Vi var kommet bagefter … alene afholdt to vinaftener siden september sidste år. Sikke noget rod, men på en lang fredag – nej ikke den fredag – var det igen tid til at samles.
Denne gang stod Steffen for tur, og selvom vi normalvis holder vore vinaftenen på lørdage, så havde kalendergymnastikken været en anelse modstridig, hvorfor det med kompromissets kunst var endt med at blive plansat til en fredag.
Så efter en lang arbejdsdag mødtes vi – efter jeg havde samlet Paul og Jan op undervejs – hos Steffen på slaget 18.30. Og jeg vil også give den lange arbejdsdag skylden for, at jeg ikke fik taget en masse stemningsbilleder fra aftenen. Så dermed allerede en advarsel fra starten … dette bliver ikke et velillustreret blogindlæg … nok nærmere en sagte, nøgtern og småkedelig beretning.
Vel ankommet fik vi hurtigt lidt væske i hånden … pænt omklamret af høje, langbenede champagneglas. Så var vi ligesom i gang, så vi skålede og glædede os til aftenen.
Steffen havde haft travlt i køkkenet og forberedt os en lille 3-retters middag, som – udover en lille appetizer start med små hapsere – bestod af;
- Forret; Kold, grøn aspargessuppe
- Hovedret; Coq au vin
- Dessert; Vaniljecreme med kogte blommer
Som vanligt får I lige fotos af retterne.
Kold, grøn aspargessuppe
En kold suppe bestående af grønne asparges og agurk toppet med lidt bredbladet persille og rejer. Frisk start, som blev akkompagneret af lidt østrigsk Riesling.
Coq au vin
En klassiker – og her i en udgave, hvor Steffen havde glemt champignon, hvilket han opdagede, da han skulle til at servere retten, men den smagte nu fint – også uden champignon.
Vaniljecreme med kogte blommer
Desserten blev noget vaniljecreme-agtigt med nogle blommer, som enten var kogt eller bagte. Tror ikke, at jeg lyttede nok efter der … men bare nød retten, som Steffen serverede lidt portvin til … så blommerne var måske endda kogt i portvin.
Nå, men det var jo også vinen, som var det væsentlige og denne aftens blindsmagning endte med følgende spændende felt;
- 2014 Doyard-Mahé, Cuvée Empreinte Blanc de Blancs, Champagne, Frankrig – Steffen
- 2016 Domäne Wachau, Riesling Federspiel Himmelstiege, Wachau, Østrig – Steffen
- 2015 Cuevas de Arom, Os Cantals, Campo de Borja, Spanien – Steffen
- 2016 Weingut Julia Bertram, Arhweiler Spätburgunder, Ahr, Tyskland – Paul
- 1998 Mauro Veglio, Barolo Vigneto Gattera, Piemonte, Italien – Jan
- 2015 Weingut Wageck Pfaffmann, Spätburgunder Goldberg, Pfalz, Tyskland – Ulrik
- 2007 Zenato, Alberto IGT, Veneto, Italien – Steffen
- 2016 Weingut Jülg, Spätburgunder Sonnenberg, Pfalz, Tyskland -Ulrik
- 2012 Domenico Clerico, Barolo, Piemonte, Italien – Paul
- 2013 Castell d’Encús, Thalarn, Costers del Segre, Spanien – Jan
En spændende og varieret felt, og mit vinøse højdepunkt var Jans 20 år gamle Barolo. Jeg havde selv taget 2 x Spätburgunder med, da jeg lige havde lyst til Spätburgunder.
Et par af vinene har jeg anmeldt tidligere … den østrigske Riesling og så Steffens 2007 Alberto IGT fra Zenato, som han har haft med én gang tidligere. Det var dog helt tilbage i 2012 og uden anmeldelse, så den laver jeg en ny beskrivelse og anmeldelse af.
Vores blindsmagning gik bedre end tidligere … Jan endte som vinder, mens Paul denne gang endte som nummer sjok. Jeg havde taget præmien med … Meyers bog om pølsemageri. Vi endte aftenen med slanter tilbage i flaskerne … måske lidt matte efter en lang arbejdsdag.
Men så kunne Steffen bare hygge dagen derpå. Vi bringer derfor helt eksklusivt dette spionfoto med masser af champignon samt slanter: