2007 Suavia, Monte Carbonare Soave Classico, Veneto, Italien

2007 Suavia, Monte Carbonare Soave Classico, Veneto, ItalienMonte Carbonare Soave Classico fra Suavia har jeg smagt mange gange før og altid været begejstret for. I Soave fik jeg mulighed for at smage vinen med lidt alder på, nemlig en 12 år gammel årgang 2007 … og det smager freaking godt og var én af de bedste vine under mit Soave besøg.

Vinhuset Suavia Azienda Agricola har jeg dermed også skrevet om tidligere. Det ligger den lille by Fittà en anelse nord for Soava by. Fittà er en lille, idyllisk by med gamle basaltisk huse, springvand, en lille kirke og flotte solnedgange.

Suavia Azienda Agricola er grundlagt af Tessari familien, som har dyrket vin siden 1887. Indtil 1982 blev druerne solgt til det lokale kooperativ, men dette ændrede Giovanni Tessari og hans kone Rosetta.

De var overbeviste om, at deres jord kunne levere druer til vine af høj kvalitet, og med det stærke bånd med områdets tradition og kultur, og så de besluttede at navngive deres vingård Suavia … det gamle navn for Soave.

Huset ejer i alt 12 hektar vinmarker i midten af Soave Classica området, faktisk fordelt på 2 lokationer, nemlig omkring byen Fittà og byen Castellaro. Vinstokkene er primært de 2 lokale hvide druesorter Garganega og Trebbiano di Soave med en høj alder på gennemsnitlig 35 år, og gården laver omkring 100.000 flasker vin om året.

I dag er det Giovanni og Rosettas 4 døtre, Arianna, Mari, Valentina og Alessandra Tessari, som driver vingården. Tessari søstrenes dedikation til at lave vine, der udtrykker terroiret i Soava og deres filosofi om blanding af innovation og tradition, har også medført, at Suavia Azienda Agricola er blevet én af de førende producenter i Soave.

Monte Carbonare Soave Classico er en vin, som Suavia har lavet siden 1986 og den er lavet på ren Garganega, hvor druerne kommer fra én af Soaves 33 cru’er, nemlig Monte Carbonare, som samlet er en 42 hektar vinmarker, hvor Suavia altså også har en parcel.

Monte Carbonare betyder kulbjerget, og marken har da også en sort, vulkansk og basaltisk jord. Så I kan se på billedet ovenover, så serverede en af Tessari søstrene vinen i magnum flaske.

Vinen er lavet udelukkende i ståltanke med 16 dages gæring ved 14-16 grader, ingen malolaktisk gæring, men lagret sur lie 15 måneder i ståltanke og 5 måneder på flaske efter aftapning.

Og hold da op, hvor det nærmest oser op af glasset … fed, mægtig, aromatisk og nærmest olieret med moden ædelhed, lidt olievædet tvist, sødme, fersken, tørrede abrikos, pærer, tørret appelsinskal, honning og ristede mandler. Det er fandeme utroligt, at vinen slet ikke har været lagret på egefade, for den har virkelig stor fedme, utrolig dybde og intensitet, men Garganega med alder byder her virkelig ind med karakter.

I munden er vinen også cremet, blød og olieret med fedme, modenhed, pærer, fersken, mandler, honning og samtidig flot mineralsk renhed. Hold nu kæft, hvor det smager godt … virkelig fed, intens og smagfuld vin og smagt blindt havde jeg aldrig gættet på Garganega fra Soave. Dette smager sindssygt godt.

Suavia vinene forhandles herhjemme af Otto Suenson, hvor en flaske i en nyere årgang koster 165 kr.

Vinanmeldelse 6/7