2012 Dopff & Irion, Clos Château d’Isenbourg Riesling les Tommeries, Alsace, Frankrig

2012 Dopff & Irion, Clos Château d'Isenbourg Riesling les Tommeries, Alsace, FrankrigFra Domaine Dopff & Irion smagte vi også en vin fra netop de marker, som de overtog efter salget af det gamle, historiske slot Château d’Isenbourg nær byen Rouffach omkring 8 kilometer syd for Colmar. Vinen hedder således også Clos Château d’Isenbourg Riesling les Tommeries.

Château d’Isenbourg har en lang historie og har bl.a. været residens for det østrigske kongehus mellem det 5. og 8. århundrede. Det har flere gange været ødelagt og genopbygget i de mange krige mellem paver og regenter. Under den franske revolution blev slottet også ødelagt, genskabt med nye bygninger og senere i 1894 igen udvidet.

René Dopff købte via S.Y.N.V.A. – et syndikat af vinproducenter i Alsace – det gamle slot, men solgte bagefter selve slottet til den store hotelgruppe Grandes Étapes Françaises, som omdannede slottet til et 4. stjernet hotel og restaurant.

Dopff & Irion overtog selv 5 hektar vinmarker, herunder specielt marken Clos Château d’Isenbourg … den allerbedste og historiske mark omkranset af gamle mure. Derfor bruger vinhuset selvfølgelig også fortsat navnet Château d’Isenbourg på deres vine … og det er netop en af de vine, som vi nu har i glasset.

I dag laves vinene som nævnt tidligere af Pfaff aka kooperativet Cave des Vignerons de Pfaffenheim, som tidligere købte Domaine Dopff & Irion og nu laver alle vinene i deres moderne og effektive vineri i Pfaffenheim.

Vinen er lavet på ren stål, hvor gæringen sker med tilsat gær og ved kontrollede temperaturer. Derefter lagrer vinen i ståltankene sur lie i 4 måneder, hvorefter den filtreres og hviler en periode inden endelig aftapning på flaske.

Næsen er lidt fed, olieret, meget aromatisk … næsten med lidt vinduesrens, benzin eller petroleum, en pose tvist, sæbe, blomster, marzipan, en lille bio kant, havvand, svag karamel og nærmest gæret og dekadent i aromaer. Det dufter simpelthen forfærdelig godt. Uha. Smagen er langt lettere end duften, men flot, meget præcis, lidt grøn og med tonsvis af citron. Det var – for mig – med 96 point en af eftermiddagens bedste vine.

Forhandles af Dagrofa, men prisen kender jeg ikke. Ligger mellem 100-200 kr.

 Vinanmeldelse 6/7