Kategoriarkiv: Vinaftener

Vinaften 21. januar 2017

Byggemøde forrige lørdag … og så på den igen med vinaften i lørdags. Jeres flittige vinblogger er allerede tidligt i det nye år spændt hårdt for med masser af vine … selvfølgelig alt sammen trofast i læsernes tjeneste.

Det blev til en aften med græske opfordringer, et par druer kaldet Porno Noir og Pikant … en skotskternet Sangiovese samt en vin fra Unionen. Og derudover selvfølgelig … lækker mad, exceptionelle vine samt det bedst muligt opdrivelige selskab med godt humør og – som det måske allerede fornemmes – sjove vrøvlerier.

Ja, de gode vingutter er sgu ikke helt almindelige … heldigvis.

Det var denne gang Steffen, som var itrukket værtsrollen, og han havde stævnet os til kl. 18.00 og næsten på klokkeslettet arriverede vi selvfølgelig. Der duftede skønt af mad i hele boligen, så forventningerne røg en ekstra tak i vejret.

Og med god grund, for Steffen havde tilberedt en 3-retters middag … men også en omgang lækre appetizers, som vi lige skulle side og nyde sammen med aftenens første vin, som Steffen allerede havde skænket inden vi ankom.

Middagen så sådan her ud:

  • Appetizers; Bagte dadler med gedeost & skinke samt svampe med fyld af tomater, hakkede svampe, chili og ost
  • Forret; Brød med sauterede østershatte
  • Hovedret; Kylling med druer, perleløg & kartofler
  • Dessert; Pærer i champagne med is og jordbær

Bagte dadler med gedeost & skinke samt svampe med fyld af tomater, hakkede svampe, chili og ost


Dadlerne med gedeost og omviklet med seranoskinke og overhældt med lidt god balsamico smagte himmelsk. Tror mange af os tidligere har lavet dadler viklet i bacon, men gedeosten og balsamicoen løftede det sgu bare yderligere.

Svampene var fyldt med tomat, hakkede svampe, ost, ansjoser og lidt chili, som lige bed et smule i munden. Ikke meget … bare lige lidt. Og ansjoser er altid godt.

Vinen til appetizerne var rød …og de fleste gættede, at det var Pinot Noir, men ingen at den var fra New Zealand. Det var vinen Paladin Pinot Noir fra Stadt Landt … et vinhus, jeg tidligere har smagt en del vine fra.

Brød med sauterede østershatte


Klassisk og enkelt … brød med sauterede østershatte. Hvor smager det bare godt.

Kylling med druer, perleløg & kartofler


Hovedretten blev dansk kylling med både flødesauce, grønne druer og perleløg. Hertil også lidt saltbagte kartofler. God og ærlig mad … og dejlig velsmagende.

Pærer i champagne med is og jordbær


Desserten blev pærer, som var indkogt i champagne … eller i hvert fald mousserende vin. Jeg så det ikke. Hertil lidt vaniljeis og jordbær. Flot ret.

Som altid var humøret hos drengene helt i top … og vi gik alle ind i blindsmagningen med full throttle. Paul spurgte, om vi var til græsk … og vi vælger at tro, at han mente græsk vin.

Men sådan var der mange sjove udtalelser i løbet af aftenen. Sådan er det vel altid … jo mere vin, jo klogere bliver vi bare. Og denne aften var vi altså bare MEGET kloge.

Vi bruger derfor en kort ordbog for fulde mennesker:

Porno Noir = Pinot Noir
Skotskternet Sangiovese = Toscansk Sangiovese
Pikant = Primitivo
Unionen = Umbrien

Imidlertid står det klart, at det – igen – blev et rigtigt godt og spændende felt af vine. 9 herlige projektiler, som så sådan her:

Jeg har – som vanligt – linket til mine beskrivelser af vinene. En enkelt vin havde jeg smagt tidligere – vinen Montefalco Sagrantino fra Tenuta Bellafonte, så der har jeg blot linket til min tidligere beskrivelser.

I blindsmagningen havde vi denne gang – som hos byggesjakket – udvidet gætterierne, således vi skulle gætte både hoveddrue samt land, og det gik faktisk over forventning. Det gav flere point … og dermed også mere substans i gætterierne.

Jan vandt blindsmagningen, men Steffen rundede feltet af. Paul og jeg lagde os i det anonyme midterfelt. Paul gik død omkring kl. 01.00 … mens de sidste hardcore hardnittere Jan og jeg fortsat med slanterne frem til omkring kl. 2.30.

Tak til Steffen for fantastisk værtskab. Som vanligt slutter vi med et par fotos af de herlige vingutter.


Så skal aftenens vine lige lines up … og fotograferes … arghhh Paul gider sgu ikke.


Jan tjekker lige kvaliteten af billederne … eller måske vinene

Byggemøde 14. januar 2017

Ka’ man gå blank i en Blanc de Blancs eller en Blanc de Noirs? Eller ender det i et Brixit? Et par relevante spørgsmål, som byggesjakket fik svar på til det første byggemøde i 2017.

Det lille energibundt Brix, som vi – godmodigt i byggesjakket – kalder wanna-bee Lyngvild, Tånums svar på Otto Leisner samt nullermanden var vært for byggemødet og skulle således stå for både vine, mad og høflig værtsskab, en opgave han som vanligt påtog sig med ubekymret frygtløshed.


Byggesjakket i havestuen

Som altid hos Brix startede vi selvfølgelig med champagne i havestuen og denne gang to af slagsen i en blindsmagning. Altid en hyggelig start med stearinlys, ild i pejsen og sjove drillerier.

Men måske havde restsukkeret i vinen gået wanna-bee Lyngvild til hovedet, for han påstod, at første champagne – en Mailly Grand Cru Brut Réserve – var på ren Chardonnay … en Blanc de Blancs. Det var nu ikke tilfældet, da den var på 75% Pinot Noir og alene 25% Chardonnay.

Sjovt nok, så findes der faktisk en skala, som angiver indholdet af sukker i en vandopløsning og den hedder Brix-skalaen. Den anvendes faktisk også i vinfremstilling, hvor den angiver sukkerindholdet i vinen. Brix-skalaen måler i grader Brix (oBx) som har definitionen 1 oBx = 1 gram pr. 100 gram væske.

Her lå Brix lavt … tænker små 2 oBx, for helt sød er han sgu ikke.

Men på den vinøse og madmæssige front havde Brix lavet et fremragende benarbejde. Han havde forberedt en flot 3-retters middag og udvalgt en lang række af flotte vine, men dem vender jeg selvfølgelig tilbage til senere.

Lad os først kigge nærmere på den herlige 3-retters middag, som bestod af:

  • Forret; Kartoffelsuppe med salt og røget bacon, ristet rugbrød, pesto samt rodfrugtchips
  • Hovedret; Gammeldags oksesteg med kartofler, brun god sovs, waldorfsalat samt asier og tyttebær
  • Dessert; Hindbærtærte med vaniljecreme

Kartoffelsuppe med salt og røget bacon, ristet rugbrød, pesto samt rodfrugtchips

Fin og fyldig forret … og hertil serverede Brix aftenens eneste hvidvin, en Riesling Federspiel Urgestein Terrassen fra Weingut F. X. Pichler i Østrig

Gammeldags oksesteg med kartofler, brun god sovs, waldorfsalat samt asier og tyttebær

Gammelsdags oksesteg, som vor mormor lavede den. Der var sgu ikke et øje tørt. Og endda med glaserede løg, asier og waldorfsalat. Mørt, lækkert … smagte himmelsk og alle var virkelig mætte efter 2 store omgange. Sådan.

Hindbærtærte med vaniljecreme

Vi gemte desserten til noget senere … en virkelig god hindbærtærte med vaniljecreme. Også her blev der spist op.


Drengene har sat sig til bords

Også på den vinøse front havde Brix fundet et sandt arsenal af flotte vine frem. Som vanligt var der – som næsten traditionsmæssigt hos Brix – flere vine med alder … 2 Bordeauxer fra henholdsvis 1980’erne og 1990’erne.

Sammenlagt så feltet sådan her ud:

Og hold nu op, hvor var der mange højdepunkter. Første champagne var virkelig flot og lækker… men specielt mindeværdigt var både Bruno Roccas Barbaresco Rabajà, Pomerol’en fra Château La Fleur-Pétrus samt den monstrøse Lilium Est Amarone della Valpolicella fra Tenuta Sant’ Antonio … men det kan du læse om i mine beskrivelser af vinene.

Nogle af vinene havde jeg smagt tidligere … der har jeg blot linket til mine tidligere beskrivelser.

To af vinene blev smagt samtidig … men hvor vi alle blev spredt rundt i forskellige værelser, således vi kunne fordybe os i smagsnoterne uden forstyrrelser. Virkelig god idé … thumbs up for det initiativ. De to vine, som vi smagte i ensomhed var i øvrigt Pomerol’en fra Château La Fleur-Pétrus samt Barolo’en fra Silvano Bolmida.


Godt med humør

Alle vinene blev selvfølgelig serveret blindt, således byggesjakket skulle gætte land og hoveddrue. Det gik faktisk rigtigt godt denne gang og Jesper løb med sejren med flotte 15 point efterfulgt af Keeper med 14 point, Mikkel og undertegnede med 12 point og Flemming med 11 point.

Det blev som ventet en rigtig hyggelig aften, hvor vi stille og roligt kom igennem de mange vine, den gode mad og som ventet også en masse historier, mobninger, drillerier … med andre ord var alt, som det plejer.

Tak til Brix for dejlig aften.

Brix i køkkenet


Afslapning


Byggesjakket

Byggemøde 29. oktober 2016

En gangster er en betegnelse for en forbryder, som er tilknyttet en kriminel organisation, der deltager i organiseret kriminalitet. Ordet er lånt fra engelsk og stammer fra ordet gang, der kan oversættes til bande eller gruppe. Og det var netop “the gang” a.k.a. byggesjakket, som lørdag den 29. oktober atter havde sat hinanden stævne.

Men gangster var derudover det tema, som sjakbajs Falk – aftenens vært – havde bygget hele aftenen op over … ikke blot en vinsmagning, men derimod en vinsmagning og musikquiz. Og altså med gangster som det gennemgående tema.

gangster

Vores distræte Coco, kendt under det borgerlige navn Mikkel … aka DK’s grimmeste sygeplejerske havde meldt forfald, da han – selvfølgelig fejlagtigt – mente, at arbejdet kom i første række. Da Falken med det store vingefang imidlertid havde planlagt vinsmagningen og musikquiz’en som en holdkonkurrence, så havde han denne lørdag inviteret et par gæster med … Henrik og Ib.

Det betød, at 3 hold skulle dyste om æren, titlen og respekten denne aften. Hold 1 havde arbejdsformand Keeper som ankermand, suppleret med gæst Henrik, mens arbejdsdrengen Flemming som ankermand på hold 2 måtte trækkes med wanna-bee Lyngvild og Tånums svar på Otto Leisner aka Brix – også kendt under navnet “nullermanden”. Jeg dannede sammen med Ib – min gamle oldboysbuddy – det sidste, men skræmmende hold 3.

Til hvert hold havde den udspekulerede vært lavet et hæfte med menuen på forsiden, plads til at gætte land og drue for aftenens 12 vine og derudover plads til svar på 24 musikspørgsmål, som skulle serveres løbende i takt med, at vinene kom i glasset … 2 spørgsmål pr. vin … sådan cirka, men nogle gange lidt flere. Og denne gang ville vinene – modsat normalen – først blive afsløret efter smagningen.

Og lad os da endelig starte med forsiden af hæftet, for aftenen menu bestod af:

  • Kartoffel/porresuppe m/bacon
  • Dyrekølle m/kartofler, rødvinssauce & rodfrugter
  • Gammeldags æblekage

Kartoffel/porresuppe m/bacon

kartoffel-og-poresuppe-med-bacon
Både en smuk og velsmagende ret … men til værtens store overraskelse blev den overskydende bacon – som man kunne supplere med – ikke spist.

Dyrekølle m/kartofler, rødvinssauce & rodfrugter

dyrekoelle-med-kartofler-roedvinssauce-og-rodfrugter
Vildt smager sgu bare godt, når det er veltillavet … og det var det her. Og endda med rodfrugter, som Falken ikke selv er tilhænger af. Med saucen havde han sprunget over gæret og anvendt Arlas … dog fornuftigt løftet et par niveauer med lidt bluecheese. Hmmmm.

Gammeldags æblekage

gammeldags-aeblekage
En ret man ikke går galt i byen med. En stor portion … men alle mænd spiser jo op. Jeg gjorde i hvert fald.

På den vinøse front tog Falken … den amerikanske solformørkelse sgu røven på os alle. Vi gættede løs på forskellige druer og forskellige lande … lagde ansigterne i de rigtige folder, rynkede panden, tænkte os godt om, kløede os på hagen, så vise ud og kom med kvalificerede bud.

Men, men, men … alle vinene var amerikanske og endda fra samme vinhus, nemlig fra californiske Francis Ford Coppola Winery, som jo er ejet af den oscarbelønnede amerikanske filminstruktør, manuskriptforfatter og filmproducent, som jo netop står bag Godfather-filmene. Hva’ fanden er det for gangster metoder … vin fra samme vinhus hele aftenen? Føj Jesper.

coppola

Det betyder, at vinprogrammet så sådan her ud:

Vi sluttede dog efter de 12 amerikanske gunslinger projektiler med en Valpolicella, ligesom aftenen også bød på en dessertvin, som kom fra Australien. Den skulle vi dog ikke gætte.

Musikspørgsmålene … vi startede som død og helvede. Hvem havde spillet hovedrollen som den tyske oberst Heinecken i den danske Shubidua film Den Røde Tråd fra 1989? Fuck … har sgu aldrig set filmen. Det blev dog senere en smule lettere, men Jesper – der er sgu ikke meget gangster i Stock Aitken Waterman … men sjovt var det sgu. Respekt for god forberedelse til mr. quizmaster.

Og lige en vigtig regel … snød man ved brug af mobil, så skulle man indtage et glas shot med Chili Klaus ubehagelige Chili Skud vindstyrke 12. Den havde jeg prøvet dagen før … og gør det aldrig mere. Så ingen snyd der.

Den samlede quiz – vi snakker både vin og musik – endte med en delt 1. plads til hold 1 og hold 3. Vi siger intet om, hvem der gættede flest vine, for så bliver Lyngvild sgu så cocky. Hold 1 og 3 endte med 30 point og hold 2 med 25 point.

Tak for endnu et hyggeligt byggemøde!

Keeper drikker sprut

Vinaften 24. september 2016

En vært kan reelt være flere ting … enten 1; en person som byder indbudte gæster på noget at spise eller drikke eller sørger for dem på anden måde eller 2; en person der introducerer og styrer, hvad der foregår i en radio- eller tv-udsendelse eller sluttelig ;3 en organisme der er levested for andre organismer.

Og tag ikke fejl. Det er jo voldsomt populært at være vært i disse tider … specielt tv-vært. I dag bliver ældre, falmede sportsstjerner nærmest altid værter på sportsprogrammer og hver eneste kendis med respekt for sig selv skal da også være vært på sit eget tv-show. Så er man da blevet til noget.

Paul havde nu imidlertid til seneste udgave af vores traditionelle vinaften a.k.a. mandeaften uden kvindelige afbrydelser beskedent alene valgt værtsrolle nr. 1 … rollen som værten, der byder indbudte gæster på noget at spise eller drikke eller sørger for dem på anden måde.

Ingen fokus på værtroller i tv-shows eller biologiske organismer i kroppen udover en forventelig nedbrydning af alkohol og dannelse af det giftige stof acetaldehyd, som dagen derpå medfører ubehagelige symptomer såsom hjertebanken, kvalme og hovedpine … og er kendt under betegnelsen tømmermænd.

Paul tog rolle nr.  1 alvorligt og sørgede for fabelagtig god mad, mens vi alle bidragede til det med drikkevarerne, men det vender jeg selvfølgelig fluks tilbage til.  Heldigvis var Pauls fortolkning af den sidste del; “sørger for dem på anden måde” alene almindelig hygge og herlig musik Sonos-styret fra iPad’en.

Paul havde forberedt en fin, fin middag, som bestod af:

  • Appetizers: Pestosnegle og lidt charcutteri
  • Forret: Hummersuppe
  • Hovedret: Lammekrone med mos, bagte tomater og porre
  • Dessert: Brombærsuppe med is og crumble
  • Efter: Ostebord

Lad os endelig bringe et par billederne af maden:

Pestosnegle og lidt charcutteri

Pestosnegle mm
Vi startede på terrassen og nød det flotte efterårsvejr med lidt Crémant d’Alsace samt pestosnegle samt lidt charcutteri

Hummersuppe

HummersuppeForretten bestod af hummersuppe … toppet med lidt cremefraiche, rogn og lidt dild. Paul fortalte godt nok, at han lige havde slået græs, men det smagte af dild. God ret … elsker sgu hummersuppe. Tíl forretten nød vi en smuk – og velkendt – Riesling fra Vicent Sipp på Domaine Agapé

Lammekrone med mos, bagte tomater og porre

Lammekrone
Lammekrone … perfekt stegte og flot rosafarvede. Serveret med lidt puré/mos med bl.a. hvidløg, en bagt tomat og porre. Mums.

Brombærsuppe med is og crumble

Brombær med is og crumble
Desserten var kold brombærsuppe med is og crumble … virkelig lækker, specielt med blandingen af syren fra bærrene, sødme fra isen og det knasende fra crumblen.

Ostebord

Ost
Vi sluttede med lidt ostebord … og det falder jo altid i god jord

På den vinøse side, ja så var der igen 10 dejlige vine. Vinene denne aften var

Der er som vanligt links til beskrivelserne.

Sidste gang var vinene meget lette … men denne gang kunne det mærkes, at efteråret er startet. Af de røde var der alene to lettere vine, bl.a. havde Steffen en Pinot Noir fra Liberated Winery med og Jan havde den helt overraskende og imponerende Acusp fra Castell d’Encus med.

Sidste gang vandt Paul, men denne gang havde han gjort regning uden vært … so to speak, som han tabte vores blindsmagning ved at lande på 0 point. Jeg vandt med 4 point, men da jeg havde præmien med, så gik den til Jan på 2. pladsen med 3 point.

En stor tak til Paul for en god aften og de andre to for godt følgeskab. Jeg brød op som den første … træt, veltilpas og godt ladet med gode vine.

Byggemøde 17. september 2016

Knap havde tømmermændene fra sidste byggemøde lagt sig førend det igen var tid til endnu et byggemøde. Der var ikke engang gået en måned … men grundet besværlig kalendergymnastik, så faldt flere af efterårets vinøse aftenen for byggesjakket nærmest ovenpå hinanden.

Mikkel aka Coco aka. Danmarks grimmeste sygeplejerske – som ikke deltog sidst, hvor han var arbejdsramt – var aftenens vært og havde tilsagt os til kl. 17.00 … hvor vi selvfølgelig pligtskyldige mødte op. Mikkel var selvfølgelig ikke klart … men et par naboer var i gang med at anrette lidt mad til os … og havde endda også sørget for, at der stod lidt vin klar.

Det var lidt sødt Riesling … selvfølgelig serveret blindt, men den gættede de fleste af os vist. Vinen var en Klostergarten Riesling Kabinett fra Weingut Josef Rosch i byen Leiwen ved Mosel. Og lige som vi næsten havde tømt vort glas, så arriverede aftenens hovedperson fra de private gemakker med samme punktlighed som en tunet og småliderlig Puch Maxi i løbetid, som netop har en Velo Solex med rød saddel. Vola.

Coco var som vanlig skarp … og derudover bevidst om egne evner i det vinøse og gastonomiske, så aftenens valg af vine var lagt i hænderne på Jysk Vin, mens maden var indkøbt fra henholdsvis Tanjas Tapasbar og Det Gamle Apothek.

Det madmæssigt tema var tapas, mens vi selv skulle gætte eller finde en rød tråd på det vinmæssige område. Men inden … så satte vi os udenfor for at nyde efterårssolens sidste skråler.

stemning-paa-terrassen
Byggesjakket en sen septemberdag

Flemming var i hopla … og havde en kommentar til de fleste af Brix aka den storsnakkende, wanna-bee Lyngvild og Tånums svar på Otto Leisners altid tåbelige og selviscenesættende kommentarer og allerede på terassen var der skudt med skarpt.

Lyngvild udbrød veltilfreds, at solen sådan en efterårsaften kun skinner på stjernerne … hvortil Flemming tørt bemærkede … “og på månerne” med reference til Lyngvilds skinnende kalot.

Her lige et par fotos af maden:

tapas-1
Tapastallerken nr. 1 – små hapsere fra Tanja Tapasbar

tapas-2
Tapastallerken nr. 2 – små hapsere fra Det Gamle Apothek

Vinmæssigt så aftenens samlet sådan her ud:

Der er som vanligt links til mine beskrivelser og anmeldelser af vinene.

Temaet var selvfølgelig oversøiske vine, hvilket dog vist sent gik op for os. Vi kæmpede en del … selvfølgelig undtagen Brix, som vistnok også havde været alene i huset i løbet af dagen, men selvfølgelig ikke havde løftet sølvpapiret på nogle af flaskerne. På den måde er Lyngvild en ren engel og uskylden selv.

Brix endte med 21 point, Falk med 16, Keeper med 14, men Flemming og jeg delte sidstepladsen med 13 point. Selve pointsystemet var dog også en smule forvirrende, idet nogle vine talte dobbeltpoint.

brix-iog-falkLyngvild og Falk

keeper
Keeper closeup

nullermandenNullermanden … på et foto, hvor månen ikke ses

Byggemøde 20. august 2016

Sjovt nok ligger et af årets byggemøder lige præcist i Randersugen … og sjovt nok ender byggesjakket ofte nede i byen, hvor vi – i kulturens ånd naturligvis – støtter den lokale byfest med vores tilstedeværelse, vid, dårlige vittigheder og usikre ben.

Og sådan gik det såmænd også ved seneste udgave af sensommerens byggemøde, som denne gang blev afholdt hos Keeper a.k.a. sjakkets arbejdsformand/kuli. Han havde gavmildt taget værtsrollen, da Coco aka. Danmarks grimmeste sygeplejerske var ramt af andet og tilsyneladende vigtigere gøremål … forstå det, hvem der kan.

Dermed var byggesjakket en mand short … og bestod således denne lørdag af sjakbejs Jesper, den storsnakkende, wanna-bee Lyngvild og Tånums svar på Otto Leisner aka Brix – også kendt under navnet “nullermanden”, arbejdsdrengen Flemming – ung i arbejde, værten Keeper og selvfølgelig undertegnede, som vel nærmest kan betegnes som en tilsynsførende til de kække knægte i sjakket.

Jeg havde fået “der hausfrau” til at befragte Jesper og undertegnede til byggemødet, og vi havde også medbragt den obligatoriske og vinøse gave til værten … en blomsterbuket, som denne gang bestod af Barolo vine.

Da alle mand var samlet fik vi stukket aftenens første vin i hånden, og så gik startskuddet til – for at sige det med værtens egne ord – nogle fornøjelige timer med masser af vin, mad og en bunke historier, som får lattermusklerne til at gå i krampe.

Og det var jo en god indgangsvinkel til en flot aften, hvor arbejdsformanden havde forberedt en herlig 3 retters menu, som bestod af:

  • Suppe på jomfruhummer
  • Poussiner med saltbagte kartofler og bagte grøntsager
  • Chokoladekager med vaniljeis

Vi bringer da også fluks fotos af maden.

Suppe på jomfruhummer

Hummersuppe

Smuk og klassisk start … god kraft i suppen og samtidig med bid i via stykker af jomfruhummeren. Jeg elsker simpelthen bare hummersuppe … og den blev godt suppleret af lidt Verdelho, som dog ikke var spansk – men australsk – samt lidt portugisisk på lokale druer.

Poussiner med saltbagte kartofler og bagte grøntsager

Poussiner gøres klar

Poussiner med saltbagte kartofler mm

Grillede poussiner … hvor er de dog flotte på en tallerken, som de ligger der og stritter med benene i vejret. Her blev de suppleret med klassisk saltbagte kartofler og bagte grønsager. Hmmmm.

Chokoladekager med vaniljeis

Chokoladekage og vaniljeis

Virkelig en ret for de søde tand … og godt med choko i de kager. Smagte for godt, men jeg måtte sgu levne en af kager … der var sgu udsolgt.

Men det er jo vinene, som har hovedrollen på vore byggemøder, og denne aften bestod feltet af følgende vine:

Der er selvfølgelig links til beskrivelser af alle vinene. Jeg havde tidligere smagt 3 af vinene, så der har jeg blot linket til mine tidligere anmeldelser.

Smagsindtrykkene overvejes grundigt

Her overvejer Flemming nøje, hvad han har i glasset …

Det blev som ventet en rigtig hyggelig aften, hvor vi stille og roligt kom igennem de 11 vine, den gode mad og som ventet også en masse historier, mobninger, drillerier … med andre ord var alt, som det plejer.

Vores sædvanlige konkurrence om at spotte vinlande og druer endte med 16 point til Houlberg, 12 til Flemming, 11 til Jesper, men den kække Brix måtte stå udenfor podiet med 10 point.

Derefter gik der sprut, øl og hornmusik i festen … og derefter til byfest i Randersugen.

Brix filtrerer

Filtrering af vin med korkstykker i … Brix med filter. Så mangler vi bare en volumenknap på manden.

Falk overvejer også tingene

Jesper overvejer også situationen

Vinaften 4. juni 2016

Ifølge Wikipedia kommer ordet lørdag fra det ældre danske ord løverdag og på oldnordiske laugardagr, altså sammensat af laug “bad” og dagr “dag”. Ugedagen betød altså oprindeligt vaskedag. For 4 gæve vingutter betød lørdag den 4. juni imidlertid i stedet væskedag … en dag med vinsmagning … et lille drikkegilde, basseralle og måske endda vinorgie.

Denne væskedag, lørdag den 4. juni, var det var Jan, som skulle være vært for vores vinaften. Han havde fastsat starttidspunktet og et par timer inden fremsendt menuen, så jeg fik hurtigt pakket og gjort klar til adgang.

Imidlertid var min let bedagede Pantani jernhest af mærket Bianchi (selvfølgelig i den rigtige celeste farve … også kaldet Bianchi Green) ukampdygtig.  Egerne var begyndt at blive en kende løse og flere var faldet helt af. Dækkene – også i den originale celeste farve naturligvis – var samtidig også efterhånden ganske møre, så jeg lånte pænt – uden at spørge – sønnikes mere moderne Trek Mountainbike.

For det er vel nærmest en tradition, at jeg cykler til sommerens vinaften, så bevæbnet med mine omhyggeligt udvalgte 2 flasker vin i tasken, stampede jeg adstadigt i pedalerne og nåede efter lidt over en halv times tour-lignende kørsel la Casa di Jan. Jeg arriverede som gæst Nummero Uno, men hurtigt fulgt både Paul og Steffen … sidstnævnte også på cykel, men på en noget mere fancy og formentligt også langt dyrere biciclette udgave. Det skal siges, at Steffen er cykelnørd og tramper sindssygt mange kilometer, mens jeg nøjes med den årlige tur 2 x 10 kilometer til vinaftenen hver sommer.

De danske vejrguder havde begunstiget os med et helt fantastisk sommervejr, så Jan har gjort klar til en aften udendørs … satans god idé. Sol, terrasse og vin. Han havde været i tidsproblemer, så middagen var bestilt udefra. Helt fair i situationen … bedre end ingen mad. Den var leveret fra Madexpressen og bestod af

  • Velkomst: Blinis med fetacreme, stenbiderrogn, rødløg og dild … hertil focaccia brød
  • Forret: Fiskesymfoni med 3 slags fisk og skaldyr
  • Hovedret 1: Braiseret kylling i æblesky med bacon
  • Hovedret 2: Grillede bøffer af argentinsk oksefilet … hertil kartoffeltårne og 2 slags salater
  • Dessert: Kartoffelkage med chokoladetop og frugtcreme

I får lige et par fotos af de første retter. Ja, glemte sgu at få taget et foto af desserten.

Blinis med fetacreme, stenbiderrogn, rødløg og dild … hertil focaccia brød

Blinis med feta creme
Dejlig og flot lille appetizer med et superdejligt brød.

Fiskesymfoni med 3 slags fisk og skaldyr

Fiskesymfoni
Fiskesymfonien bestod af et stort fad med bl.a. torsk, laks, rejer, kæmperejer og masser af grønt. Her lige min tallerken.

Braiseret kylling i æblesky med bacon

Braiseret kylling i æblesky med bacon
Virkelig mør kylling med kartoffeltårn og æblesky med bacon. Står faktisk rigtigt godt sammen med lette vine som Pinot Noir, så på den måde passede retten fint til aftenens vine.

Grillede bøffer af argentinsk oksefilet … hertil kartoffeltårne og 2 slags salater

Argentinsk oksefilet med bagte kartoffeltårne
Bøffen blev tilberedt på grillen. Her på billedet er der ingen salat … var vist ved at være godt mæt på det tidspunkt.

På den vinmæssige front igen et herligt felt af flotte vine med en overvægt at lette vine. Således var hele 5 vine på Pinot Noir … jeg havde også selv 2 af dem med. Samlet så feltet sådan her ud:

Der er selvfølgelig links til beskrivelserne og anmeldelserne af vinene.

På den konkurrencemæssige front kæmpede vi, grublede, svedte og skød oftest forkert … så det holdt hårdt. Paul sat til sidst med 3 point og vandt dermed præmien. Vi andre endte alle med 1 sølle point, så jeg meldte mig til at finde præmien til næste vinaften. Undervejs var jeg dog selv tæt på flere gange … bl.a. spurgte jeg Steffen ved smagningen af vinen Eremo San Quirico, om han kendte Nativ … men valgte at sige, at det måske nærmere var noget amerikansk og ikke Nativ. Hmmmm, den kunne jeg ha’ ramt lige i solar pleksus.

Det blev – som vanligt – en hyggelig aften, og lige som sidste gang med nogle fabelagtige vine. Ingen dårlige eller tvivlsomme vine.

Jan havde samtidig sørget for et mix af god musik på anlægget med den nye Volbeat, Tom Waits, John Scofield, Pat Metheny og meget andet godt. Da kulden og mørket begyndte at indfinde sig, så blev der sat en terrassevarmer på bordet. Det forlængede aftenen, mens indholdet i flaskerne omvendt svagt langsomt men sikkert.

Knap så sikker var min jernhest, da den i mørket let slingrende satte kursen hjem … godt tilfreds med en hyggelig, rolig aften med de gode gutter.

Informationer søges

Byggemøde 28. maj 2016

Sidder her og skriver, mens alkoholen og tømmermændene i synkron tempo langsomt opløses i min ellers solide krop, som dog pt. føles en smule ramt. I går var jeg vært for endnu et byggemøde. Og meget symbolsk blev det afholdt netop under den overdækkede terrasse, som for nogle år tilbage egentlig startede byggemøderne.

Vi skulle drøfte, hvordan den overdækkede terrasse skulle laves, men endte med alene at drikke vin. Og det blev en lille tradition. At holde såkaldte byggemøder, hvor vi blot drikker vin og spiser god mad. Og jeg måtte selv bygge min terrasse … uden hjælp fra “byggesjakket”. Men i går sad vi så under selvsamme terrasse til en aften, som jeg havde planlagt skulle være med temaet; “en mandeaften med vin & musik”.

Byggesjakket var ikke intakt, idet Coco aka. Danmarks grimmeste sygeplejerske var arbejdsramt, men ellers kom alle løsarbejderne, sjakbejs Jesper … til dagligt kaldt paphovedet, den storsnakkende, wanna-bee Lyngvild og Tånums svar på Otto Leisner aka Brix – også kendt under navnet “nullermanden”, kuli Keeper og arbejdsdrengen Flemming – ung i arbejde.

Da vi manglende Coco, så manglende vi selvfølgelig én til at svine Tånum-Kaj til, men det havde Coco løst ved at sende en SMS med teksten; To ting er uendelige; universet og Brix’s dumheder … og når det gælder universe, er jeg endda ikke helt sikker.

Jeg havde valgt 14 vine, hvilket selvfølgelig er alt for mange, men det gør heldigvis også, at der er godt med slanter til de kommende dage. Og de 14 vine skulle serveres parvis – to ad gangen – med en lille overskrift eller tema, som måske kunne være vejledende eller vildledende. Samtidig ville jeg krydre det ekstra med et stykke musik, som skulle være med til at illustrere og fortælle lidt om vinene.

Måske en kende ambitiøst, når man kender byggesjakket … men hvo intet vover, intet vinder.

Madmæssigt får I lige aftenens menukort (og de 7 vinøse overskrifter for vinene):

Menu 28 maj

Brød & dyppelse

Brød
På den madmæssige front startede vi med en hjemmebagt brød … god økologisk mel, bagt i støbejerngryde i ovnen. Hertil lidt humus, tomatpesto, almindelig grøn pesto, en herlig pesto på ruccola og lidt citroner samt en olie med smag granatæbler. Det er sgu altid godt med brød, dyppelse og god vin.

Sprøde rejer i panko på hjertesalat a la Caesar

Sprøde rejer i panko
Første snack var denne fantastiske ret. Det er kæmperejer, som kommes i pankorasp, fritteres og kommes ovenpå en blad hjertesalat med lidt dressing og parmesanflager. Hvor passer disse ting bare rigtigt godt sammen. Jeg kunne ikke skaffe pankorasp, så jeg måtte lave det selv. Hvidt brød (uden kanterne), som rives og tørres i ovnen. Tror også, at de små hapsere faldt i alles smag.

Flæsk/persille/ris

Flæsk og risotto
En lille moderne udgave af den traditionelle flæsk med kartofler og persillesovs. Her blev det en lille forret med bacon bagt med ahornsirup og chili, en udgave med mørdej samt en lille risotto med persille. Jeg fik lavet en super risotto … men glemte i farten af komme persille i. Men sig det ikke til nogen, for byggesjakket var tilfredse med retten.

Musling/bacon/citron

Næste ret var kammuslinger på spyd, og så ellers bacon viklet omkring. Så blev de grillet sammen med nogle halve citroner. Saften fra de grillede citroner blev derefter presset over grillspyddene. Nemt … og hvor klæder kammuslinger, bacon og citron dog hinanden. Jeg har desværre ingen foto af denne ret.

Løgtærte med parmaskinke

Løgtærte med parmaskinke
Endnu ikke lille snack, en løgtærte med lidt god parmaskinke ovenpå. Nemt, og smager ret godt.

Ribbensandwich

Burgerbolle
Til en rigtig mandeaften hører mandemad … og en god ribbensandwich med hjemmelavede boller, god rødkål og hjemmesyltede agurker falder i den kategori.

Pizza

Pizza
Jeg er efterhånden blev ganske ferm til at lave pizzaer på weberen … hvis jeg selv skal sige det. Det skulle byggesjakket selvfølgelig mærke, så jeg lavede 3 forskellige pizzaer, en pizza bianca med tynde kartofler og rosmarin, en med oksekød og artiskok samt en pepperoni med jalapeños. Sidstnævnte var en anelse for stræk for Tånum-drengen. Billedet er taget, da pizzaerne var kolde … sorry.

Currywurst

Currywurst
Sidste hovedret hører vist også til i mandekategorien, nemlig currywurst. Den tyske klassiker. For helvede … der findes endda i Berlin et museum for currywurst.

Ostelagkage

Ostelagkage
Vi sluttede med lidt sødt … en ostelagkage, hvor opskriften stammer fra Gl, Skovridergaard i Silkeborg. Lidt af en klassiker der.

Det med vinene og musikken gik egentlig ganske fornuftigt. Her får i lige det samlede overblik over temaerne, vinene og de valgte sange.

For tekniknødderne … effekten af melolaktisk gæring

Hvad var mere oplagt end at starte med nummer 1 … One. To versioner af sangen, først med U2, hvor lydbilledet er fyldigt, smukt, stort, helstøbt og moderne. Og så med Johnny Cash, bare guitar og klaver, helt nøgen, mere rå, usleben og skarp. Dette skulle illustrere forskellen i de to vine, begge på Chardonnay, hvor den første har fået malolaktisk gæring og den næste er lavet uden melolaktisk gæring.

Godfathers enke og en lastbilchauffør

Et lidt kryptisk tema, hvor godfathers enke referencer til, at Benhard Huber jo blev kaldt godfather af Kaiserstuhl, men desværre døde i 2014, hvorfor vinhuset i dag drives af hans hustru og børn. Lastbilchaufføren refererer til Andrea Oberto, som jo netop var lastbilchauffør inden han blev vinproducent.

Og igen musisk med samme nummer Across the Universe, hvor udgaven med Fiona Apple er klassisk, moderne, smuk, enkel og elegant. Tempoet er sat lidt ned og signalerer tydeligt, at dette her kan jeg sgu. Lidt ligesom Hubers Spätburgundere. Og selvfølgelig Beatles … mere klassisk kan det næppe blive. Ægte, autentisk … og 38 år ældre end Fiona Apples udgave. Det er bare godt.

Den gamle stamfader fra skyggen … i forskellige afskygninger

Cabernet Franc i 2 afskygninger, og formentlig fra de to områder, hvor ren Cabernet Franc vine laves allerbedst, nemlig Loire (selvfølgelig) og Toscana. Og til at følge vinene på vej, så havde jeg valgte det gamle jazznummer Mack the Knife, først i udgave fra 1959, hvor den 33-årige Lou Donaldson viser hans dygtighed i bedste blues/jazz/soul vis. Og så i en udgave fra 1965, hvor den 56-årige Ben Webster spiller nummeret tilbagelænet, luftigt … hvor var han dog eminent.

Det minder jo om

Næste tema, hvor de to valgte vine måske minder om noget andet, den spanske minder lidt om en italiensk Nebbiolo og den italienske minder måske om en Bordeaux. Og igen musikalsk fulgt til døren af det vel efterhånden klassiske grunge-nummer Smells Like Teen Spirit, først i en skrøbelig og sart udgave med Tori Amos. Hun gør nummeret til sit eget … man kan høre, at man har hørt det før … men hvilket nummer er det egentligt. På den måde bestemt nogle ligheder med vinen Signes fra Bodegas Puiggròs.

Og med Nirvana kommer der selvfølgelig mere kraft på … lidt på samme måde, som Do Ut Des IGT egentlig i starten virker lidt stram og grøn … men med lidt luft bliver kraftig og volumiøs. Det er powerblend på 1/3-del af druerne Cabernet Sauvignon, Merlot og Sangiovese.

Der sætter vi grænsen

To vine på hver siden af grænsen … grænsen mellem Østrig og Ungarn. Og hvem kan bedre fortolke det end gode, gamle Tom Waits, som jeg næsekuld har beundret siden jeg var en ung knøs. Med nummeret Black Wings bliver det skummelt, skævt, krydret, lidt drævende … men smukt underneden. Sådan lidt som en Blaufränkisch, mens han går fuldstændig grassat på nummeret Russian Dance, underlidt, mærkelig som en kosakdans, men alligevel bekendt og vidunderligt. Sådan er vinen Syrah Juris Villa fra Weingut Juris.

Et tilbud, du ikke kan afslå … og en kvindelig komiker

For at lede byggesjakket lidt på vej havde jeg valgt ordsproget fra filmen Godfather … I’m going to make you an offer, you can’t refuse. Tænkte at det måske kunne lede dem mod mafiaens højborg Sicilien. Referencen til vulkanen Etna på Sicilien via komikeren Dane Edna var nok et resultat af en brist i min hjerne og mere way out … men hvad, det var musikken også.

Space Oddity i to udgaver … først en moderne udgave med Exitmusic og så med Bowie himself. Svævende og fyldt med energi, kraft forener elegance, fylder og dominerer.

Arvingerne … og hvorfor arv betyder noget?

Hvordan kan man slutte bedre end to gamle vingårde. Musisk kan det kun ledsages af poesi, så der havde jeg igen valgt Tom Waits til at fortolke det. Først med sangen Poor Edvard, som har et kvindelig ansigt på hans baghoved. Det kan ikke opperes væk, holder ham vågen om natten med historier fra helvede. Det ender med, at den stakkels Edvard må hænge sig … og hende.

Fish and Bird er en rigtig sømandsvise, som handler om en lille fugl, som forelsker sig i en hval. Et umage par kan man vist roligt sige, men kærligheden overvinder – som bekendt – jo alt. Synes ikke, at jeg kunne beskrive de to sidste vine på anden måde … eller det blev i hvert fald den måde, som jeg gjorde det.

Det er selvfølgelig link til beskrivelse og vurdering af vinene.

Med 14 vine, hvor der skulle gættes hoveddrue og land, så var der hele 28 point at løbe efter. Der blev to vindere, nemlig kuli Keeper og Lyngvild, som begge endte på 4 point, mens Flemming skrabede 2 point og Falk 1 point sammen.

Det var ikke kønt, men det blev en rigtig hyggelig aften. Jeg havde egentlig gjort klar til, at vi – i løbet af aftenen – kunne fortsætte indendørs, men den hyggelige stemning under den overdækkede terrasse var god, så med lidt hjælp af ild i bålstedet, deraf følgende godt med røg og et par varme tæpper, så var der ingen, som hellere ville ind.

Som et lille minde havde jeg lavet en CD til drengene med aftenens sange. Coveret selvfølgelig med stemningsfotos fra nogle af vore minderige aftener.

Forside CD

Fight Night … vingutterne battler byggesjakket

Clash of the titans, the ultimative battle, giganternes kamp … eller med andre ord; Fight Night. Ja, det måtte jo ske på et tidspunkt, at mine to vinklubber tørnede sammen. En kamp mellem holdet fra vore vinaftener mod byggesjakket. Hvem kan bedst smage vinen i glasset? Gætte land … og drue? The ultimate challenge.

Tånums svar på Lyngvild a.k.a. hurtigsnakkeren Brix havde velvilligt lagt hus til og havde samtidig lovet at sørge for lidt mad. Derfor havde vi – betænksomme som vi er – taget en vinøs blomst med til værten, og den bestod af 4 smukke stilke i form af lidt Chianti, en stor Barolo fra Bruno Rocca samt to biodynamiske Loire vine på Cabernet Franc … og de sidstnævnte skal helt sikkert nok udfordre den lille mand.

Fight Night

Ses der på aftenens kombattanter, så bestod byggesjakket denne aften af Lyngvild, Coco … the ugly nurse, Keeper og Falken, mens jeg denne aften var sammen med the ultimative winecrew med Paul, Steffen og Jan, nok mest fordi antallet på hvert hold så var ens.

Reglerne var rimelig simple. Hver deltager skulle medbringe en vin, som modstanderholdet skulle gætte primær drue og land på. Og de simple regler var åbenbart forstået af alle, for snart stod der 8 vine, behørigt indpakket i sølvpapir på det sirligt opdækkede bord. Jo … Lyngvilds feminine side fornægtede sig ikke.

Men inden kampstart skulle musklerne selvfølgelig varmes op. Da vi ikke gad små hop på stedet, så skete opvarmningen med 2 flasker 2005 Dom Pérignon og en masse dårlige historier. Historierne blev imidlertid ved hele aftenen, men det gjorde de to munkeflasker imidlertid ikke, så snart røg vi til bords. Let’s get ready to rumble.

Round 1

Byggesjakket smed deres første vin ind i kampen, en italiener … IGT vin, som vingutterne næsten gættede. Vi vaklede imellem en supertoscaner eller lidt Bordeaux, selvom Steffen fastholdt, at det var italiensk. Jan og jeg synes, at der var lidt muldjord og efter lidt drøftelser, så valgte vi som hold derfor at svare Bordeaux … big feler. Vi skulle ha’ lyttet til Steffen.

Vi smed derefter en portugiser ind på banen, men byggesjakket kom aldrig på sporet og dermed endte første runde med bar røv … ingen point til nogle af holdene. I øvrigt et ganske habilt jab af en Douro vin, som virkelig ramte byggesjakket lige i solar plexus. Slam.

Round 2

I næste runde kom byggesjakket hårdt ud fra ringside … en italiensk IGT vin, god finte, men den gættede vi rent … den italienske syre var denne gang mere tydelig, så 2 point på kontoen.

Jeg havde taget Kong Henriks prestigevin med, Cayx’ Cuvée Majesté fra Margrethes 75 års fødselsdag … ren fransk Malbec. Sjakket diskuterede ivrigt og endte på lidt Syrah fra Rhône, men det gav selvfølgelig også 1 point for land, selvom det ingenlunde var Syrah eller Rhône. Dermed var stillingen efter denne runde 2 point til vingutterne og 1 point til byggesjakket.

Round 3

I runde 3 røg byggesjakket ind og tog midten af ringen … en vin, som jeg har smagt et utal af gange og været ganske begejstret for, men imidlertid gættede på italiensk Ripasso, så et uppercut til os der. Det rystede vi dog hurtigt af os og satte næste vin ind fra ringhjørnet, en Pinot Noir fra Tenuta J. Hofstätter i Alto Adige i Italien.

Byggesjakket indkasserede et enkelt point for Pinot Noir … og dermed var spændingen for alvor igen tilstede i kampen 2 – 2. Ikke imponerende træffere, men sådan er nogle kampe jo bare.

Round 4

I den sidste omgang bragte et forpustet byggesjak deres sidste triumf ind … slagudvekslingen er fuld gang. Vinen Tres Picos fra den mere ukendte appellation Campo de Borja i Spanien. Vi gættede fluks, at det var spansk, men valgte Tempranillo … selvom det var en ren Grenache vin. Men dog et point i runden.

Sidste vin blev Marschesi de Frescobaldis flotte Luce … også en IGT vin, som byggesjakket meget poetisk ikke gættede, selvom de selv havde medbragt to IGT vine. Der blev gættet Merlot fra Frankrig … og dermed endte vingutterne med en fortjent pointsejr. Godt fodarbejde, solide parader og hurtige jabs gjorde udfaldet.

Det skal retfærdigvis siges, at den sidste vin havde en smule prop … meget tydeligt.

Keeper mente godt nok, at der var point lighed … men det var sgu svært at se. Måske ville han bare gerne ha’ mere vin i glasset, og det løste vi ved at gå på opdagelse i Lyngvilds vinkøleskab, hvor vi fik lov at tage en smuk amerikansk Pinot.

Her lige det samlede lineup af vine:

Som vanligt har jeg linket til mine beskrivelser og anmeldelser.

Efter den vinøse infight, så gik der lidt sprut i festen … og det kunne mærkes dagen derpå. Men en dejlig aften … stort tak til alle de herlige vingutter i både vinklub og byggesjak. Vi slutter lige med et stemningsfoto:

Fight Night Fotos

Vinaften 27. februar 2016

Min – lidt stressende – 50 vins uge omfattede udover bestyrelsesmøde i vinlaughet, det røde Cabernet Franc orgie samt den eksklusive vinsmagning med Vinpusheren også årets første vinaften. At jeg skulle være vært gjorde ikke stressniveauet mindre, så menuen til aftenen kom først på plads dagen før … meget atypisk mig.

Men da min 3 gæve vingutter arriverede, så havde jeg alligevel rimeligt styr på tingene og havde endda haft overskud til at løbe en halvmaraton fra morgenstunden, indkøbe lidt råvarer til aftenens middag, lavet de indledende øvelser i køkkenet, dækket pænt op og også fundet de vine, som mine gæster skulle smage. Mine bidrag. Med andre ord … total overskudsagtig.

Menuen var denne gang dog uden en rød tråd … blot valgt lidt tilfældigt, men så sådan her ud på det interimistiske menukort, som nøjsomt, langsommeligt og eftertrykkeligt – med mine to bedste fingre – var hamret på papir med hjælp fra min oldgamle, sorte og gammeldags Mercedes farvebånd skivemaskine:

Menu 27 februar 2016

Og skal vi ikke med det samme lige bringe et par billeder af de forskellige retter … på godt og ondt.

Snacks; agurk med rugbrødsknas & rygeost + æble/spinatdrik

Agurk med rugbrødsknas og rygeost
Vi startede med lidt snacks sammen med et hjemmebagt grydebrød, lidt pesto og artiskokcreme. Mine snacks bestod af udskårne og udhulede agurkestykker, rullet i ristet og knus rugbrød samt rygeostfyld. For at give lidt bid var rygeosten blandet med lidt agurkerelish og chili. Dertil en lille sund totalgrøn opfrisker … æblemost med saft af masser af friske spinatblade … samt lidt vodka. Det er jo ikke en afholdsforening!

Forret; tærte med rødbede, gedeostcreme & chips af rodfrugt

Tærte med rødbede og gedeostcreme
Med forretten fortsatte vi i det sunde univers … nemlig med kogte rodbeder, marineret i timian/olie/vineddike ovenpå butterdejstærte og så med en gedeostcreme ovenpå og kunstnerisk drysset med lidt chips af rodfrugt. Gedeosten var rørt op med lidt Skyr … lidt moderne er man vel? En meget let ret … og den var bedre, end jeg selv forventede.

Hovedret; andebryst, jordskokke-philly-puré samt salat af æbler og nødder

Andebryst med jordskokkepure
Jeg havde ikke selv haft mange idéer til hovedretten, men fandt en opskrift på andebryst med lidt puré af rodfrugter, her primært jordskokker sammen med kartofler og en smule pastinak. Dertil lavede jeg en simpel salat af æbler i tern blandet med hakket persille, citron og hakkede hasselnødder brunet på panden med honning. Det var vist okay.

Dessert; trifli med sveskekompot

Trifli med sveskekompot
Desserten blev en helt traditionel trifli med sveskekompot. Det ser sgu ikke ud af meget på billedet, men jeg havde fået den fikse idé, at servere triflien i min afdøde moders gamle, brunblomstrede 70’er kaffekopper placeret på en skiferplade. Den idé lød bedre i hovedet end in real life. So ist der Leben. Men alle blev mætte.

På den vinøse front blev det igen et felt af lækre vine med over halvdelen fra Italien. Her lige listen:

Jeg har som vanligt linket til beskrivelser og anmeldelser af vinene. Et lidt blandet felt, hvor den totale nedtur var min Bourgogne fra 2007 … som jeg ellers havde glædet mig til  … specielt da jeg et par dage forinden havde smagt den fabelagtige 2005’er Beaune 1. Cru Les Avaux fra Mongeard-Mugneret, men her var vi ikke engang tæt på. Hvor kan der dog være stor forskel på Bourgogne.

Højdepunktet blev, at jeg gættede én af vinene … spot on, nemlig at det var Ernesto Ruffos Campogadis Valpolicella doc Superiore. Dermed vandt jeg med et mulehår vores indbyrdes konkurrence med cifrene 3-2-2-2. Vi gad ikke finde en taber, så Jan påtog sig at tage præmien med til næste vinaften.

Efter maden indtog vi – som vanligt – havestuen, hvor vi kunne vende vinene, verdenssituationen og andre alvorlige samt mindre alvorlige emner. Vi fik drukket de fleste slanter … inden selskabet brød op i de sene nattetimer. En stor tak til mine gæve vinbuddies for en god mandeaften.