Jeg havde gemt det skarpeste projektil fra Weingut Wageck Pfaffmann til sidst … og det var deres 2015 Spätburgunder Goldberg. Plaff Pfaff. Det er en vin, som i starten af dette år fik 1. pladsen som bedste Pinot Noir vin i det anerkendte tyske Sommelier Magazin.
Weingut Wageck Pfaffmann, holder til i byen Bissersheim i den nordlige del af Pfalz, hvor Wageck familien har været vinbønder omkring hundrede år. Vingården blev grundlagt af Wilhelm Wageck. Han var født i år 1900, som del af en større familie og havde 7 søskende.
Han købte vingården som ung mand, blev gift med Luise Lack og drev gennem årene vingården med både almindelig landbrug, husdyr og lidt vinproduktion.
Det var dog først i 1973, da Wilhelms barnebarn Gertraud blev gift med Gunter Pfaffmann fra Walheim i Landau, at familien begyndte at satse på vinproduktionen.
Gunter Pfaffmann var nemlig uddannet ønolog fra Geisenheim og fik således sat en større vinproduktion i gang. Det blev reelt starten på den nuværende vingård Wageck Pfaffmann, som i dag videreføres af 2 af parrets 3 drenge, nemlig Frank og Thomas Pfaffmann som 5. generation … fortsat med hjælp fra forældrene.
Det er dog specielt Thomas Pfaffmann, som har markeret sig som en af Tysklands fremadstormende vinmagere. Han står for vinkælderen og arbejder ustandselig på at øge kvaliteten af specielt vinene på Spätburgunder
Siden de to drenge overtog driften, så er der begyndt at ske mange forandringer på vingården, bl.a. har man igen sat det gamle familienavn Wageck på vinene. Dette er lavet for at undgå forvirringen og forveksling med andre vingårde, idet der i Pfalz findes flere andre vinproducenter med navnet Pfaffmann.
Derudover har brødrene også ændret sortimentet af vine, således der i dag laves færre slags vine. Men som Thomas Pfaffmann siger; mindre er nogle gange mere. Deres mål er at fremstille mineralske vine, hvis oprindelse klart kan smages.
Vinene er dog fortsat opdelt i Gutsweine, Ortsweine, Lagenweine og Réserve, hvor Réserve vinene dog kun laves i de bedste år. Det er også den unge generation, som har stået bag den nye designlinje af vinene, som i dag er kendetegnet af en lille drage … selvom der fortsat produceres enkelte vine under det gamle navn og de gamle etiketter.
Weingut Wageck Pfaffmann har i dag sammenlagt 58 hektar vinmarker, hvilket bl.a. omfatter markerne Goldberg, Held, Orlenberg og Steig ved Bissersheim, Steinacker ved Kirchheim samt Burgweg og Osterberg ved Großkarlbach.
Omkring 60% af markerne er tilplantet med hvide druer, mest Riesling og derudover både Chardonnay, Grauburgunder, Weißburgunder, Sauvignon Blanc, Müller-Thurgau, Auxerrois, Kerner, Silvaner, Faberrebe og Ortega.
Men rødvin fylder også meget hos Weingut Wageck Pfaffmann, og det er selvfølgelig specielt Spätburgunder, men derudover dyrkes der lidt Portugieser, Dornfelder, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot, St. Laurent, Schwarzriesling, Frühburgunder, Cabernet Dorsa, Cabernet Dorio, Cabernet Mitos, Cabernet Cubin, Dunkelfelder og Lemberger.
Markerne er rige på kalk i undergrunden og har de seneste 20 år været passet med respekt for naturen, kun gødet med hestegødning samt kompostrester fra vinproduktionen.
Spätburgunder Goldberg er selvfølgelig med druer fra marken Bisserheimer Goldberg, der ligger i omkring 160 meters højde. Druerne er høstet med et udbytte på beskedne 21 hektoliter pr. hektar.
Vinen er lavet i åbne kar med 11 dage maceration og spontangæring med druernes naturlige gær. Fermenteringen tager omkring 3 uger, hvorefter vinen lagres på barriques i 6 måneder efterfulgt af 12 måneder på store egefade. Der er 0,8 gram restsukker pr. liter.
Det er en tysk schweizerkniv af en vin … næsen stor, muskuløs og svævende og smagen blød, syrlig og præcis. I glasset er aromaerne mokka, chokolade, eg, vanilje, kul og man nærmest famler rundt i en mørk og animalsk kostald. Læg dertil peber, gran røg, metalliske elementer og en svævende blomstermark.
Smagen er langt mere klar og syrlig end forventet, selvom det er pakket blødt ind. Der er masser af syre, syrlig og frisk frugt, jern, tanninstruktur, salt, kalk og lyse frugter … hindbær og granatæbler, sådan lidt stringent i frugten, men herlig skarp. Det er bare sådan et behageligt fast greb. Overbevisende god vin.
Forhandles af Plus-Vin, hvor sådan en flaske koster 250 kr.