfor medicin og ikke deltager i familievirksomheden.

Sønnen Markus er dog i gang med uddannelse til vinmager, først på Geisenheim og har også arbejdet hos Weingut Schmitts Kinder i Randersacker, så forhåbentlig vil han senere kunne begynde at overtage vinproduktionen.

Derudover har Artur også hjælp fra en række ansatte, bl.a. winzermeister Alexander Schwarz og de har samlet 17 hektar vinmarker at lave vine fra, hvor de bedste marker er Kapellenberg i Frickenhausen samt Ölspiel og Steinbach i Sommerhausen.

Der dyrker de sorterne Müller-Thurgau, Silvaner, Riesling, Bacchus, Traminer samt Spätburgunder. Årsproduktionen ligger på omkring 125.000 flasker vin årligt … og kun de bedste får skrevet Im Pastoriushaus på etiketten.

Smagningen i vinotheket

Jeg fik en fantastisk lille smagning og en god snak om vin med Steffi samt en mand, som jeg ikke fik navnet på, men måske var Stefanies mand, men som i hvert fald hjalp med salget af husets vine ved besøg på restauranter og vinbutikker. Han skrev også en række artikler om druerne i Franken.

Det betød, at vi fik en herlig snak om vin, og de var også begge meget interesseret i min vinblog. Det blev med andre ord lidt nørdet, men herligt sådan en dag, hvor Sommerhausen jo egentlig blot var et lille stop undervejs til ferien med familien ved Gardasøen.

Jeg smagte et bredt udsnit af deres vine, dog primært koncentreret omkring vine på Silvaner og Riesling … og selvfølgelig skulle jeg – Danmarks førsteelsker af Spätburgunder – også smage deres røde på den drue. Det betød, at jeg i deres moderne vinothek smagte følgende vine:

  • 2018 Weingut Artur Steinmann, Frank & Frei Grüner Silvaner *
  • 2018 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel New World Edition 19 *
  • 2018 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel Silvaner Kabinett Trocken
  • 2017 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel Silvaner Kabinett Trocken *
  • 2017 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel Riesling Kabinett Trocken *
  • 2016 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Steinbach Silvaner Spätlese Trocken
  • 2016 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Steinbach Riesling Spätlese Trocken *
  • 2017 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Reifenstein Silvaner Alte Reben Trocken
  • 2017 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Ölspiel Domina Trocken
  • 2015 Weingut Artur Steinmann, Sommerhausen Steinbach Spätburgunder Spätlese Trocken *

Jeg fik ikke lavet smagsnoter under smagningen, men har købt en kasse blandede bolsjer med hjem … det er dem, som er markeret med stjerne, så dem skal I selvfølgelig nok få beskrivelser og anmeldelser af, og de første er allerede smagt ;o)

Generelt, så er kvaliteten af vinene fra Artur Steinmann rigtig høj og jeg glæder mig allerede til at gensmage vinene.

Steffi sagde, at jeg skulle smage deres Domina vin … ellers havde jeg ikke rigtigt været i Franken, så det måtte jeg selvfølgelig så bare efterkomme. Hun var meget nysgerrig på min mening om den vin, men jeg måtte – ærlig som jeg nu er – erkende, at jeg mere er en Spätburgunder kind of guy.

Derefter gav Steffi mig en rundtur vinkælderen, hvor jeg så både produktionsfaciliteterne og de gamle vinkældre, hvor flere er helt tilbage fra husets opførelse i 1655, altså over 350 år gamle. Jeg var meget duperet over vinkælderen, som var ret stor og virkelig interessant med masser af rum og overraskelser.

En stor vintønde, ein grosse Holzfass var fx en skjult dør til endnu en vinkælder og de havde også et lille skattekammer med gamle vine … ikke kun fra deres egen produktion, men også fra vinhuse i hele Europa.

Jeg spurgte Steffi, om hun ikke nogle gange bare satte sig ned i kælderen og nød en flaske fra den store samling, men hun mente, at der var alt for koldt … men de nød ofte en vin fra skattekammeret.

Sammenlagt et virkelig fint besøg.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Weingut Schloss Sommerhausen … en tysk sommerdag

Schloss Sommerhausen er klart det største, historiske og mest kendte vinhus i den lille winzerstadt Sommerhausen syd for Würzburg og det stod derfor også øverst på min seddel over vinhuse, som jeg gerne ville besøge i byen.

Det ligger på hovedgaden – Hauptstraße 25 – i en tussegammel bygning, hvor den gamle kælder stammer tilbage fra vinhusets grundlæggelse i 1435.

Vinhuset hed oprindeligt Weingut von Schenk Konrad IV von Limpurg, og blev grundlagt af Konrad IV fra adelsfamilien Schenken von Limpurg, som startede med at bygge den gamle kælder. Resten af slottet stammer fra perioden 1546-1575.

Adelsfamilien Schenken von Limpurg var schwäbisch-fränkische grever af Rechteren-Limpurg-Speckfeld og en indflydelsesrig familie med forbindelser til den böhmiske konge. De ejede flere godser og ejede således også Schloss Sommerhausen gennem mange århundreder.

Den sidste ejer i familien var Hildegard Gräfin von Rechteren-Limpurg-Speckfeld, som i 1968 solgte slottet til Kasper Steinmann, hvis familie siden 1797 havde været ansat af grevskabet og både havde stået for vinavlen samt vinfremstillingen.

I dag er det Martin Steinmann, der som 15. generation af Steinmann familien står for driften af vinhuset, selvom den gamle ejendom i 2016 blev tilbagekøbt af oprindelige familie i form af Dr. Icho Graf von Rechteren-Limpurg-Speckfeld.

Det har dog ikke fået indflydelse på vinproduktionen, som ikke længere foregår på det gamle statelige vinslot midt på hovedgaden i Sommerhausen, for der er alene kontor, smagslokale og butik, mens den gamle kælder fra 1435 anvendes til flaskelagring af husets mousserende vine.

Selve produktionen sker i dag i midlertidige lokaler i Randersacker, men man er dog i gang med at bygge et nyt, stort og moderne vineri i Sommerhausen og det forventes at stå færdige senere i år, således høsten for 2019 kan ske i de nye lokaler.

Familien Steinmann har samlet været vinavlere i Sommerhausen siden 1537, så de har stolte traditioner indenfor vinproduktion. Mon ikke Weingut Artur Steinmann, som jeg besøgte bagefter, også kommer fra samme familie? Det fik jeg imidlertid ikke spurgt om, men det lyder jo egentligt meget plausibelt.

Weingut Schloss Sommerhausen har samlet 25 hektar vinmarker, som ligger på Ölspiel og specielt enkeltparceller på topmarkerne Steinbach og Reifenstein.

Den allerbedste del af Steinbach er den midterste filetstykke, som kaldes Alttenberg 1172, da det allerede tilbage i 1172 var kendt som et særligt sted for dyrkning af druer til vinfremstilling.

Fra husets marker laver Martin Steinmann en række vine … serierne Ohne Viel Worte, almindelige Gutsweine, Erste Lage og Grosse Lage. Derudover laves også en række specialvine under navnet Aroma og masser af Schaumwein, altså mousserende vine.

Smagningen

Da jeg ankom blev jeg spurgt om, hvad jeg kunne tænke mig at smage. Og da vi jo er i Franken, højsædet for Silvaner, så bad jeg om at smage deres Silvaner vine … og lidt Riesling. Det betød, at jeg smagte følgende vine:

Jeg lavede ikke smagsnoter på vinene og købte også beskedent alene 3 flasker – dem jeg har markeret med stjerne. Dem har jeg selvfølgelig smagt igen efterfølgende og linket til.

Jeg kunne ikke se produktionen, som jo pt sker i Randersacker, men jeg fik lov at komme med min værtinde ned i den gamle vinkælder fra 1435 … en meget imponerende kælder, som dog primært var lidt til show-off ved større smagninger, hvor man – ifølge værtinden – typisk altid starter med et glas bobler.

Ellers fungerer den dybe, kolde kælder alene til lagring af husets mousserende vine. Dem smagte jeg dog ikke, så det må blive en anden gang.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Coffele … med søde Chaira i gravid hopla

På Soave turen besøgte jeg vinhuset Azienda Agrocola Coffele og det blev både i deres gamle 1700-tals kælder Cantina Coffele – La cappella di Palazzo Visco-Coffele – midt i Soave centrum og senere på deres smukke vingård Tenuta Coffele på toppen af én af Castelcerinos bakker i Soave.

Vi blev i deres vinkælder i byen taget hjertelig imod af den struttende Chiara Coffele … struttende både af utroligt godt humør og med en højgravid mave. Selvom vinsmagningen var helt impulsivt arrangeret, så blev der givet tid til os, og vi fik en utrolig fin lille vinsmagning, hvor Chiara samtidig fortalte om huset.

Hun fik også lidt hjælp undervejs af den smukke Elizabeth Zanella, som sørgede for, at vinene blev trukket op, men samtidig fortalte hun også om enkelte af vinene.

Azienda Agrocola Coffele

Vinhuset Coffele er grundlagt i 1971 af Giuseppe Coffele. Han var egentlig lærer – og senere også rektor – på skolen Soave Benedetto dal Bene, men havde tidligere giftet sig med Giovanna.

Hun var sidste arving af Visco og havde derfor medbragt en lille medgift … 25 hektar vinmarker beliggende i Castelcerino i Soave Classico zonen, som familien Visco allerede dyrket siden midten af det 19. århundrede og i det små lavet lidt Bianco Soave.

Visco familien var velhavende, men det var dengang ikke anset fint, at arbejde i vinmarkerne, så familien solgte derfor i stedet druerne til de store kooperativer og gjorde ikke de store ud af markerne.

Da Giuseppe giftede sig med Giovanna – der også var skolelærer – og pludselig havde 25 hektar vinmarker, så stod de således overfor et dilemma, for skulle de sælge de efterhånden misligholdte marker, fortsætte praksissen med at sælge druer til kooperativerne eller selv starte med at lave vine?

Giuseppe Coffele startede med at passe vinmarkerne i fritiden, og selvom han ikke havde en uddannelse som vinmager, så startede han i også det små med at lave lidt vin med hjælp fra en række venner og mange tekniske eksperter fra landbrugsinspektoratet i Verona  … og det blev startede på Coffele vingården.

Azienda Agrocola Coffele har fortsat i dag 25 hektar vinmarker i Castelcerino, hvilket primært er med Garganega druer, men også lidt Trebbiano di Soave og Chardonnay … og lidt røde druer som Merlot, Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon.

Allerede i 1970’erne dyrkede Giuseppe markerne økologisk, da han var dedikeret til beskyttelse af naturen. Han var også en af de første vinavlere, som troede på de forskellige crus i Castelcerinos Soave Classico zone.

Giuseppe var samtidig også en af de første vinprocenter, der startede med at lave mousserende Soave vine.

Siden 1994 har det været sønnen Alberto Coffele, som har produceret vinene. Han er uddannet vinmager fra Agricultural Institute i San Michele all’Adige og startede i familieforetagendet som 30-årig. Han får hjælp af søsteren Chiara Coffele, som tager sig af den økonomiske og salgsmæssige side i vinhuset.

La cappella di Palazzo Visco-Coffele

Som nævnt har Azienda Agrocola Coffele to lokationer, vingården oppe i Castelcerino og den gamle bygning La cappella di Palazzo Visco-Coffele midt i Soave by med en gammel gårdsplads.

Ejendommen går helt tilbage til den 17. århundrede og har siden 1990’erne været anvendt af Coffele, efter Guiseppe besluttede at anvende stedet til lagringen af vinene i de gamle hvælvede kældre og samtidig som smagelokale for besøgende, som således centralt kunne smage hans vine.

Vingården Tenuta Coffele på toppen

Vi besøgte senere på dagen også Coffeles smukke vingård Tenuta Coffele på toppen af en bakke i Castelcerino lige udenfor Soave by … en tur med masser af snørklede hårnålesving.

Ja faktisk er hårnålesvingene så skarpe, at en almindelig bus ikke kan køre derop … så hele selskabet måtte presse sig ind i en skoletur, som er kortere, men også har små sæder, hvor selv korte bloggere op vinjournalister har svært ved at ha’ benene. Men det var jo egentligt meget charmerende.

Tenuta Coffele ligger helt fantastisk på toppen af en bakke med en over 180 grader imponerende udsigt. Det kan I måske få et indtryk af på nogle af billederne, selvom et foto aldrig helt fanger den oplevelse, som man selv får på stedet.

Coffeles marker, som ligger ved vingården er da også nogle af de højeste beliggende vinmarker i Soave Classico zonen i omkring 400 meters højde. På helt på toppen ligger selve vingården, hvor Coffele familien også selv bor. Vingården kan I se på billedet nedenunder.

Selve besøget på vingården skulle reelt alene omfatte en lille gåtur i marken og så ville Coffele også byde på et glas mousserende vin på græsplænen foran vingården. Vi blev budt velkommen af den smukke kvinde nedenunder … en af de ansatte, som også om formiddagen havde hjulpet med smagningen.

Derefter så vi først det lille hus. hvor Coffele hænger druer til tørre til brug for deres Recioto di Soave. Huset er forholdsvis nybygget og ligger lidt nedenfor vingården … men fortsat – som I kan se – med en fabelagtig udsigt fra det store lokale, som Chiara også fortalte, bruges til smagninger.

Vi fik også hilst på Chiaras broder Alberto – vinmageren himself – som er en rar, beskeden og travl mand. På billedet nedenunder får han lige en hurtig snak med Chiara, inden han hastede videre.

Vi fik derefter set husets marker, alle dyrket økologisk og nogle endda med en flok geder rendende rundt imellem vinstokkene … dog styret af en gedehyrde, som forsøgte at afholde de små kræ fra at nuppe nogle af bladene på vinstokkene.

Derfor er selvfølgelig også ret praktisk, at vinstokkene er plantet efter pergola metoden. På billedet ser vinstokkene måske en smule sølle ud, men Chiara fortalte, at det dårlige og kolde vejr i foråret og forsommeren havde betydet, at stokkene var omkring en måned bagefter i forhold til et normalt år.

Efter rundturen i marken sluttede vi med et glas bobler på plænen foran vingården, bl.a. åbnede Elizabeth Zanella en ikke frigivet 2011 Coffele Brut på ren Garganega. Den var endnu ikke degorgeret og endnu med kapsel … men smagte ret fantastisk.

Vinsmagningen

I La cappella di Palazzo Visco-Coffele midt i Soave by smagte vi de fleste af vinene fra Coffele. Der fortalte Chiara historien om deres vinhus, men også lidt om det, at være vinproducent i Soave, at stå i skyggen fra de store kooperativer og udfordringen med at gøre Soave vinene kendte for kvalitet … og ikke blot billige priser.

I dag fylder de store producenter som Cantina di Soave og Bolla det meste af markedet og bestemmer meget i Soave. De er dermed også toneangivende i Consorzio Tutela Vini Soave … og har så i kraft af deres størrelse en interesse i, at området også sælger masser af billige vine.

En af årsagerne til, at Coffele har fået en status som én af de 10 bedste producenter i Soave skyldes ifølge Chiara, at de har fundet en perfekt balance mellem traditioner, en stor kreativitet og så en trofast fortolkning af deres terroir.

Derfor er den økologiske tilgang til dyrkning og produktion også vigtig i vinhuset … og Alberto pløjer endda nogle af markerne med hest for at sikre, at tingene sker med mindst mulig påvirkning. De har også en system i flere af markerne med overrisling af vand til vinstokkene, hvis der bliver for tørt … selvom det måske ikke er fuldstændig naturligt.

Selvom smagningen om formiddagen er improviseret, så blev vi budt velkommen med åbne arme, og flasker åbnet. Så der gik ikke lang tid fra vi satte os … og det første glas hvidvin var skænket.

Ja … det ser jo lækkert ud og på højre kant havde de to canadier sat sig. De kendte begge huset ret godt, men John Szabo tog alligevel godt med noter.

Azienda Agrocola Coffele laver årligt omkring 130.000 flasker vin fordelt på omkring 9 vine … og vi smagte et lille glas af næsten dem alle, nemlig disse 7 vine:

Udover de 7 vine, så laver Coffele også 2 rødvine udover den smagte Valpolicella. Druerne til rødvinene kommer primært fra Chiara og Albertos fætter Filippo, som har lidt vinmarker i Cazzano di Tramigna i Valpolicella.

Jeg har som vanligt linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Sammenlagt en hyggelig smagning … og stor tak til både Chiara Coffele, Elizabeth Zanella og resten af crew’et hos vinhuset. Det er helt sikkert et sted, som jeg vil anbefale, at du besøger, hvis du kommer til Soave.

I La cappella di Palazzo Visco-Coffele sluttede vi smagningen med husets specielle Aurea Retia Spumante Dolce, som vel nærmest kan betegnes som en mousserende Recioto di Soave med masser af sødme og dermed en sjov og anderledes oplevelse.

Besøg hos vinproducenter

Besøg hos Cantina di Soave … og deres Rocca Sveva prestige vine

Cantina di Soave er Soaves største kooperativ og har over 2.200 vinavlere som medlemmer. De er monsterstore og laver ikke mindre end 48% af den samlede produktion Soave DOC og 43% af den samlede produktion Soave DOC Classico.

I vort program for Soave Stories Volcanic Wines Press Tour var der selvfølgelig lagt et besøg ind hos det store kooperativ … eller rettere hos den del af kooperativet, hvor de laver deres Rocca Sveva prestige vine, nemlig på adressen Via Covergnino i Soave.

Det passede meget godt, for det ligger næsten lige ved siden af restauranten Ai Capitelli, hvor vi netop lige forinden havde indtaget vores frokost. Vi kunne med derfor gå den korte afstand til Rocca Sveva, da Chiara Maria Mattiello lige havde fået styr på alle.

Cantina di Soave og historien

Kooperativet er grundlagt tilbage i 1898 og har via dens 2.200 medlemmer i dag omkring 6.000 hektar vinmarker i appellationerne Soave, Valpolicella og Durello. Det er pænt stort, specielt når man tænker på, at der i Soave alene blot findes 7.000 hektar vinmarker.

Cantina di Soave har siden starten fulgt en vækstplan, som har gjort det til en af de største og førende vinproducenter i både Italien og internationalt. Kooperativet eksporterer omkring halvdelen af sin produktion til mere end 50 forskellige lande.

Midt i den majestætiske middelalderlige fæstning i Soaves centrum finder vi Borgo Rocca Sveva helt op mod de gamle fæstningsmure … en ejendom bygget i middelalderen. Den har Cantina di Soave forvandlet til et prestigefyldt midtpunkt for produktion af deres topvine, som de kalder Rocca Sveva.

Den indeholder både en vinbutik, en stor blomsterende botanisk have, hvorfra der er udsigt udover Soave by, produktionsfaciliteter og under bygningen store lange tundeler, som tyskerne under anden verdenskrig startede med et grave ud og siden er udvidet til lagring af vinene, som produceres på stedet.

Besøget

Det var netop Borgo Rocca Sveva ejendommen, som vi besøgte denne eftermiddag. Og vi startede selvfølgelig i deres showoff have, som ligger helt oppe på toppen med en fantastisk udsigt … og der skulle vi også smage et par af husets vine.

Der var linet op med masser af glas på et langt bord, hvor vi kunne smage disse 3 vine:

Jeg har – som vanligt – linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Vi blev derefter officielt budt velkommen af vicedirektøren Wolfgang Raifer fra Cantina di Soave. Han fortalte – og Chiara Maria Mattiello havde opgaven med at oversætte de hurtige italienske gloser til engelsk – om kooperativet og deres målsætninger,

Han fortalte bl.a. at deres mål er at blive dobbelt så store. WTF? Det giver jo slet ingen mening. Cantine di Soave er i forvejen voldsomt store og sidder på næsten halvdelen af hele markedet i Soave, men laver dog retfærdigvis også vin i andre appellationer i Veneto.

Nå, men dem om det … jeg drak det sidste af vinen i mit Rocca Sveva glas, nød omgivelserne og udsigten, inden vi skulle videre. Nu skulle vi nemlig ned og se selve Borgo Rocca Sveva.

Den gamle ejendom Borgo Rocca Sveva danner rammen om hele produktionen af kooperativets topvine. Cantina di Soave startede Rocca Sveva projektet i 2003, hvor de alene bruger de bedste vinmarker, samlet omkring 100 hektar.

Cantina di Soave laver i alt omkring 33 millioner flasker vin årligt, hvoraf Rocca Sveva produktionen udgør omkring 3% … hvilket med lidt hovedregning betyder en produktion af Rocca Sveva vinene på lige omkring 1 millioner flasker vin … så selvom det er et lille prestigeprojekt, så laver de altså mere vin end de fleste store vinproducenter.

Rundvisningen på Borgo Rocca Sveva var lagt i hænderne på den unge kvinde på billedet nedenunder. Jeg har desværre glemt hendes navn, men hun viste os rundt i det gamle hus, dog primært i den totalt imponerende kælder.

Under anden verdenskrig var ejendommen beslaglagt af tyskerne, som også udvidede tunnelerne under ejendom. Efter igangsætning af Rocca Sveva projektet er tunnelerne udvidet, således der i dag er over 1 kilometer tunnel.

De stødte dog på et problem med første udgravning, idet der begyndte at komme vand ud gennem væggen for enden. Derfor måtte de stoppe og grave i en anden retning … men man beholdte væggen med udtræk af vandet, som nu blog løber ned i en kanel, mens væggen samtidig er udsmykket med logoet for Cantina di Soave … det kan I se på billedet nedenunder.

Udover de lange gange med lagring af hundredevis af vintønder, så rummer de lange tunneler også en stor underjordisk sal … Sala del Volto, som i gamle dage blev brugt til produktionen af husets vine, men i dag primært anvendes til eksklusive smagninger.

I Sala del Volto ligger der også en samling af husets gamle vine og samler støv på den smukkeste måde.

Vi fik også et kig ind til deres flaskeanlæg … men måtte af sikkerhedshensyn ikke gå ind i lokalet.

Ved udgangen var der et lille display med alle vinene fra Rocca Sveva og underneden vinene eksempler på den forskelligartede undergrund, hvorfra druerne til vinene kommer.

Et fint besøg … selvom det alene blev til smagning af 3 af husets vine, men man fik alligevel et indtryk af det store vinhus, som dominerer det meste af Soave og har et stort setup.

Andre smagninger

Barolo terroir smagning … er bedste Barolo fra Ravera, Bussia eller Cannubi?

Barolo er vinenes konge og kongernes vin … lyder et kendt udsagn, og alle vininteresserede ender alle med at blive smaskforelskede i de tanninrige vine fra Barolo. Hvad er også mere majestætisk end en velproduceret Nebbiolo?

Nogle af markerne i Barolo land er nærmest ikoniske, og navne som Ravera, Bussia og Cannubi klinger sødt i sky hos inkarnerede Nebbiolo fans.

Jacob fra Propperiet aka Mister Ruby havde sat sig for at undersøge forskellene mellem netop disse tre marker, altså Ravera i Novello, Bussia i Monforte d´Alba og Cannubi i Barolo. En smagning med vine fra 5 af de bedste producenter fra hver mark. Det skulle selvfølgelig også ende med en kåring af aftenens bedste Barolo.

Det var sikkert bare en undskyldning for at drikke noget forbandet godt vin eller igen nyde selskabet af en flok glade vinnørder. Men jeg var lykkelig, havde selvfølgelig fluks tilmeldt mig den lukkede smagning og havde fået lov at tage min vinbuddy Jan med.

Og det giver totalt mening med sådan en smagning, for hvornår får man ellers muligheden for at smage en perlerække af store Barolo vine imod hinanden? Bare prisen for at stable sådan en smagning op, vil afskrække de fleste, for produktionen af Barolo er forholdsvis lille, efterspørgslen stor og priserne ofte meget høje … specielt enkeltmarksvinene fra de gode marker.

Samlet havde Jacob fundet 16 kombattanter, som skulle forsøge at jorde hinanden på deres respektive terrior, og det var altså 6 fra Cannubi og 5 fra henholdsvis Bussia og Ravera.

Barolo smagepanelet 1

Smagepanelet denne aften – de smukke mennesker som ses ved bordet på billederne – bestod af flere gode branchefolk, selvfølgelig Mister Ruby himself samt et par gengangere fra sidst, nemlig Sofie fra VildMedVin, Mads fra Højbjerg Vin og undertegnede.

René Langdahl Jørgensen havde meldt forfald, så resten af holdet var nye for mig, nemlig Humphrey, Jesper Stig, Simon fra Cavalcade Vine og Carsten fra H.J. Hansen Vin. Derudover et godt gensyn med  Jesper Jensen – ham der ikke er ejendomsmægler –  og så var der selvfølgelig også Jan, som jeg havde slæbt med.

Barolo smagepanelet 2

Det var en broget flok, men alle med det tilfælles, at vi alle elsker Barolo. Og det var jo egentlig et godt udgangspunkt for netop sådan en aften, hvor vi skulle dykke ned og nørder i vine fra de tre marker, som Jacob viste på et kort.

Det er selvfølgelig Cannubi øverst med rødt, mens Bussia – den lilla – er væsentlig større end både Cannubi og Ravera, der er indtegnet med den charmerende farve, som er svær at definere … og vel nærmest hudfarvet eller cremefarvet, som Ole Henriksen formentlig ville ha’ sagt.

De 3 marker ligger alle omkring Barolo by … Cannubi lige nord for med den mest sandede jordbund af de tre, Bussia mod øst og Ravera mod sydvest. Numrene fra 1 til 16 viser placering af producenternes marker og meget passende fordelt med en klat/gruppe længst mod nord, Bussia vinene i midten og Ravera vinene længst mod syd.

Vinene var udvalgt af Jacob i samråd med en af de skarpeste knive i skuffen. Han vil ikke nævnes, men han lever og ånder for Barolo oa han kender hver en millimeter jord og alle vinbønder i området. Lad os lige se nærmere på de 3 legendariske marker og hvilke vine, som vi skulle smage fra de respektive områder.

Cannubi

Cannubi marken ligger i Barolo kommune og er den største cru vinmark i kommunen og er reelt en stor bakkekam i 220-320 meters højde med flere individuelle parceller.

Det er en historisk mark og derudover måske Barolos mest velansete og prestigefyldte vinmark. Jorden består i en kombination af sand, kalk samt kalkholdig lerjord.  James Suckling, en af verdens mest anerkendte vinkritikere, har kaldt marken; A Vineyard Kissed By God.

Det siges, at Barolo vin egentligt oprindelig er født i Cannubi og den ældste flaske fra Langhe – lavet af Manzone familien – kan findes i Bra og har teksten Cannubi 1752 på flasken.

Der har der i mange år eksisteret en større krig omkring afgrænsningen af Cannubi, hvor de gamle producenter alene regner den centrale del som den rigtige Cannubi mark … i dag nogle gange kaldt Cannubi Cannubi.

Samlet er hele Cannubi på 37 hektar, hvoraf den centrale og oprindelige del er på 18 hektar, mens  Cannubi Boschis er på 7 hektar, Cannubi Muscatel 6 hektar, Cannubi Valletta 3,5 hektar og Cannubi San Lorenzo 2,5 hektar.

Striden har primært ståer mellem det store historiske hus
Marchesi di Barolo på den ene side og et par håndfulde mindre producenter på den anden.

Hos Marchesi di Barolo argumenterer man for, at hele den lange bakkekam historisk har gået under betegnelsen Cannubi, men at visse parceller med tiden har fået tillægsbetegnelser.

De mindre producenter med Mascarello, Rinaldi og Luciano Sandrone i spidsen fremførte derimod, at historiske dokumenter støtter, at den centrale del altid har været regnet for noget særligt, og at det ikke bør være muligt at undlade tillægsbetegnelsen til Cannubi, hvis druerne ikke er fra denne del, for at give forbrugerne reel information om, hvorfra i zonen druerne kommer.

Der findes omkring 30 forskellige ejere af parceller på Cannubi og omkring 20 forskellige producenter af Barolo vine fra marken, og til denne aften havde Jacob valgt disse vine:

Bussia

Bussia ligger i Monforte d’Alba i den sydlige del af Barolo-regionen mellem Barolo og Castiglione-Falletto. Den er med 292,3 hektar den næststørste cru-mark i hele Monforte d’Alba … kun overgået i størrelse af Bricco San Pietro.

Bussia er ofte udskældt, da der pga. størrelsen af marken kommer mange stilarter og kvaliteter derfra. Bussia var da også oprindelig opdelt i 14 adskilte vinmarker. Derfor kan det også være svært af forstå markens terroir, da jorden varierer meget afhængigt af, hvilken del af Bussia marken, som man taler om.

Nogle producenter bruger derfor også fortsat deres lieu-dit på flaskerne, fx Aldo Conterno og Oddero. Men generelt – hvis man skal generalisere – består jorden på Bussia generelt af mergel, kalksten, fossile sedimenter, masser af jern og sand.

Bussia strækker sig fra omkring 210 til 460 meters højde og blev – officielt sammen med Rocche di Castiglione – en af de første anerkendte Barolo crus i 1961.

Denne aften skulle vi smage disse 5 Bussia vine:

Ravera

Ravera marken ligger syd for Barolo by i Novello kommunen og er samlet på 130.4 hektar i omkring 400 meters højde og er knap så kendt eller berømt som de to andre marker denne aften.

Ravera har også en mere lerholdig jordbund og en mangel på sand, hvorfor jorden er mere hvid og komprimeret. Marken vender primært mod sydvest hvilket betyder, at den ikke får helt så meget sol som nogle af de mest kendte Barolo-marker. Dermed modner druerne senere på Ravera og ofte høstes Ravera 7-10 dage senere end de to andre marker.

Flere Barolo-eksperter argumenterer dog for, at denne position faktisk kan være en fordel efterhånden som de globale klimaændringer giver varmere og varmere vejr.

Fra denne mark havde Jacob fået skrabet disse 5 vine sammen.

Smagningen

Efter en velkomst med lidt bobler på terrassen, så skulle vi i gang med smagningen, hvor vinene kom i sæt af 4 vine og serveret af Mister Rubys søde viv, så Jacob heller ikke vidste, hvilke vine vi smagte hvornår.

Den eneste hjælp var, at alle tre marker var repræsenteret i hvert sæt. Vi skulle så undervejs vurdere, hvilke mark den enkelte vin kom fra og så give point. Først efter alle vinene var smagt, så blev sløret løftet og pointene talt sammen.

Ved en hurtig smag på vinene i første sæt var min første tanke, at fuck det smager godt, og at det ville blive svært at finde nuancerne mellem de forskellige vine. Men det var det overraskende ikke, for jo mere man fordybende sig, dykkede ned i de enkelte vine og lod indtrykkene lagre, jo større blev forskellene og nuancerne.

Og der var faktisk pænt med forskelle og nuancer i vinene, selvom det selvfølgelig var indenfor en Barolo referenceramme. Forskellene var dog større end jeg havde forventet. Jeg havde ikke på forhånd troet på en bestemt vinder … men skulle jeg ha’ satset mine surt tjenste sparepenge på en, så havde det været på Poderi Aldo Conterno.

Men de dyre herrer i feltet – Aldo Conterno og Vietti – og endte slet ikke på vinderpodiet, men lå begge og rodede omkring 90 point sammenlagt.

Som sidst var der god debat om vinene … og efter en hurtig finetuning ind på hinanden, så kom der igen sjove og alternative smagsnoter frem. Denne gang var der ingen blåskimmelrøv, svævende auberginer eller døde håndklæder … men til gengæld skilte et par vine sig ud med en aroma af skaldyr fra den lokale fiskehandler, båndsalat fra et gammelt kassettebånd og en vandmelon glemt i solen samt en overmoden havregrød.

Der var overraskelser for alle omkring bordet, da producenterne til sidst blev afsløret, men generelt lå vi alle faktisk meget tæt i vores vurderinger af vinene.

Vinderne og pointene

Top 5 vinene blev La Biòca, Barolo Bussia på førstepladsen efterfulgt af Parusso, Barolo Bussia og Elvio Cogno, Barolo Ravera med henholdsvis sølv og bronze. Derefter kom Luciano Sandrone, Barolo Cannubi Boschis og på 5. pladsen Réva, Barolo Ravera.

Damilano, Barolo Cannubi havde desværre prop og udgik. Men her får I lige alle vinene i den række, som vi smagte dem. Efter hver vin har jeg skrevet gennemsnitlig point samt mine point bagefter:

Jeg har selvfølgelig linket til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene. Ses der på most value for money, så blev alle vist overrasket af 2013 Serio & Battista Borgogno, Barolo Cannubi … en vin til 250 kr. og en flot, imponerende score på 91 point.

De blev den store Bussia mark, der måske stik imod forventninger, løb med sejren som bedste mark, hvor Cannubi selvfølgelig blev trukket lidt ned af den skaldyrs og båndsalatsbefængte Paolo Scavino Barolo.

Det betød et samlet gennemsnit til Bussia på 92,36, Ravera med 91,08 og endelig Cannubi på rosinen i pølseenden med en gennemsnit på beskedne 89,74 point.

Smagepanelet 3

Samlet blev det igen en monstrøs vinaften extraordinaire … så stor tak til Jacob for initiativet og invitationen til smagningen. Det var enestående at smage 16 top Barolo vine fra 3 marker i streg. Det er noget, som man ikke oplever hver dag.

Vi sluttede som sidst aftenen med lidt ost, pølser og brød … og dertil selvfølgelig lidt af slanterne fra blindsmagningen. Men for at rense munden, så åbnede Jacob også lidt afslutningsbobler … en tysk Sekt 2015 Blanc de Noirs Brut fra Weingut Griesel. Så var det vist også tid til sætte kursen nordover … fyldt med gode Barolo minder.