Mer’ Conterno Fantino Barolo i glasset og nu Barolo Ginestra Vigna Sorì Ginestra … altså lavet med druer fra marken Ginestra, hvor vinstokkene gennemsnitlig er 40 år gamle og de ældste plantet i 1969.
Druerne er høstet med et udbytte på 37-40 hektoliter pr. hektar og så er vinen lavet med fermentering og maceration i ståltanke over 12-15 dage efterfulgt af 24 måneders lagring på franske egefade. Ja generelt, så laves Conterno Fantinos 3 Barolo’er fuldstændig ens.
Duft og smag er også i samme boldgade … næsen er mere floral og har masser af røg, tjære, power, læder, jordbær, hindbær og mørkere bær, tobak, mynte og en anelse vanilje, Fadnoterne kan virkelig også fornemmes i næsen sammen med nogle klare mineralske træk.
Smagen har også godt med power, pænt maskulin, tanninerne er overraskende blide og det smager bare godt. Der er mineraler, sort te, lakrids, svag sødme, læder og fint æterisk syre.
Forhandles af Phlipson Wine, hvor en flaske koster 559,95 kr., mens prisen 465 kr. ved køb af 12 flasker.