Kooperativet Cave Vinicole de Hunawihret var repræsenteret med 2 vine i Alsace Riesling smagningen, så udover Riesling Lieu-Dit Muehlforst smagte vi også denne 2017 Riesling Grand Cru Rosacker … en vin, som jeg i øvrigt har smagt tidligere i årgang 2009.
Cave Vinicole de Hunawihr laver samlet vine fra 4 Grand Cru marker i Alsace, nemlig markerne Froehn, Osterberg, Schoenenbourg og Rosacker. Her er det netop kooperativet Riesling fra Grand Cru marken Rosacker, som i vinmæssig sammenhæng omtales første gang helt tilbage i 1483. Denne vin er lavet alene på rustfrie ståltanke og også lagret på samme.
Næsen er lidt parfumeret, har pænt med blomster, karamel, litchi, skocreme, sandeltræ, svagt lidt vingummibamser, men samlet set egentlig en meget indbydende næse.
I munden er der en let sødme, karamel, lidt grønne elementer, fersken, abrikos, måske en smule rustik, men faktisk smager vinen bedre end duften … og det er sgu ikke helt skidt.
Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men kender ikke den nøjagtige pris, som er et sted mellem 100-200 kr.