2013 Parusso, Barolo Bussia, Piemonte, Italien

2013 Parusso, Barolo Bussia, Piemonte, ItalienKampen om aftenens bedste Barolo stod mellem to vine fra Bussia marken, nemlig La Biòcas 2013 Barolo Bussia og så den tilsvarende fra Parusso, der nærmest ligger på Bussia marken oppe på bjerget Bricco Rovella med udsigt til slottet Perno mellem byerne Castiglione Falletto og Monforte d’’Alba.

Vinhuset er grundlagt i 1901, hvor Gaspare Parusso købte sin første vinmark Mariondino, men senere i 1925 fik sin egen vingård Rovella ovenfor Rocche vinmarken. Det var dog sønnen Armando Parusso, der i 1971 startede med at lave, flaske og sælge vinene under eget navn … før det blev druerne blot solgt bulk og resten anvendt til vine, som blot blev drukket i familien.

I dag er det 3. generation i form af Tiziana og Marco Parusso, der driver vingården. Marco afsluttede sin uddannelse til vinmager i Alba i 1986 og arbejde en årrække sammen med faderen, hvor de bl.a. nogle år senere købte marken Munie på Bussia.

Samlet har familien 20 hektar vinmarker fordelt på de tre marker Bussia, Mariondino og Mosconi. De laver omkring 120.000 flasker vin årligt på Parusso, herunder altså denne Barolo Bussia, der endda også laves i en Riserva udgave.

Vinen er lavet ved, at vinen – efter presning – får en lang maceration og gæringen sker alene med druernes naturlige gærceller. Vinen er efter endt fermentering lagrer i barriques i 18 måneder med bærmen og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder.

Igen er det en blomsterrig, floral, let og vild indtagende næse … håndsæbe, roser og blomsterne er næsten på epo og vildt dragende. Der er ristede løg, hasselnødder, mynte, mens frugten er kirsebær, jordbær, lidt Kongen af Danmark bolsjer og igen smuk, let, blid som feminine blonder, broderier og hvide kniplinger.

Smagen er blød, blid og gud fader, hvor det smager godt. Det er næsten svævende og smeltende, elegant med moden, aromatisk og lys frugt, en snert kanel og vanilje, silkefine tanniner og en – uha – mosterblid og lang eftersmag. Det smager rasende godt. Det blev 97 fede point og rammer dermed lige netop 6½ lette og nysgerrige Houlberg fingre.

Forhandles af KB Vin, hvor en flaske koster 654 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7