Og hvad er nu mere naturligt, end at smage samme vin, blot 10 år yngre? Houlberg har derfor nu ødselt hældt lidt 2017 Monte Carbonare Soave Classico fra Suavia i glasset.
I denne årgang 2017 kommer vinen i den nye indpakning med den lille buttede flaske og enkle sorte etiket. Men ellers er vinen lavet på samme måde, altså udelukkende i ståltanke med 16 dages gæring ved 14-16 grader, ingen malolaktisk gæring, men lagret sur lie 15 måneder i ståltanke og 5 måneder på flaske efter aftapning. Men hvor 2007’eren viste masser af modenhed, fedme og tertiære noter, så smager denne langt mere ren og direkte.
Næsen har godt med blomster, estragon, pærer, mirabeller, citrus, bananer og med et lidt varm og venlig i udtryk, som søstrene Tessari virkelig mestrer. Det er flot balanceret og meget indsmigrende duft.
Smagen er blød, næsten cremet med pærer, grillede grapefrugt, masser af sprød mineralitet. Det er som med duften en meget venlig og behagelig vin, meget smukt balanceret og bare så nem at drikke uden at miste karakter. Det smager rigtigt godt … også uden vild megen alder.
Suavia vinene forhandles herhjemme af Otto Suenson, hvor en flaske koster 165 kr.