Jeg bliver både sjæleglad, staldkåd og veltilpas over denne Vin de Pays du Gard hvidvin fra Roc d’Anglade … sindssygt lækker Languedoc saft med biosjæl og bondehjerte. Nam.
Roc d’Anglade ligger i byen Langlade mellem Nimes og Montpellier i departementet Gard i Languedoc. Vingården er grundlagt i 2002 af Remy Pédréno.
Området ved Langlade var tidligere kendt som et af Frankrigs fineste terroirs med vine, der blevet regnet på højde med de bedste fra Bourgogne.
Da phylloxera hærgede i slutningen af det 19. århundrede blev området lagt øde og over 200 vinproducenter måtte opgive vinavlen. Og med tiden er den gamle storhed gået glemmebogen, så der findes i dag blot 8 producenter i området.
Men det er netop der, at Remy Pédréno har grundlagt sin egen vingård efter han igennem mange år havde arbejdet hos René Rostaing i Côte-Rôtie. Han ønskede dog at lave vinene efter sit eget hoved og målet er klart at lave vine med finesse, friskhed og frugt.
Han har samlet 7,5 hektar vinmarker, hvor undergrunden er præget af ler, kalksten og mergel. Alt dyrkes økologisk og har været certificeret siden 2012. Vinene laves med naturlig gæring, kort, nænsom ekstraktion og ingen brug af små fade.
Han har ikke lavet nogle tekniske analyser af druerne siden 2003, men orienterer sig udelukkende ud fra smagen på druerne, når han skal bestemme høsttidspunktet, hvilket så i øvrigt er tidligere end nogen anden sydfransk producent.
Der laves én rødvin, én hvidvin og én rosévin … samlet kun 35.000 flasker, der primært sælges til franske toprestauranter, så vinene er faktisk blevet lidt kult.
Den hvide har jeres glade vinblogger fået i glasset … og den er lavet på 75% Chenin Blanc, mens resten består i et mix af Chardonnay, Grenache Blanc, Grenache Gris og Carignan Blanc.
Druerne er høstet i hånden og gæret naturligt uden tilsætning af gær. Vinen lagrer med bærmen – sur lie – på store, gamle fade i et år og derefter på ståltank i et halvt år.
Det dufter animalsk af både stald, mødding, bio-bio ukrudt, havvand, salt, kalk, karamel, modne æbler, citron, franskbrød og gær. Uha hvor det dufter fabelagtigt. Det er nærmest som om, at vinen svæver, ligger et slør af forførende løfter og lyster foran din næse … danser i vinden som elverpiger ude på sjov. Jeg elsker duft af denne vin … virkelig lækkerier med lidt bioagtig kant.
Smagsmæssigt har elverpigen dog pisken med … grøn syre, streng og irettesættende. Der er citron, godt med syre, sprød, frisk og så alligevel let, ren og præcis. I dansen letter elverpigen nærmest fra det grønne græstæppe, svæver, for letheden og syren spiller sammen i musikalsk symbiose.
Forhandles af Bichel Vin, hvor en flaske koster 350 kr.