Næste vin, som Francesco Spadaro skænkede, var Révas Barbera d’Alba Superiore, hvor druerne kommer både fra Sebastiano og Ravera marken lige ved vingården.
Druerne spontangærer med skindet i rustfrie ståltanke i 30 dage, hvorefter vinen får en malolaktisk gæring … 70% i store egefade og de sidste 30% i en blanding af brugte tonneaux og barriques. Derefter lagrer vinene på egefadene i 12 måneder, hvorefter vinen endelig aftappes på flaske og frigives. Der laves årligt 6.500 flasker af denne vin.
I glasset er der allerede mere farve og næsen er også ganske typisk Barbera … pænt krydret, masser af kirsebær, boysenbær, gærede og med masser af frugtsødme, power og en lille underliggende syre.
Smagsmæssigt god frugtsmag, masser af kraft, og så er der alligevel også en fin lethed, et mineralsk bid samt nogle krydderier. Det er en vin, som skriger på lidt mad. Men fandens god Barbera og kan igen rigtigt godt lide letheden i smagen.
Forhandles herhjemme af Lundens Vin Kompagni, hvor en flaske 2016 normalt koster 158 kr., men pt. er på bud til 118 kr.