Derefter serverede Fabio Fantino deres 3 Barolo’er for den tilfredse vinblogger og det første glas var af denne Barolo Castelletto Vigna Pressenda.
Det er en forholdsvis ny Barolo i Conterno Fantinos sortiment, og druerne kommer fra parcellen Pressenda i midten af Castelletto marken, der ligger lige nord for Ginestra marken. Den ligger i 350 meters højde med en undergrund rig på ler, sand og silt. Druerne er høstet med et udbytte på 37-40 hektoliter pr. hektar og så er vinen lavet med fermentering og maceration i ståltanke over 12-15 dage efterfulgt af 24 måneders lagring på franske egefade.
I glasset er vinen lys og transparent, og det passer også godt med duften, let, æterisk med roser, lyse kirsebær, mynte, læder, vanilje, kanel, grønne urter, mineraler … uhmmmm.
Hvor smager vinen modent og lækkert … lys med masser af let egepræg, kirsebær, rund i tanninerne, masser af kirsebær, fennikel, cremet på en lys måde og så alligevel med lidt mørk maskulin power. Det smager rigtigt godt og det var – efter min opfattelse – også bedste vin hos Conterno Fantino denne eftermiddag.
Forhandles af Phlipson Wine, hvor en flaske koster 549,95 kr., mens prisen 450 kr. ved køb af 12 flasker.