Jeg smagte 6 forskellige Barolo’er hos Azienda Agricola Parusso og jeg startede selvfølgelig med deres almindelige Barolo DOCG, hvor druerne kommer fra forskellige vinmarker i Monforte d’Alba og Castiglione Falletto.
Drueklaser tørres 3-5 dage, hvor stilkene når at blive brune, og ved alle Parussos Barolo’er anvendes alle drueklaser uden afstilkning. Derefter er vinen lavet med 10 dages maceration, gæring ved 24 grader i 10 dage efterfulgt af en periode, hvor vinen falder til ro. Så lagrer vinen efterfølgende 18 måneder i franske barriques med bærmen og så yderligere mindst 6 måneder på flaske.
Næsen er både herlig landlig og moden … god dybde, læder, lyse og modne bær, kirsebær, hindbær, røget eller modnet kød, balsamiske noter, mineraler, blomster, roser, salvie, en lille sødme, tør jord … virkelig elegant og modent.
Smagen er også rund og blød. Det er en venlig og lidt moderne, pleasende Barolo, som fortsat er ganske ung. Det er friske kirsebær, moden lys frugt, lidt præg fra egefadene, røg, blomster, pæn fylde, blide tanniner, fin balance og det smager rasende godt.
Forhandles af KB Vin, hvor en flaske koster 338 kr.