Staforte betyder vistnok står stærkt, men denne Staforte Soave Classico er også ganske enestående og var for mig nok den bedste af vinene fra Graziano Prà.
Den er som Otto lavet på ren Garganega fra husets marker ved Monteforte d’Alpone, men i modsætning til Otto, så udvælges her alene de allerbedste druer. Efter en blid presning, så gærer vinen på ståltank ved 16-18 grader og modner efterfølgende 6 måneder sur lie aka på bærmen, ligeledes i ståltank og med regelmæssig batonnage.
Op hold nu op, hvor en lækker aroma. Lagringen sur lie har gjort meget godt for vinen, som i næsen er meget liflig, luftig og let, men samtidig med eksplosiv dybde … fersken, abrikos, citrus, æbler, lidt appelsinskal og hvide blomster. Det er fortsat en frisk, krisp næse, som har mineraler, præcision og smuk, fin balance.
I munden er præcisionen mere tydelig … igen stringent, let og utrolig frisk vin, men nu med endnu mere dybde. Staforte er glat og rund, skarp, tør og mineralsk. Der er frisk citrus, ristede mandler .. total ultra-knastør elegance … og Houlberg er bjergtaget.
Forhandles herhjemme af Distinto, hvor en flaske koster 209 kr.